1. Mø har udgivet et stille nummer som førstesingle
Ja, det er næsten en ballade. Næsten… Som ifølge Mø selv, interviewet af Annie Mac hos BBC, handler om at være rastløs og undslippe livets rutiner. Sikkert er det, at singlen ikke har det helt store skrål-med-venlige omkvæd som ’Lean On’ eller tidligere Mø-singler som ’Don’t Wanna Dance’ og ’Walk This Way’. Et det et statement? En slags anti-’Lean On’? Eller måske bare en blød overgang til album nummer to?
Det skal dog på ingen måde lyde som om, at vi taler nummeret ned: Det er ren vellyd, godt produceret, sjovt, og både »kami-kamikaze«-hooket og c-stykket med »we go 1-2-3 ‘till the end of the world« skal nok fungere ganske glimrende både live og i radioen.
2. Det er tydeligt, at Diplo er kommet med på holdet
’Kamikaze’ har den samme østlige vibe, der prægede ’Lean On’, og igen er der tale om et element i sangen (her et form for strengeinstrument), der spiller en hovedrolle og næsten får sit helt eget omkvæd. Om der er tale om et enkeltstående sample eller noget computermagi (som vi jo så med bag-om-videoen til ’Where Are Ü Now’) må man vente med at finde ud af, men det fungerer til perfektion. ’Kamikaze’ er et klokkeklart eksempel på Diplos sublime evne til at blande det skæve med helt umiddelbar popmusik – globalt, men renskuret.
3. ’Kamikaze’ er blandingen af ’gamle’ og ’nye’ Mø
Væk er de caribiske guitar-licks og de efterhånden klassiske Mø-horn, der i stor stil prægede debutalbummet ’No Mythologies to Follow’ takket være producer, sangskriver og samarbejdspartner Ronni Vindahl. Guitaren og hornene var Vindahls varemærke i Mø-lyden, og man kan spekulere over hans rolle i Mø-universet 2.0 – spørgsmålet om, hvilke producere og sangskrivere, der har arbejdet på album nummer to og i hvor stort omfang, blafrer nemlig stadig i vinden.
Krymlet på isvaflen er her rykket til en anden verdensdel, men ’Kamikaze’ er stadig moderne popmusik a la Mø, der dog også synger i en mere kontant stil – i ’gamle’ dage trak hun sine ord og fraseringer langt ud. Det er det blevet lidt mindre naivt af.
Mø er dog stadig Mø, og kendetegn som den næsten skrigende levering (1:30) og de obligatoriske ’hey-hey’-udråb (første gang 1:10) er selvfølgelig på plads. Det lover godt.
Læs også: 15 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene (inklusiv Mø!)
Læs også: Kommentar: Møs punkerhjerte slår stadig