Steve Gunn – ufokuseret americana fra guitarmesteren
Det var en meget passende snack, da min sidemand midt under eftermiddagskoncerten med Steve Gunn hev en pose frem med indbegrebet af americana: Beef jerkey. Gunns folkede rocksange, der snirkler og snørkler sig dovent af sted som en slags bluegrass i halvt tempo, lød nemlig mere af støvet sydstatslandevej og hjemmebrænd på verandaen end af teltscene og kolde øl.
Amerikaneren, der blev bakket op af en klassisk og groovende rocktrio, kom en smule forsinket i gang, men gav sig alligevel rigelig tid, både under – og ikke mindst i mellem – de kun seks numre, det kunne blive til denne torsdag på Pavilion.
Som en tålmodig J.J. Cale cirkulerede Gunn om de samme repetitive guitarfigurer i det, der desværre nogle gange føltes som nogle meget lange minutter. Hans fyldige baryton forsvandt for ofte i en mudret lyd, og bedst som koncerten for alvor syntes at blive skudt i gang med en veloplagt udgave af den The Rolling Stones-agtige ‘Milly’s Garden’, var det hele allerede forbi efter små 40 minutter.
Forinden havde solen, og en måske lidt ufokuseret indsats fra Gunn, lokket en god portion af det i øvrigt modne publikum til at forlade teltet og vandre mod øllene og pladsen foran teltet. De tilbageværende kunne dog nyde en langsom, men dragende version af titelnummeret fra sidste års ‘Way Out Weather’, der rundede koncerten af. Det afsluttende højdepunkt til trods var helhedsindtrykket af Gunns første møde med det danske publikum desværre en smule forglemmeligt.
Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.