Nogle husker måske bedst 90’erne for boybands, popballader og eurodance – det var sådan, hitlisterne så ud – men årtiet var naturligvis meget mere og andet end det.
90’erne var grunge, banebrydende hiphop, triphop, Björk, indierock, The Notorious B.I.G., britpop, Nirvana, americana og så videre. Årtiet var ikke bare et musikalsk skatkammer i sig selv, der kan i dag trækkes utallige tråde til både genrer, kunstnere og ideer, der blev grundlagt og udtænkt af datidens masterminds.
Det er selvfølgelig en utaknemlig opgave et korte 90’erne ned til bare 20 album – vi skraber selvfølgelig kun overfladen – men vi har gjort os umage med at koge årtiets vigtigste tendenser, mest nytænkende kunstnere og friske genreideer sammen til én liste. Der er ikke plads til det hele, men under hvert album peger vi dig også i retning af andre mesterværker fra samme musikalske gadekær – på den måde kommer vi tæt på.
Husk: Dette er ikke en liste over 90’ernes ’bedste’ album. Det er en kronologisk gennemgang af årtiets epokegørende (men selvfølgelig også fremragende) album. Et tidsbillede, der indkapsler ånden af 90’erne.
Følg med her, mens vi gennemgår det magiske årti.
1. A Tribe Called Quest ’The Low-End Theory’ (1991)
Hiphop har aldrig været mere cool end på ’The Low End Theory’. Albummet spiller med en moden ro og selvsikker charme, der spænder fra bunden af de jazzede kontrabasgange til frontmanden Q-Tips nasale vokal, der ligger på beatet som en trompetsolo. Attituden er ligeså meget Miles Davis som den er Run-DMC, og det kan være svært at forstå, at gruppens medlemmer kun var 21 år gamle, da de indspillede pladen.
De støvede jazz-samples og eftertænksomme tekster var blot et snapshot af New Yorks rapscene anno ’91, men ’The Low End Theory’ har med årene distanceret sig fra epokens andre hovedværker gennem sin unikke tidløshed. Q-Tips beats emmer af musikalsk finforståelse: Samplingerne komplementerer ikke kun hinanden i toneart, men helt ned i deres grundlæggende feel, som kunne Tip trække de forskellige musikere op af pladernes riller og få dem til at spille sammen.
Albummet blev øjeblikkeligt udråbt til et mesterværk og har inspireret alle fra The Roots og J Dilla til Dr. Dre, men få er nogensinde kommet i nærheden af A Tribe Called Quests ubesværede coolness. EH
Tjek også: De La Soul ’De La Soul is Dead’ (1991), GangStarr ’Daily Operation’ (1992), Digable Planets ’Reachin’ (A New Refutation of Time and Space)’ (1993), The Fugess ’The Score’ (1996), The Roots ’Things Fall Apart’ (1999).
2. My Bloody Valentine ’Loveless’ (1991)
Et indspilningsbudget så eksorbitant (angiveligt 250.000 pund), at det nær ruinerede pladeselskabet Creation Records. En bandleder (Kevin Shields) så excentrisk, at optagelserne i 19 forskellige studier ofte foregik bag gardiner med studieteknikerne (16 styks) efterladt i vildrede. Sjældent har en plade været omgærdet af så mange anekdoter som den irske kvartets andet album.
Shields havde en original vision, som indebar guitarer spillet med vibratoarm, så de går ind og ud af stemning, trommeloops og -samples, samt vokaler mixet lavt i en wall-of-sound-produktion. En vision, der for alvor definerede shoegaze-genren med ‘Loveless’ som noget nær den hellige gral.
Bag de tykke guitarteksturer skinner funklende popmelodier i ‘Only Shallow’, ‘When You Sleep’ og ‘I Only Said’, båret af Bilinda Butchers blide vokal. At bandet herefter gik i hi i knap tyve år var kun medvirkende til at maksimere My Bloody Valentines betydning og ’Loveless’ status, som siden har bundet inspirationssløjfer til såvel postrock, dreampop og støjrock. MG
Tjek også: Ride ‘Nowhere’ (1990), Mercury Rev ‘Yerself is Steam’ (1991), Slowdive ‘Souvlaki’ (1993).
