Saint Cava har haft et flot 2015. Efter debutsinglen ‘Forget’ fra december har duoen spillet til Vegas Udvalgte, på Roskilde Festival og Trailerpark, og i oktober udgav de endelig debut-ep’en ‘Bliss’, der står som en af årets stærkeste danske udgivelser. Vi fik en snak med producer Andreas Vasegaard og sangerinde Erika Casier om at undgå spotlyset, musikalsk retning og hvordan det er at debutere på Roskilde Festival.
’Forget’ udkom i december sidste år, men jeres debut-ep udkom først i oktober. Hvad har været jeres grund til at holde på materialet?
Erika: »Det har helt sikkert noget at gøre med, at vi er blevet signet, og så er der alt det praktiske. Så må man ikke udgive om sommeren, for der sidder folk ikke ved deres computer. Jeg har slet ikke kunne følge med i alt det der. Vi udgav singlen ’Steam’ i slutningen af juli, og det var sgu rigtigt nok. Der var nærmest ingen opmærksomhed omkring den.
Men mest af alt handler det om, at vi bare ikke har haft en følelse af, at vi har haft en samling numre, der har fanget det, vi ville. Jeg føler virkelig, ep’en er klar nu. I januar var jeg vildt ivrig efter at komme ud med noget, for så snart, jeg har sluppet noget, kan jeg begynde at tænke på noget nyt. Men Andreas ville gerne have, at vi lige ventede, og det er jeg så glad for. Det har aldrig været vores formål at skynde os at få en masse hype og komme i radioen. For os handler det mere om, at vi laver det, vi synes er fedt, og så er det fint, hvis det kommer i radioen«.
Hvordan håndterer I presset fra musikbranchen, hvis I egentlig helst vil gøre det i jeres eget tempo og ikke har trang til kæmpe hype?
Erika:»Man skal helt sikkert lige finde sig selv i den der storm. Jeg bliver enormt stresset – eller gjorde – af at se folk, der spytter ting ud konstant. Det hele handler om Facebook, Instagram, selfies, selfies, selfies, arghh, jeg får stress! Den der selfiekultur har jo fuldstændig indtaget musikbranchen. Andreas og jeg har snakket vildt meget om det her. Vi gider simpelthen ikke at være en del af ræset. Det er ikke os, og det har det aldrig været. Jeg synes, det er rart, at have taget den afstand, og ligesom sige, ’det behøver vi ikke det her’«.
Er I bange for, at det kan komme til at bide jer i halen, at I tager lidt afstand til hele gamet?
Erika:»Jeg tror det ikke. Selvfølgelig vil det bide os i halen, hvis vores drøm var at blive kæmpe popstjerner. Men for os ser vi bare mere integritet i at gemme os lidt. Jeg tror, at hvis folk kan lide vores musik – hvis vi i bund og grund bare er gode nok – skal folk nok blive hængende«.
I spillede på Roskilde for første gang i år – hvordan var hele den oplevelse, hvis rampelyset stadig er lidt skræmmende?
Erika:»Det var virkelig syret. Det band, der spillede før os, spillede noget rock, hvor folk sad i solen og chillede og drak øl. Jeg kiggede ud, og tænkte, ’fedt nok, det bliver stille og roligt’, for vi føler alligevel, vores musik fungerer bedre i mørke end midt på en stor scene om eftermiddagen. Men ti minutter inden koncerten begyndte folk at stimle sammen foran scenen. Det fattede jeg ikke. Man får altid den der kliché fra kunstnere med, hvor stor en drøm det er at spille på Roskilde, men helt ærligt, så lyver jeg da hvis jeg siger, at det ikke var en drøm, der gik i opfyldelse… det er Roskilde bare«.
Hvordan har det været at spille live, når I ikke har haft mere end et par singler ude?
Erika:»Jeg kan ikke rigtig sammenligne med, hvis man nu havde udgivet helt vildt meget, men for os som nye kunstnere er det vildt fedt. Mange etablerede kunstnere har sådan en playliste, og så må de kun have ét nyt nummer med, hvor vi bare har total frihed. Vi har tit mange nye numre med, som vi kan teste live. Ulempen er selvfølgelig, at folk kommer op efter koncerten og gerne vil vide, hvor de kan høre det henne, og så er vi bare sådan, ’ikke nogen steder, ha ha ha’. Men det går jo bare ud over os i sidste ende. Måske giver folk lidt op på os, hvis de ikke kan finde vores musik online?«
Omvendt må det også være fedt at have tid til at gøre tingene på sine egen præmisser?
