20. Drake ‘Know Yourself’
»I was running through the six with my WOES«. Drake kan lave bangers, og intet track på ’If You’re Reading This It’s Too Late’ indkapslede fuck-alle-de-andre-mentaliteten som ’Know Yourself’, hvor Drizzy i det allerede legendariske omkvæd render rundt med vennerne i Toronto til lyden af zombie-slæbende trommer og et naivt pianosample.
Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.
19. Waxahatchee ‘Air’
’Air’ – båret af en nøgen guitarmelodi og sugende keyboards – rummer flere linjer, der kan få hjertet til at synke ned i mellemgulvet. Crutchfields sange er altid forankret i stærke følelser, hér i en sang om et kuldsejlet forhold, der får lov til at fortsætte forbi sidste udløbsdato: »I left you out like a carton of milk« lyder det et sted, mens konklusionen er knusende:»You were patiently giving me everything that I will never need«.
18. Ben Khan ‘1000’
Ben Khan dukkede op i løbet af 2014 og tilbød med sin minimal-funkede stil en kærkommen forløsning af den frustration, som mange oplevede ved den ligesindede Jai Pauls lave udgivelsesfrekvens. På ’1000’ viser briten dog, at han er meget mere end et surrogat for bemeldte Paul. Med et uptempo trommemaskinebeat som kunne være planket direkte fra Kelis’ og André 3000’s nyklassiker ’Millionaire’, spiller synths og guitar kispus med hinanden nummeret igennem, og dets nerve og spændstighed leder i stedet tankerne hen på koryfæer som Prince og Phil Collins.
17. Unknown Mortal Orchestra ‘Can’t Keep Checking My Phone’
På deres seneste udspil, ‘Multi-Love’, har Unknown Mortal Orchestra udskiftet den psykedelisk flagrende guitar-dominans med en udpræget anvendelse af analoge keyboards. Mastermind Ruban Nielson har bevaret de medrivende grooves og iørefaldende hooks i et mere legesygt og eksperimenterende univers, mest vellykket i denne forrygende funky sag, hvis titel på snedig vis opsummerer et samtidsfænomen de fleste vel kan nikke genkendende til.
16. Courtney Barnett ‘Pedestrian at Best’
Barnett kombinerer bidende sarkasme a la Bob Dylan anno ’Highway 65 Revisited’ med noget, der lyder som en Steve Albini-produktion fra først i 90’erne på en sang, hvis skrydende grundtone er blandet godt op med antydningen af selvudleverende spleen. Hvis man skyder efter andre, skal man huske også at ramme sig selv. Barnett er som her en mester til at dosere sine sange, så de ikke tipper entydigt over i distance, vrede eller apati.
15. Tame Impala ‘Cause I’m a Man’
Kevin Parkers skift fra 60’er-psykedelika til 70’er-softrock er tidstypisk, men heldigvis finder han sin egen drejning på også denne formular: Læg mærke til den fuzztunge guitar i omkvædet, den lækre falset, og syng med på den faux-chauvinistiske linje »cause I’m a man, woman«, der giver sangen en sexet, sarkastisk og subversiv uro. Uanset motiv eller mangel på samme: Som popsang holder den herfra og til månen.
14. Rihanna ‘Bitch Better Have My Money’
Hendes Instagram-navn ’BadGirlRiRi’ fik helt ny betydning, da Rihanna slap den morderiske, Mads Mikkelsen-gæstede musikvideo til ’Bitch Better Have My Money’. Men inden da havde vi allerede bouncet rundt med hænderne over hovedet i tre måneder til den absurd attitude-fyldte trap-produktion, hvor sangerinden ramte en helt ny tinde af cool.
13. Natalie Prass ‘My Baby Don’t Understand Me’
Forsinkelser, be damned! Der er gået hele tre år fra indspilningerne af Natalie Prass’ selvbetitlede debutalbum til resultatet endelig ramte gaden, og det kan man kun begræde. Matthew E. Whites Spacebomb-kollektiv står bag, og man finder de samme lagkage-prægtige arrangementer på Prass’ debutalbum som på Whites ditto. ‘My Baby Don’t Understand Me’ er et forrygende eksempel, som placerer Prass mellem og i liga med Dusty Springfield og Tori Amos som en formidabel sangskriver.
12. Shamir ‘Call It Off’
20-årige Shamir Bailey er i løbet af 2015 slået igennem som en helt ny og unik stemme på poppens verdenskort, og denne pumpende discosag var uden tvivl singlen, der med boblende synthbas og kommanderende trommerytmer overbeviste os endegyldigt om, at Shamirs halvt rappende vokal var lyden af en ny dansegulvsgeneration. »It’s time to walk out the door« synger andenstemmerne legende til ekskæresten.
11. Tobias Jesso Jr. ‘How Could You Babe’
De fleste har befundet sig i situationen: Forladt, ensom og et eller andet sted bare ulykkelig efter, at ens udkårne har forladt reden – og tilmed fundet en ny og erklæret denne »the love of your life«. En skrækkelig affære, men få kan som Tobias Jesso Jr. få elendigheden til at svinge, som den gør her med barcroon, gospelkor og et næsten groovy piano. Selve sangskrivningen er fuldstændig eminent, men ellers ligger det fantastiske i den 29-årige Jesso Jr.’s levering, der midt i »I felt so lonely that I cried, I cried, I cried« har en snert af, at det hele nok skal gå. Og det er der mange, der kan have brug for at høre.
Læs også: Halvårets bedste udenlandske album: Top 20-11 og Top 10-1
Læs også: Halvårets 10 bedste danske album