3. Nirvana ’Nevermind’ (1991)
»Here we are now! Entertain us!« Med denne proklamation fossede den alternative rock ind i den kommercielle mainstream. Med et trylleslag blev tre punkrødder fra Seattle et af verdens største bands, anført af ‘Smells Like Teen Spirit’ og de efterfølgende singler ‘Come As You Are’ og ‘Lithium’. Det var symbolsk, at dette album slog Michael Jacksons ‘Dangerous’ af førstepladsen på den amerikanske hitliste. Nu måtte poppens konge abdicere for beskidt og intens guitarrock.
Selv om Nirvanas karriere var kort og Kurt Cobains lys slukkedes alt for tidligt, er såvel hans status, bandets popularitet og ‘Nevermind’s succes vokset støt gennem årerne. ‘Nevermind’ transcenderede de kulturelle sfærer og gjorde grunge til et fænomen, der både indtog modeverdenen og definerede en hel ungdomsgeneration. Det blev cool at være moody og se ud som om man ikke gav en fuck. Omend både Pearl Jam, Alice in Chains og Soundgarden fulgte i grungens kommercielle slipstrøm, stråler ‘Nevermind’s fusion af punkenergi og popmelodier med usvækket styrke.
Nirvana peakede kunstnerisk med opfølgeren ‘In Utero’ (1993), men det er dette album, der står som gruppens defining moment og gjorde Cobain til en ikonisk rocklegende. MG
Tjek også: Pearl Jam ‘Ten’ (1991), Alice in Chains ‘Dirt’ (1992), Soundgarden ‘Superunknown’ (1994).
4. Slint ‘Spiderland’ (1991)
’Spiderland’ er uden tvivl det album på denne liste, der solgte mindst, dengang det udkom (angivet under 5.000 eksemplarer). Men ligesom den klassiske historie om Velvet Underground – at alle, der købte ’bananpladen’ gik ud og dannede et band – så kan albummets faktiske virkningshistorie siges langt at overskride dets kommercielle performance.
De mørke, kuldslåede landskaber som albummet fremmaler, har nærmest egenmægtigt ageret fødselshjælper for en hel genre: Postrock.
Det fantastiske ved ’Spiderland’ er ikke hvor strukturelt skridsikker og velgennemtænkt musikken er, men hvor stærke følelser, den vækker i sin lytter. Guitarist David Pajo har siden sagt, at albummet bygger på ’teenagetraumer af værste skuffe’, og en af de vedholdende myter, der knytter sig til albummet, tager da også udgangspunkt i historier om medlemmernes sindssyge og tvangsindlæggelser.
Først og fremmest er ’Spiderland’ dog et skærende intenst møde med Pajos uforudsigelige og skævt dynamiske guitarlinjer, Britt Walfords intime trommespil, der hele tiden forankrer albummet i en fornemmelse af taktil kropslighed og forsanger Brian MacMahans skiftevis råbende, tryglende, hviskende og talende stemme. Der er mindst 50 nuancer af gråt, sort og blåt i Slints mesterværk. MKJ
Lyt også til: Mogwai ’Young Team’ (1997), Sigur Ros ’Agætis Byrjun’ (1999), Dirty Three ’Ocean Songs’ (1998), Tortoise ’Millions Now Living Will Never Die’ (1996) og Built To Spill ’Perfect From Now On’ (1997).
5. Dr. Dre ’The Chronic’ (1992)
Lyden på ’The Chronic’ har sit eget navn: G-funk. En tung og klistret synthesizer-suppedas med catchy moog-melodier og uendelig badass bas. Den tidligere N.W.A-producers opskrift var baseret på Parliament-Funkadelics syrede festfunk, men tilsat rå mængder Compton – derfor G’et. Gangsta-funk.
