10. Skepta ‘Shutdown’
»A bunch of young men all dressed in black dancing extremely aggressively on stage, it made me feel so intimidated, and it’s just not what I expect to see on prime time TV«.
Den snobbede kvindestemme midt i Skeptas grime-banger refererer ironisk til rapperen og 30 venners scenebesøg under Kanye Wests Brit Awards-optræden med ’All Day’ og indkapsler den ånd af anti-establishment, som gennemsyrer det aggressive track, der er lige dele blær og opråb fra Londons mindre velrenommerede kvarterer. »Sitting in the front like Rosa Parks«, rapper Skepta med indædte maskingevær-rim, og nummerets påtrængende tone er dets største force – ordene og den boblende bas vælter ind over dig som en tsunami. Et rungende ’velkommen tilbage på toppen’ til grime-rapperen, der har været ude af gamet et par år. »It’s shutdown!«
Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.
9. Soak ‘Sea Creatures’
Selv om Soaks numre er stærkt personlige, forfalder de aldrig til det navlepillende. Med sin distinkte vokal, sine undrende, umiddelbare tekster og sit sælsomme guitarspil formår den stadig meget unge sangerinde således at gøre teenage-tristesse i udkants-Irland universelt vedkommende på ’Sea Creatures’. Samtidig demonstrerer hun på nummeret nogle af de samme melankolske pop-sensibiliteter, som også Blood Orange, Destroyer og Kindness besidder, og evner på den måde at knytte an til et større publikum end det er de fleste singer-songwritere forundt.
8. Grimes ‘Realiti’
Claire Bouchers’ kommende Grimes-album må være virkelig, virkelig godt. Hvorfor? Fordi dette lille popmesterstykke åbenbart blev vejet for let og i stedet udgivet på Youtube i en demoform, canadieren selv kalder ‘a bit of a mess, haha’. Men hey, det her er i den grad et elskværdigt og betagende rod, hvor de knasende synths, sparsomme håndklap og hule trommespor ligger under en drømmende pianomelodi og de let kitschede trance-undertoner med eftersmag af 90’er-bal. Det er bare selve sangen. En helt anden snak er, hvordan Bouchers vokal bærer hele melodien i sin spinkle røst med noget sart storladent som følge. Halvårets bedste ’dans-alene-på-soveværelset’-nummer.
7. Kanye West ‘All Day’
Den største rendyrkede hiphop-banger i 2015 indtil videre, men alligevel med mange forskellige elementer, der hver især hæver ’All Day’ op i sin egen liga. Monstrøs ’Yeezus’-bas, Allan Kingdoms svært besættende dancehall-omkvæd, kirkekoret, den bobbende synthmelodi i verset, de industrielle undertoner, Paul McCartneys fløjteoutro og selvfølgelig Kanye selv, der både rapper om at ’balle hele dagen’, men også kaster lyriske skyts mod racesnakken og hans indtog i modebranchen: »Don’t really matter what I make, boy, you know I still go wild / like a light skinned slave, boy, we in the mothafuckin’ house!«
En direkte fuckfinger til alle dem, der i starten af året med ’Only One’ fik proklameret, at Kanye var gået hen og blevet blødsøden.
6. Tame Impala ‘Let It Happen’
Den otte minutter lange antisingle-single fik mange fans til at spærre øjnene op. Kevin Parkers forkærlighed for psykedeliske guitarlinjer er smidt ud på sidelinjen til fordel for en dansabel ambiens med manipuleret vokal, der kortvarigt giver plads til en eftertænksomt dvælende midterdel. »All this running around trying to cover my shadow«, lyder det mistrøstigt, men den næste linje flugter bedre med sangens puls:»Every part of me says: Go ahead«.
5. Rihanna, Kanye West og Paul McCartney ‘FourFiveSeconds’
Opskriften på en succes: Man får en rocklegende til at lægge akustisk guitar som et groove, man herefter bygger videre på. I betragtning af den maksimalisme, Kanye West førhen har prydet sine produktioner med, er den rustikke enkelthed, som præger førstesinglen fra Rihannas kommende album, en sand fryd. McCartneys instrumentale bidrag forenet med Ye og RiRis vokale ditto er intet mindre end en generationsfavnende popgenistreg fra et opsigtsvækkende trekløver.
4. Major Lazer feat. Mø ‘Lean On’
Hvad skal man helt præcist sige om ’Lean On’? Al nationalfølelse og patriotisme til side har Major Lazer, Mø og DJ Snake nemlig bare lavet en helt igennem genial popsang, der i den mere afdæmpede ånd fra Major Lazer-klassikeren ’Get Free’ viser, at Diplo og co. godt kan lave fest uden brug af konfettikanoner, geleblævrende bas og sirenesynths. En dancehall-sjæler med banger-potentiale, der retmæssigt bragede ud af et hav af lejranlæg på Roskilde Festival, fordi den besidder en gylden balance mellem vellyd, fest og tilbagelænet sommer. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme Mø, hvis uklassiske popvokal passer ligeså godt til den sprælske produktion som den elskværdigt lalleglade musikvideo optaget i Indien.
3. Communions ‘Forget It’s a Dream’
Det er noget af et kvantespring, de unge Communions-knægte har taget med deres seneste ep. Postpunk-rødderne er stadig indgroet i udtrykket, men har i denne ombæring fået et mere luftigt og drømmende udtryk. Rumklangsrige guitarbredsider og et nærmest kriminelt effektivt basriff er den nuværende dagsorden for et band, hvis format for alvor er ved at folde sig ud. Det her er det umiddelbare højdepunkt på en ep med et svinehøjt niveau.
2. Jamie xx ‘Loud Places’
Når man knapper to tredjedele af sit band af, så skulle man tro, at lyden også blev tilsvarende slankere i koderne, men i Jamie xx’s tilfælde, så er hans soloalbum sonisk langt fyldigere end The xx’s så less-is-more-minimalistiske og karakteristiske lyd. Et godt og ikke mindst lytteværdigt eksempel er singleforløberen ‘Loud Places’, hvor han dog får assistance af bandmakkeren Romy Madley-Croft – her går Jamie i ren drømmedisco-mode og leverer et lækkert, tilbagelænet og melankolsk rammende soundtrack til de små timer efter klubberne har smidt folk ud, og hvor nattefesten fortsætter på dit eget stuegulv.
1. Kendrick Lamar ‘King Kunta’
Inden mesterværket ’To Pimp a Butterfly’ pludselig væltede ud på iTunes midt i marts, havde vi fået tre smagsprøver. Den tredje, ‘King Kunta’, er en bumpy og forbandet blaxploitation-funky sag med en video, der tager dig på sightseeing straight into Compton, en tekst, der refererer Richard Pryor, Michael Jackson og selvfølgelig slavekongen Kunta Kinte fra ‘Rødder’, og endelig en produktion, der både parafraserer og hylder George Clintons P-funk. Udover ‘i’ den mest ligetil skæring på ‘To Pimp a Butterfly’, men uden tvivl den største magtdemonstration – både lyrisk og instrumentalt.
Læs også: Her er halvårets bedste sange, top 20-11
Læs vores halvårslister: Årets bedste danske og udenlandske album