The Games mastodontiske dobbeltalbum byder på en Michelin-buffet af oplagte gæster

5 6
The Games mastodontiske dobbeltalbum byder på en Michelin-buffet af oplagte gæster

2015 er året, hvor Compton igen har taget plads som hiphop-verdenens navle: Kendrick Lamar har ændret selve spillereglerne for hiphop-album, Dr. Dre har udgivet en af historiens mest hypede comeback-plader, og ’Straight Outta Compton’ har slået den ene biografrekord efter den anden. Fokus er tilbage på den lille Los Angeles-bydel – og vestkysten i det hele taget – i en grad vi ikke har set siden Eazy-E døde for tyve år siden.

I slipstrømmen på denne Compton-mania følger ’The Documentary 2 + 2.5’ fra en af Comptons mest loyale sønner, den evigt arbejdsomme The Game. Vi er dog langt fra Kendrick og Dres visionære værker her. The Game er en traditionalist, der altid har en fod plantet i fortiden og selv som etableret kunstner konstant spejler sig i sine idolers bedrifter. Derfor er referencen ikke ’To Pimp a Butterfly’, men i stedet 2Pac og Notorious B.I.G.’s maksimalistiske storværker fra slut-90’erne, ’All Eyez On Me’ og ’Life After Death’.

’The Documentary 2 + 2.5’ er et gigantisk dobbeltalbum (som man i sidste øjeblik har valgt at udgive som to separate cd’er – derfor den kryptiske titel). Et 150-minutter langt epos med 37 numre og en gæsteliste, der giver genlyd af 90’ernes svimlende millionbudgetter: Dr. Dre, Kendrick Lamar, Ice Cube, Snoop Dogg, Kanye West, Nas, DJ Premier, Drake, Future, Schoolboy Q, Lil’ Wayne, YG, P. Diddy, Busta Rhymes – og det er kun starten af listen.

På papiret ligner det et overambitiøst kamikazeprojekt fra en rapper, der altid har måtte høre for sit ensidige lyriske repertoire, men på fascinerende vis lykkes projektet. The Game rapper ganske vist stadig mest om sine yndlings-hiphopminder og førstehåndsoplevelser med L.A.’s bandemiljø, men han åbenbarer samtidig sin store kunstneriske force: Han er en eminent kollaboratør, der formår at finde ind til sine gæsters spidskompetencer samtidig med, at han lader dem trække det bedste frem i ham selv.

’The Ghetto’ med Nas lyder som den slags numre, man ville ønske, Nas’ plader var fyldt med, Dr. Dre-opdagelsen Andersson .Paak er vidunderligt hæs på ’Magnus Carlsen’, og på ’Dollar And a Dream’ lyder Ab-Soul som om han er klar til at vippe sin homeboy Kendrick Lamar af tronen – hvis ikke det var fordi, at Kendrick fortsætter sin tour de force på ’On Me’.

Faktisk smider næsten samtlige gæster – rappere, sangere og producere – toppræstationer i puljen. Hovedpersonen er The Game som vi kender ham, men det betyder også en af genrens sprødeste stemmer og et altid stramt flow. Det samlede resultat fortjener til fulde at blive nævnt som en del af forklaringen på, hvorfor 2015 var Comptons år.


Kort sagt:
The Game trækker den ene toppræstation efter den anden ud af en Michelin-buffet af gæsteartister på det mastodontiske dobbeltalbum ’The Documentary 2’ samtidig med, at han selv udgør den røde tråd. Resultatet er, lidt overraskende, et af årets bedste hiphopalbum.

The Game. 'The Documentary 2'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af