G-funk er også lyden af Snoop Doggy Doggs smørstemme, der dovent danser henover de spændstige grooves. Hvis det alt sammen lyder bekendt, er det kun fordi ’The Chronic’ var en af 90’ernes mest indflydelsesrige album. Før den blev gangsta-rap formidlet som en truende mur af støj – og ingen havde nogensinde hørt om Snoop.
’The Chronic’ parkerede gangsta-rap i de hvide forstæder, på college dorms og på toppen af hitlisterne. Albummet solgte over fem millioner eksemplarer i USA og året efter fulgte Snoops Dre-producerede ’Doggystyle’ trop med seks millioner. Albummet satte ikke bare tonen for west coast-rap gennem 90’erne, den introducerede ideen om produceren som en popstjerne og Dr. Dre som en af moderne musiks vigtigste talentspejdere. Hans CV tæller foruden Snoop også Eminem, 50 Cent og Kendrick Lamar. Det er et album, hvis betydning ikke kan overvurderes. EH
Tjek også: Snoop Doggy Dogg ’Doggystyle’ (1993), Warren G ’Regulate… G-Funk Era’ (1994), 2Pac ’All Eyez On Me’ (1996), Dr. Dre ’2001’ (1999).
6. Pavement ’Slanted and Enchanted’ (1992)
For et band, der oprindeligt startede i lidt for dyb kunstnerisk gæld til The Fall, og som siden stod stolte og prominente helt udenfor 90’ernes alternative rockbølge, har Pavement, kongerne af slacker-rocken, drevet det meget vidt. Man skal ikke se længere end til nutidige disciple som Real Estate, Kurt Vile og Mac DeMarco for at kunne få øje på, hvordan Stephen Malkmus’ slæng af på én gang forbistrede rodehoveder og knuselskelige sangsmede har sat et kæmpemæssigt fingeraftryk på indierock-scenen i årtierne derefter.
Pavement var et studie i sardonisk selvironi og undertiden -sabotage. Malkmus’ tekster var rablende bevidsthedsstrømme, fulde af komisk bid og helt befriet for de blottede følelser, som samtidens alternative rock ofte svælgede i. Et godt eksempel på kløften mellem Pavement og de mere populære kollegaer var fejden med Smashing Pumpkins, hvis alvorstunge proto-emo-rock Malkmus senere i bandets karriere tog tykt pis på i ‘Range Life’. Og musikken spejlede sig i teksterne ved at skramle tilbagelænet, uden at skænke produktion og polering en tanke. AC
Tjek også: Beck populariserede slacker-rocken til kommerciel succes med både ‘Mellow Gold’ (1994) og ‘Odelay!’ (1996) uden at give køb på sin kunstneriske integritet. Men man bør også kigge i retning af Guided By Voices’ no-fi-mesterværk ‘Bee Thousand’ (1994) og Yo La Tengos ‘I Can Hear the Heart Beating as One’ (1997) for et par andre eksempler på, hvordan den amerikanske indierock affødte andre geniale særlinge, der på hver deres måde tog pladeselskabernes febrilske jagt på den næste feber efter grungen ganske afslappet.
7. Wu-Tang Clan ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ (1993)
Østkyst-hiphoppen hungrede efter en kreativ genfødsel ovenpå Dr. Dres ’The Chronic’, som havde forvandlet alt, der ikke rimede på Californien til yesterday’s news. Svaret var Wu-Tang Clan. Ni gadedrenge fra Staten Island, der som et slæng af superhelte bidrog med hver deres distinkte stil og spidskompetence. ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ tog newyorker-rappen tilbage ned på gadeplan, men i en besynderlig verden, der omfattede alt fra skak- til kampsportsreferencer.
