Ryn Weaver vil ikke kategoriseres som popsangerinde
Da Ryn Weaver sidste sommer uforvarende fik et kæmpe Soundcloud-gennembrud med sangen ’OctaHate’, fik musikverdenen travlt med at spekulere i, hvordan i alverden den helt ukendte sangerinde havde fået de prominente samarbejdspartnere Charlie XCX, Benny Blanco, Cashmere Cat og Michael Angelakos med om bord. Men ’OctaHate’ talte for sig selv – Weaver fremstod som et stærkt bud på en markant, ny popstjerne.
Fans af ’OctaHate’s distinkte, EDM-transcenderende poplyd vil muligvis blive skuffede over den nu 23-årige Weavers debutalbum. For ’The Fool’ byder ganske vist på flere gennemarbejdede popproduktioner af samme skuffe, men også på meget andet. Det står hurtigt klart, at Weaver er en vaskeægte historiefortæller og en respektløs kamæleon: Albummet er præget af personlig, detaljerig lyrik, der skummer over af billeder, og produktioner, der spænder fra stampende, stormfuld pop til akustisk klimprende folk.
Projektet Ryn Weaver fremstår dermed som Erin Wüthrichs eget. Benny Blanco og co. kunne have holdt hende i popfolden og dyrket ’OctaHate’-lyden igennem hele albummet, men sangerinden insisterer på at udforske alle sine musikalske tilbøjeligheder med en karisma og eventyrlyst, der i sig selv meget vel var nok til at charmere Blanco, da han mødte Weaver til en Halloween-fest back in the day.
’The Fool’ er halvt break-up-album, halvt et kompromisløst manifest over en ung kvindes insisteren på ikke at slå sig ned. Der er noget chanteuse over Weaver: Hun virker berejst, blåøjet og sofistikeret på samme tid. Popbraget ’Pierre’ eksploderer i omkvædet i stampende trommer, harpeklimpren og korstemmer, der kunne gøre Florence Welch misundelig, imens Weavers talende vokal i versene beretter om franske elskere og druk med djævlen i regnvåde ørkener. ’Free’ er ligeledes en utæmmelig energiudladning om den kærlighed, der tillader elskere at løbe frit side om side.
Der er noget på én gang syntetisk og organisk over Weavers popsange, som når lynende synths pludselig bryder ind på den elegante ’The Fool’, imens hendes klare, kvidrende vokal tilføjes glitrende effekter. Weavers vokal er et kapitel for sig – den skælver på en facon, der sine steder næsten minder om jodlen, når den da ikke i outroen på den folkede ’Traveling Song’ slår over i hæst snakkende acapella, fabulerende omkring skildpaddesuppe og rumskibet Apollo 13.
Som lytter kan man godt savne den røde tråd, men de eventyrlystne eksperimenter spejler sig i temaet om flugt og frigørelse, og selv om Weaver måske fremstår som en mindre kategoriserbar popsangerinde end først antaget, emmer hendes sange af friskhed, vovemod og potentiale.
Kort sagt:
Ryn Weavers debutalbum er et kompromisløst manifest over en ung kvindes insisteren på ikke at slå sig ned. Hun vil ikke lade sig binde af lyden på popsinglen ’OctaHate’, der gav hende et bredt gennembrud, og ’The Fool’ pendulerer derfor mellem storslået pop, elektroniske fiflerier og blid folk med en lyrik, der skummer over af billeder.