Efter succesen med singlen ‘Octahate’ sidste år kom beskyldningerne hurtigt: Hun var garanteret et udtænkt popkoncept, der ikke selv skrev sin musik. Men den 22-årige albumdebutant er træt af, at kvindelige musikere stadig må kæmpe for at blive taget seriøst.
Det var i juni sidste år, at den dengang ukendte Ryn Weaver lagde singlen ‘OctaHate’ på nettet totalt uvidende om, hvilken opmærksomhed det lille klik med musen ville generere. Men i den anden ende af internetkablerne omfavnede folk hendes bombastiske popomkvæd, drømmende synthesizere og ekvilibristiske vokalfraseringer.
På en uge opnåede sangen mere end en million afspilninger alene på Soundcloud, og populariteten bredte sig i takt med, at det team, hun har skrevet nummeret med – Benny Blanco, Passion Pits Michael Angelakos, Charli XCX og norske Cashmere Cat – og veninden Jessie Ware blandt andre tiljublede og spredte nummeret.
»Jeg ville gerne have, at det skulle gå godt, men jeg troede ikke, at det ville eksplodere. Jeg tænkte bare, at jeg ville tage det stille og roligt, se hvordan folk reagerede og så bygge op derfra«, husker popkometen, da jeg fanger hende på telefonforbindelsen fra Californien.
Den pludselige succes medførte hurtigt spørgsmål om, hvem den unge Ryn Weaver mon var, som pludselig dukkede op ud af det blå uden pladeselskab men til gengæld med et team af berømte venner i ryggen. Senere kom beskyldninger om, at hun umuligt kunne stå bag hittet selv, så man begyndte at få flashbacks til Lana Del Reys ubarmhjertige rutsjebanetur igennem internettets autenticitetsdetektorer. Blandt andre skrev netavisen The Daily Dot: »Tanken, om at Ryn Weavers pludselige succes skulle være opstået af sig selv uden et seriøst pr-skub, er fornærmende uærlig«. Navnet på Benny Blancos pladeselskab Friends Keep Secrets, som samtidig var på vej med Ryns debut-ep ‘Promises’, var kun ekstra benzin på kritikernes bål, hvilket selvfølgelig irriterede hovedpersonen.
»Når noget sker så hurtigt, er alles øjne på dig, og nogle af de øjne er spekulative. I stedet for at tro på, at jeg er en kunstner, som endelig har været heldig, er der mange, som gerne vil tro, at jeg bare er en lille pige med bryster. Alle, som har kendt mig hele mit liv, ved, at jeg har prøvet at komme i gang med det her, siden jeg var ti år, og nu er jeg 22. Det er ikke fordi, det er kommet ud af ingenting«, fortæller amerikaneren, der mest af alt havde lyst til at bitche over alle tvivlerne, som hun ikke er bange for at kalde nogle »sure, små drenge på nettet, der lader, som om de ved alt om verden«.
Men kommentarerne har kun styrket kamplysten hos den selverklærede feminist. Hun er nemlig ikke i tvivl om, at en ung mand aldrig var blevet mødt af de samme beskyldninger.
»I USA er der mange sange i radioen lige nu sunget af fyre, som enten har skrevet dem sammen med andre, eller som slet ikke har skrevet dem. Sandheden er, at de aldrig bliver spurgt, om de har skrevet dem selv. Hvis jeg er i et rum, og der samtidig er en, der spiller klaver, mens jeg skriver en hel sang alene, vil folk tro, at personen ved klaveret har været med til at skrive den. Sådan er det bare«, konstaterer hun tørt.
Med sin nylige entré ind i en mandsdomineret musikbranche – »a boys club« som hun kalder den – spotter Ryn sexismen alle steder.
»Når kvinder føler et behov for at demonstrere magt ved at danse halvnøgne rundt på scenen, skyldes det, at det meste af deres arbejde har været hængt op på deres køn. Det udtrykker et stort problem i vores samfund og ikke hos pigerne selv. Den højeste udmærkelse, en kvinde kan opnå i USA, er at gå rundt i en badedragt i en Miss America-konkurrence. Ved du, hvad jeg mener?«, spørger hun retorisk i den anden ende af røret.
»Det er vores vilkår«.
Tinder skaffede hende et album
Ryn Weaver blev født Erin Michelle Wüthrich i San Diego, men da muligheden bød sig, flyttede hun hjemmefra for at studere drama på New York University i 2010. I storbyen hun tog et tidligt skridt mod at realisere sine musikalske drømme, da hun tilfældigt mødte produceren Benny Blanco til en Halloween-fest samme år. Ryns daværende kæreste kendte ham, og mens kæresten havde travlt med at flirte med andre piger, hang hun ud med Blanco, der fortalte røverhistorier om alle sine spændende kunstnervenner. Ryn var dog for genert til at præsentere ham for sin musik.