Erika:»Det er nemlig fedt at have tid til at dykke ned i lyden og ikke rushe den. At vi ikke er kommet ind i et eller andet hamsterhjul, hvor der konstant er deadlines og det hele kører efter en maskine. Det er sindssygt dejligt at have tid til at skrive noget ordenligt, og at have tid til at fatte det hele. Jeg var i Føtex i Nordvest efter Roskilde, hvor jeg stod og stenede, og hvor der pludselig kom en op og spurgte, om det ikke var mig fra Saint Cava. Jeg blev helt paf og løb bare ud med mine gulerødder. Mine musikervenner fattede ikke, at jeg blev så overrasket, men jeg var bare sådan, ’i Føtex? Det er for mærkeligt!’. Det er sgu meget fedt, at selv om vi ikke er vildt synlige, så er der nogen, der har fanget os. Det er fedt, at der bare har været lidt ad gangen – når en lille blog skriver om os, eller vi får lidt flere plays på Spotify eller Soundcloud. Så føler man, at man har ramt et eller andet, når fremmede får noget ud af mine tekster og vores musik, som jeg måske slet ikke havde tænkt over. Det er jo det, musik kan.
Hvad har I oplevet af reaktioner fra fans, der har overrasket jer?
Erika:»Sådan noget som ’det her nummer har hjulpet mig med at komme igennem en svær tid’, eller en fan, der sendte os et postkort fra sin ferie, fordi han havde lyttet til os der. Det er dejligt, at mine personlige tekster påvirker folk på måder, jeg måske ikke havde tænkt på. Jeg er generelt virkelig dårlig til at sætte ord på det, vi laver. For eksempel til koncerter – jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Andreas driller mig med, at jeg kan sætte mig ned og skrive en tekst ud af det blå, men jeg kan ikke smalltalke foran et publikum eller forklare vores musik. Jeg vil meget hellere høre fra folk, hvad de får ud af musikken, ikke fortælle dem, hvad de skal føle.
Så det er vildt motiverende, at folk får noget ud af det, så det ikke bare bliver for vores egen skyld. Før i tiden har både Andreas og jeg siddet derhjemme og nørdet med musik, men det er ikke noget, andre nogensinde har hørt. Vores egen glæde i det var nok. Nu er vi nået til et punkt, hvor det giver noget andet, når man kan mærke, at andre også nyder det«.
Hvordan har I udviklet jer fra ’Forget’ til nu, hvor ep’en er udkommet?
Erika:»Vi er bare vildt stolt over numrene nu. Det er virkelig noget, vi begge kan stå inde for. Vi har arbejdet længe nok til det på at have den der this is it-følelse. Numrene er masteret af Anders Schumann (bl.a. Kasper Bjørke, Suspekt, Trentemøller, red.) og Vivid (bl.a. Karl William, Sivas, Anya, Lord Siva, red.), men vi kan virkelig godt mærke, at Andreas og jeg selv har rykket os. Vi ved allerede nu, at vi skal lave noget helt andet på vores næste ep, og det er vildt rart, at det ikke bare kører i samme spor, at vi ikke bare skal lave det samme nummer igen og igen«.
Hvorfor tror I, at I først er helt tilfredse med lyden nu?
Erika:»Vi havde en masse referencer tidligere, der skulle spille sammen. Med ’Forget’ var der hele den der traplyd blandet med melankoli, og selv om vi er stolte af ’Forget’, har vi også bygget videre på det. Jeg tror også, Andreas har rykket sig en masse, fordi han bare er blevet dygtigere – jo mere, vi arbejder sammen, brænder vi for det vi laver. Der bliver kastet brænde på bålet, hver gang vi sætter os sammen og nørder lyd«.
På det tekstmæssige plan har jeg også bare oplevet nogle flere ting nu, der gør, at jeg kan skrive om det i teksterne, og så har jeg afsluttet mit studie, hvilket giver mig meget mere frihed og tid til at tænke over, hvad der skal ske. Jeg er flyttet til København fra Aarhus for nylig, og det gør det hele meget nemmere. Jeg er blevet bedre til at skrive mine tanker om til sangtekster og har lært at give slip. Jeg har før været så bange for at skrive klichéer, men nu er jeg bare sådan, fuck det, formålet er at komme ud med et budskab. Jeg har været helt vildt bange for, om folk sidder og analyserer mine tekster, og tænker alt muligt om, hvordan jeg er som person. Og det er der jo næppe nogen, der gider bruge tid på…
Det skal overhovedet ikke være et feministisk statement, men det er bare så meget sværere at være pige og stå inde for det, man laver, uden at fucking undskylde hele tiden. Det er meget federe, når man bare siger fuck det hele og giver slip på pigementaliteten og forventningerne. Man kan ikke please alle her i verden«.
