Micachu & the Shapes er outsiderpop når det er bedst
2013 var lidt af et gennembrudsår for britiske Mica Levi som soloartist. Med kreationen af soundtracket til den dystert dragende sci-fi-horror ’Under The Skin’, instrueret af Jonathan Glazer, brød Levi igennem hos filmkritikerskaren og scorede anerkendelse for sit unikke kompositoriske talent ved blandt andet at hente en BAFTA-nominering hjem.
Det har heldigvis ikke ændret noget ved Levis vakkelvorne og eksperimenterende tilgang til sin musik sammen med The Shapes. Trioens fjerde album er blevet til ved en række spontane, timelange jamming sessions mellem Levi og makkerne Raisa Khan og Marc Pell, og det er måske på grund af spontaniteten, at stemningen er umiddelbar og uhøjtidelig.
Micachu & co.’s lydbillede virker ved første indtryk som noget, der er tapet og klipset fuldstændigt tilfældigt sammen, så det knap nok står op af sig selv. Numre som åbneren ’Sad’ og den dissonante ’Sea Air’ skøjter løjerligt rundt i et velkendt, skrammelhektisk univers. Samme knapt nok sammenhængende lydunivers bliver på den suveræne britpopperle ’Thinking It’ akkompagneret af en kvindelig joggers tanker om, hvorfor hun forsøger at blive et mere veltrænet menneske og passe ind. Livet er en lang forhandling mellem ydelse og nydelse! Som ’Good Sad Happy Bad’-titlen afslører, optrevler albummet nemlig alle aspekter af hverdagslivets paradoksale og dikotomiske modsætningsforhold. Skal man nyde YOLO-nuet eller knokle for velbehag i alderdommen?
Albummet byder også på fine eksempler på Micas fornemmelse for melodiske ørehængere i et mere nedtonet tempo. »You are so close to me I could choke«, gisper hun på ’Hazes’, mens sårene slikkes på den bløde ’Oh Baby’ og en utålelig venten forplanter sig til lydbilledet på den repetitative ’Waiting’. »It’s only suffering / it keeps my conscience clean«, konstaterer Levi på den vuggende albumlukker ’Suffering’.
Her har den skødesløse DIY-æstetik manifesteret sit i en behagelig omgang hjemmefutter-pop, hvor uglet morgenhår, nedtrykt humør og dårlig ånde er helt okay. Her er ikke behov for perfektion, men reflektion og i Micachus univers er der plads til dem, som ikke passer ind, dem der er usikre på sig selv, fremtiden og tilværelsen, og dem, som falder lidt udenfor de polerede normer. ’Good Sad Happy Bad’ er outsiderpop af bedste skuffe.
Kort sagt:
Britiske Mica Levis’ skødesløse DIY-æstetik har på fjerde album manifesteret sig i en behageligt sløset omgang hjemmefutter-pop, hvor uglet morgenhår og dårlig ånde er velkommen. Micachu & The Shapes er outsiderpop når det er bedst!