Der skulle gå to år, før hun mødte Blanco igen. Da var hun droppet ud af universitetet og flyttet til Los Angeles, hvor hun en aften hang ud med en veninde, der hyggede sig med at swipe forbi et utal af mandeansigter på sin Tinder-profil. Pludselig dukkede Blanco op på skærmen. Ryn genkendte ham med det samme, og da veninden sendte en besked til ham, var han ikke sen til at invitere dem med til sin fødselsdagsfest. Denne gang holdt Ryn sig ikke tilbage, og hun husker, at hun fulgte i hælene på ham hele aftenen med sin musik, indtil det lykkedes hende at fange hans interesse.
Festen blev starten på deres samarbejde, der altså først resulterede i ‘OctaHate’ og dernæst ep’en ‘Promises’. Nu er hun klar med debutalbummet ‘The Fool’, der nærmest flyder over med hendes storladne popsange, men hvor flere ballader også fremviser Ryns alsidige vokal. Titlen er taget fra et tarotkort, som forestiller en mand, der nærmer sig kanten af en klippe, fortæller hun.
»Manden beslutter sig for at følge sin egen sti i stedet for den, han er blevet vist. Der er en hund, som gør, at han ikke skal gøre det, men han kigger bare mod solnedgangen og tror på sit valg, selv om han er på vej ud over klippen. Det var meget passende, for sådan føler jeg det nogle gange. Jeg er virkelig stædig og vil have det på min måde, selv om det måske ikke altid er godt for mig«.
Elsker friheden til at stå på egne ben
‘The Fool’ kredser om tiden, hvor Ryn forlod både universitetet, New York og sin daværende kæreste, som behandlede hende dårligt – ja, ham fra Halloween-festen – og endte med at presse hende ud i friheden for at udforske, hvem hun egentlig var. En læringsproces som inkluderede en livsnydercocktail af elskere, fester og rejser, der fik hende til at indse, hvor meget hun elsker at være alene, og hvor vigtigt det er at fortsætte med at søge og drømme, også selv om man måske har fundet det, man ledte efter.
Efter en sparsomt instrumenteret start på afslutningsnummeret ‘New Constellations’, hvor Ryn nærmest hvisker ordene, tager sangen fart, mens hun gentager sætningerne: »You can run if you want to / What if there’s more?«, indtil hun intenst skriger spørgsmålet af sine lungers fulde kraft.
»Pladen stiller spørgsmål ved, om man er et fjols ved at løbe fra det, man har, og lede efter mere, eller om man er et fjols ved at blive i det og altid spekulere over, hvad der mon ellers er«.
Ryn filosoferer også over, at det måske bare er hende, der er for ung til at have den type forpligtelser, som følger med et forhold. En følelse, hun tror, mange kvinder kan genkende.
»Vi lever i en verden, hvor kvinder har flere muligheder end nogensinde i forhold til at vælge en karriere og ikke behøve at blive gift tidligt eller overhovedet. Måske har jeg fundet den perfekte fyr, men måske er jeg ikke den perfekte pige endnu«, funderer hun. »Det behøver ikke at ende lykkeligt til vores dages ende, hvis jeg ikke er klar«.
På trods af at Ryn stadig ser kvinder, der får mindre i løn end deres mandlige kolleger og flasher deres former for anerkendelse, mens de synger sange om mænd, de enten ønsker skal komme tilbage eller blive, så er hun stolt og glad over at være ung kvinde i 2015. Som kunstner føler hun et ansvar for at råbe op, stille spørgsmål og brede grænserne ud for fremtidige generationer ved at fortælle, hvad kvinder virkelig føler i stedet for bare at synge sange skrevet af mænd med tekster som »come back, baby, I miss you«. Hun håber, at folk med tiden vil begynde at lytte, og at tingene vil ændre sig.
»Jeg rynker tit panden, også selv om jeg bare sidder og ikke laver noget«, indskyder hun pludselig. »Jeg forstår ikke selv hvorfor, men min ven Chris siger, at det er, fordi jeg prøver at finde mening i denne her vanvittige verden«.
Hun stopper sin ellers så entusiastiske talestrøm et øjeblik og konkluderer så: »Det hele er jo kaos, når man tænker over det«.
Interviewet er tidligere bragt i Soundvenue #96.
Læs anmeldelse: Ryn Weaver ‘The Fool’