Du skriver teksterne og er måske mest ansigt udadtil, men du er alligevel ikke en solosangerinde, der står alene på scenen – hvad tilføjer Andreas til dynamikken?
Erika:»Andreas er totalt ligeså meget med som mig, og det er så rart. Vi kunne godt have valgt, at Andreas fungerer som producer, og så går jeg på scenen med et helt andet band, men det ville slet ikke give mening. Han er hjernen bag lyden, og det skal afspejles klart. Vi kan slet ikke undvære hinanden i det her, for det giver nogle helt andre energier, når man er en mand og kvinde, der kan sparre. Vi er virkelig hinandens terapeuter og kan snakke om kærlighedsproblemer og alt den slags. Det kan man også høre i musikken. Jeg tror ikke, Saint Cava ville lyde som Saint Cava, hvis det for eksempel bare var mig. I musikverdenen betyder produceren jo alt i dag, så Andreas skal ikke gemmes væk i studiet«.
Hvad har I gjort jer af tanker om jeres duo-dynamik?
Andreas:»Vi har gjort os alle tanker!«
Erika:»Ja, vi har overvejet alt fra, at det bare skulle være mig, til at det måske skulle være Andreas der var ansigt udadtil. Eller at vi begge var ansigter, men at vi aldrig skulle blive set sammen, så det altid var to ansigter, og man var i tvivl om, hvem der egentlig var Saint Cava«.
Andreas:»Vi ville også gerne undgå den der kliché med, at drengen producerer og pigen synger. Så er det altid sådan nogle billeder, hvor drengen står i skyggen bag pigen og ser tough ud«.
Erika:»Vores dynamik er bare heller ikke sådan producer/sanger, vi er begge to meget inde over det og en ligeså stor del af det begge to. Vi er mere som et lille band«.
Andreas:»Vi snakkede lidt om, at det er ligesom at have en kæreste at være i den her duo. Nogen gange er det det fedeste i verden, og andre gange er det bare lort«.
Erika:»Men det gavner os virkelig også, man kommer ud med lidt vrede og får stadig tingene klaret. Vi er gode til at få snakket om tingene, hvis vi bliver uvenner«.
Andreas:»Men man kan bare nemt blive frustreret, for det her er noget, vi begge to virkelig gerne vil og elsker at lave, og det kan godt gå udover hinanden på en eller anden mærkelig måde«.
Erika:»Vi lærer at gå på kompromis, og det har lært mig sindssygt meget. Det drejer mig hen i nogle retninger, jeg ikke var gået før, hvis vi ikke var i stand til at sige hinanden imod. Det ville blive så kedeligt, hvis vi bare var enige om det hele. Det er den der kontrast mellem os to, der gør, at vi laver det, vi laver«.
Hvordan tror I, det havde været anderledes, hvis det bare var den ene af jer – havde det ændret på udtrykket?
Erika:»Ja, så tror jeg nemlig, der havde været mindre fokus på musikken. Så havde der været mere fokus på mig som person. Jeg så lige en Daft Punk-dokumentar, og de viser jo aldrig deres ansigter. De havde den der tanke, hvordan kan vi blive ved med at lave musik, når vi er i 40’erne, og hvordan kan vi undgå, at vores privatliv bliver forstyrret. Det synes jeg er så cool, for man forbinder jo ikke Daft Punk med noget ansigt. Det er bare en lyd. Det er vildt sejt«.
Tror I, man helt kan undgå, at der bliver fokus på ens privatliv, når man er et offentligt menneske i en eller anden forstand i 2015?
Andreas:»Måske, men folk vil jo også gerne vide noget udover musikken, så det er også tit de spørgsmål, man får. Vi gider bare ikke rigtig at dyrke det private«.
Erika:»Vi har snakket meget om, at vi ikke gider at fortælle folk, hvad de skal tænke om os. Sådan noget med, hvordan vi mødtes… det er jo i bund og grund vildt ligegyldigt. Hvis det nu havde en sammenhæng med det, vi laver, men det har det bare ikke«.
Saint Cava spiller lørdag aften på Loppen sammen med Smerz, Baby Blood og We Are the Way for the Cosmos to Know Itself.
Læs anmeldelse: Saint Cava ‘Bliss’