Klanens overhoved, RZA, baksede det meste af pladen sammen på et Ensoniq-keyboard med indbygget sampler og diskettedrev. Han skruede lydkvaliteten ned fra lo-fi til no-fi for at få plads til længere samples og stak så snablen ned i en fantastisk verden af knasende soulplader og kung-fu-film på slidte VHS-bånd.
Albummet lyder som et overspillet kassettebånd, men netop den smadrede walkman-æstetik er med årene blevet ophøjet til lyden af rigtig hiphop af genrens disciple – og ingen steder findes den i mere rendyrket form end på ’36 Chambers’.
Genistregen banede ikke kun vejen for en sværm af sublime soloplader fra klanens medlemmer, men også for grovkornede og asfalt-duftende mesterværker fra blandt andre Mobb Deep i de følgende år. EH
Tjek også: Raekwon ’Only Built 4 Cuban Linx…’ (1995), Genius/GZA ’Liquid Swords’ (1995), Mobb Deep ’ The Infamous’ (1995), Smif-N-Wessun ’Dah Shinin’ (1995).
8. Portishead ’Dummy’ (1994)
Portishead har i en over 20 år lang karriere lavet tre album, som alle er mesterlige. Men gruppen vil nok for altid blive forbundet med debuten, som er blevet de fleste menneskers forestilling om – eller genvej til – hvordan rigtig triphop lyder.
’Dummy’ er som en lidt verdensfjern kabaret på kanten af det 20. århundrede inden digitaliseringens amokløb endegyldigt kuldsejlede den verden, musikken er en elegi for. De analoge båndsløjfer og de film noir-refererende samples fortæller en historie om tab; tab af kultur, tab af intimitet, tab af kærlighed.
’Glory Box’, med dens centralt placerede Isaac Hayes-sample, blev hittet, men basgangen og den klagende western-twang-guitar på ’Sour Times’ og kombination af tromme-beat og bas på ’Numb’ var lige så dygtigt udførte singler, mens Beth Gibbons imponerer vokalt på især ’It’s A Fire’ og den strygerindsmurte ’Roads’.
’Dummy’ er aldrig rigtig gået af mode. Det har kun konsolideret sin position gennem årene: Det er go-to-albummet for enhver triphop-relateret midt-90’er-nostalgi med sine jazzede vibes, tremolo-klagende orgeltoner og langsomme, knitrende beats – som bliver et gammelt filmsoundtrack vakt til live på en hakkende pladespiller. MKL
Glem ikke: Tricky ’Maxinquaye’ (1995), Massive Attack ’Mezzanine’ (1998), DJ Shadow ’… Endtroducing’ (1996), UNKLE ’Psyence Fiction’ (1998) og Portishead ’Portishead’ (1997).
9. TLC ’CrazySexyCool’ (1994)
TLC kom fra den ujævne debut ‘Ooooooohhh… On the TLC Tip’ og entrerede en kaotisk indspilningsproces i en periode, hvor Tionne ’T-Boz’ Watkins’ kamp mod seglcelleanæmien intensiveredes og Lisa ‘Left Eye’ Lopes blev sendt på alkoholafvænning, efter at hun havde brændt kæresten og football-spilleren Andre Risons hus ned til grunden. Tumulten er dog, udover et begrænset input fra Lisa ‘Left Eye’, svær at høre på ‘CrazySexyCool’, der folder sig ud som et konsistent stærkt album, der som et af de første succesfulde bud i genren fusionerer den traditionelle r’n’b-sensualitet med knivskarpe, bouncy hiphop-beats – et move, der blev set som en understregning af, at TLC var mere rebelske og edgy end deres girl group-kollegaer.
