Gåsehud til Patti Smiths fremførsel af ‘Horses’ i Det Kongelige Teater

Havde man på forhånd bange anelser i forhold til om krydsningen mellem 40-års jubilaren ’Horses’ og de rammer den skulle fejres i, Det Kongelige Teaters Gamle scene, var optimal, blev de gjort til skamme under publikumsinvasionen af orkestergraven under ’Land’ (albummets de facto titelnummer). Her var et bevis for, at et monument for modkulturen sagtens kunne finde sig til rette i finkulturens fornemste hus, da publikums hæmninger omsider blev overvundet.

Det var ligeledes passende, at det netop var i albummets syvende ud af ni skæringer, at publikum (trods lange, stampende bifald efter alle de indledende numre) endelig gav sig i rock’n’roll-åndens vold, rejste sig fra sæderne, og nærmest per instinkt flokkedes frem mod scenen for at være tæt på ypperstepræstinden, der fremmaner sine budskaber i smeltepunktet mellem poesi, protest, punk og klassisk rock. ’Land’ inkarnerede alle koncertens bedste dyder: De lange reciterende passager, som Patti Smith bringer til live på en måde, der gør hende unik i rockhistorisk sammenhæng – her er hun mere shaman eller åndemaner end rockartist – der iblandes en ruskende, rykvis og radbrækket rock, der arbejder sig op – op – op, indtil ekstasen drejer i luften som en mulighed, man kan gribe ud efter.

Det andet lange reciterende stykke rockpoesi på ’Horses’ hedder ’Birdland’, og her måtte selv Patti, der normalt synes at kalde ordene ned fra et højere sted, have et ark papir til hjælp for at kunne huske hele teksten. Det satte dog ikke en dæmper på indlevelsen. De første anslag af gåsehud indfandt sig i en brusende flot fremførelse, der resulterede i et enormt bifald fra salen. Emblematisk var øjeblikket ca. Midtvejs, hvor Patti nærmest besværgende smed arkene fra sig og kastede sig hovedkulds ud i sangens hvirvlende strøm af ord. Hun følte sig – med rette, skulle det vise sig – i sikre hænder. Og skulle hun hænde at snuble, skulle publikum nok bære hende tørskoet i land.

Forud var gået nogle lidt stivere versioner af glansnummeret ’Gloria’ og ’Redondo Beach’. Her fornemmede man, at en koncert båret af en konceptuel ramme som aftenens fejring af ’Horses’, har den indbyggede begrænsning i sig, at ingen – selv ikke Patti og hendes trofaste band, fortsat ført an af uforlignelige Lenny Kaye – kan få ’Gloria’ til at lette ubesværet endnu inden de har fået sved på panden! Det er rent ud sagt en utaknemmelig opgave. Derfor var det da også befriende, at bandet vendte tilbage til dets mest ikoniske sang som et coda til ’Land’.

I det hele taget var det de mere fritflydende, improvisationsbårne sange, der stod bedst på Gamle scene. De mere rene rocksange som ’Free Money’ og ekstranummeret ’People Have the Power’ var ikke helt så eksplosive som tidligere hørt. Til gengæld blev vi skænket en smuk ’We Three’, med Pattis dybere register som rungende på bunden af et gravkammer, og en udfoldet – og tænderskærende intens – ’Beneath the Southern Cross’, hvor Patti selv gav den på både akustisk og elektrisk guitar.

Mens hun fik en puster under ekstranumrene leverede bandet et Velvet Underground-medley, der var kapabelt, men på ingen måde andet og mere end en parentes i det store billede. ’My Generation’ gnistrede til gengæld som afslutningsnummer. Det var dog en skam, at Pattis ikke bare stammende, men snerrende version af The Who-klassikeren ikke blev fulgt op af hendes egen ’Rock’n’roll Nigger’. Det havde været et oplagt match og den perfekte afslutning på en koncert, der ikke helt kunne måle sig med Smiths bedste på dansk grund (Train i Aarhus i 2003 er min personlige favorit), men som alligevel havde et forventeligt tårnhøjt – og til tider transcenderende – niveau.

Læs også: Hør Patti Smiths cover af Rihannas ‘Stay’