Danske Kentaur droppede eksperimenterne til fordel for storladen pop og henrykkede med debut-ep ‘Vertebra by Vertebra’. Den 10. og 11. november spiller bandet to udsolgte koncerter i Jazzhouse.
»Når man har lavet musik i lang tid, når man på et tidspunkt til et punkt, hvor man tænker, hold kæft, kan det virkelig passe, at jeg bare skal sidde her og underholde mig selv?«.
Som en tredjedel af Kentaur var Marc Roland med sin konservatoriebaggrund vant til at dyrke sit musiktalent til det yderste. Lyden skulle være vildere, nyere og mere mærkelig, før han og bandmakkerne og studiekammeraterne på sangskriverlinjen, Søren Stenager og Mikkel Juul Jensen, trippede over den. Men på et tidspunkt når selv de mest nysgerrige musikere altså en mæthedsgrænse for arabiske skalaer og mikrotonal lyd.
»Jeg sprugte Søren, om han ville være med til at lave sådan noget ‘musik til mor’, som vi begge to kunne stå inde for«, husker Marc.
»Vi satte ‘Four Seasons of Loneliness’ med Boyz II Men på, den mest flødeagtige ballade, og var bare sådan, okay, det er det her, vi skal lave«, fortæller Søren, der inden Kentaur puslede med det spirituelle og komplekse soloprojekt Gabriel, der krævede meget af sine lyttere.
Marc og Søren tog efter deres fælles åbenbaring af, at der skulle mere lettilgængelige boller på suppen, i sommerhus for at finde frem til en lyd. De første Kentaur-eksperimenter manglede imidlertid noget modvægt til deres højtragende tendenser, og den bredere og mere elektronisk funderede producer Mikkel kom hurtigt med.
»Jeg havde lidt et man crush på Marc. Jeg havde hørt ham synge i et kirkerum på Konservatoriet og var blevet helt forelsket i hans stemme«, fortæller Mikkel.
Sammen har de tre fundet frem til et udtryk, hvor Seals ‘Kiss From a Rose’ og Michael Jacksons ‘Stranger in Moscow’ er de ultimative pejlemærker – velspillet popmusik med rødder i noget klassisk og eviggyldigt. Kentaurs første singler, ‘Matter & Stone’ og ‘Arms of the Infinite’, ramte en blanding mellem det inderlige og grandiose med deres orkestrale, strygerfyldte arrangementer og Marcs indfølte, rolige vokal som bund. Det kalder på stor fordybelse, men trioens største ønske er, at folk uden de store musikforudsætninger også kan være med.
»Folk skal kunne nyde musikken med hovedtelefoner, men de skal også kunne stå og lave klejner til det hjemme i køkkenet. Hvis både moster Bente og en flok konservatoriemusikere kan lide det, har vi ramt plet«, forklarer Søren.
Mikkel: »Så kan det godt være, at nogen synes, vi er nogle totalt prætentiøse idioter alligevel«.
Søren: »Men det er da helt ok, at vi er for meget. Så længe vi bare er og ikke prøve at prakke folk de her inderlige følelser på, så kan vi ikke gøre andet. Vi prøver i hvert fald at være så uprætentiøse, vi kan være«.
Marc: »Ja, det må ikke blive sådan en spirituel wanker«.