Kigger man rollelisten igennem, afslører det sig også som en sand who’s-who indenfor samtidens sorte popmusik. André 3000, Busta Rhymes og Cee-Lo Green kiggede således forbi bare for at lægge vokaler til enkelte numre, mens produktionen blev varetaget af så garvede typer som Puff Daddy, Babyface, Jermaine Dupri og Organized Noize. ‘CrazySexyCool’ vandt fortjent Grammyer for bedste r’n’b-album og bedste single (for ‘Creep’) og er det dag i dag det globalt set bedst sælgende album af en kvindegruppe næstefter Spice Girls’ debut ‘Spice’. Lisa ‘Left Eye’ døde i en bilulykke i 2002, men Chilli og T-Boz er på vej med et sidste album som TLC i 2016, bakket op af en crowdfunding-kampagne. AC
Tjek også: Aaliyahs andet album ‘One In A Million’ (1996), der med Missy Elliott og Timbaland i producersæderne spillede på mange af de samme virkemidler som TLC, og ikke mindst Destiny’s Childs ‘The Writing’s on the Wall’ (1999), som raffinerede den hiphop/r’n’b-symbiotiske formel til noget nær perfektion.
10. The Prodigy ‘Music for the Jilted Generation’ (1994)
Der var grøde i den britiske rave-scene i midten af 90’erne. Efter acid house-bølgen og John Majors Criminal Justice and Public Order Act, som blev indført i 1994 og effektivt ulovliggjorde spontane raves, var The Prodigys ‘Music for the Jilted Generation’ en brutal og ganske militant fuckfinger til myndighederne. Bevares, big beat-genren var i sin grundform blevet undfanget flere år tidligere, men det var uden diskussion The Prodigy, som introducerede den til den brede befolkning med gnistrende singler som ‘One Love’ og ‘Voodoo People’.
Og sætter man ‘Music for the Jilted Generation’ på forstår man godt appellen. Albummet lyder den dag i dag friskt, vedkommende og lige så nådesløst bidsk som for 20 år siden. The Prodigys musikalske mastermind Liam Howlett foregreb med sine sydende samplere, der kogte alt fra Nirvana og Led Zeppelin til oldschool hiphop-koryfæer som Schoolly D, Ultramagnetic MC’s og Boogie Down Productions sammen til en hæsblæsende gang chili con craziness, produktionsteknikker som mange af hans britiske kollegaer senere plagierede til hudløshed, og som tilmed senere fik pustet nyt liv i sig med sen-00’ernes nu-rave-fænomen. AC
Tjek også: The Chemical Brothers’ psykedeliske magnum opus ‘Dig Your Own Hole’ (1997) og Fatboy Slims festglade ‘You’ve Come A Long Way Baby’ (1998) er også at regne for big beat-hovedværker. Men rave-kulturen affødte også mere direkte techno-inspirerede sager som Underworlds ‘dubnobasswithmyheadman’ (1994) og Leftfields ‘Leftism’ (1995), der begge tilbyder kreative takes på 4-to-the-floor-beats og episk progressive sangstrukturer. Tjek også The KLFs svanesang ‘The White Room’ (1991) og Basement Jaxx’ debut ‘Remedy’ (1998) for et overblik over et årtis udvikling på dansegulvene og snyd ikke dig selv for en tur på landet med Aphex Twins ‘Richard D. James Album’ (1996) og Boards of Canadas ‘Music Has the Right to Children’ (1998), som begge showcasede Warp Records’ forkærlighed for electronicasærlinge fra udkants-Britannien.
11. Blur ’Parklife’ (1994)
Man kan ikke vælge ét definitivt britpop-album uden samtidig at lægge sig ud med halvdelen af genrens fans. For midt i årtiet rasede noget nær en religionskrig mellem Blur og Oasis, som i 1994 og 1995 udgav to gange to af britpoppens mest toneangivende langspillere. Fronterne var trukket latterligt skarpt op i medierne mellem de to rivaliserende bands, og det blev af mange tilmed set som et klasseopgør mellem djærv, nordengelsk arbejdermentalitet fra Gallagher-brødrene og så intelligentsiaen i form af universitets-snuderne i Blur.
Virkeligheden var dog nok mere broget. I hvert fald skal man lede længe efter en brite, der ikke kan skråle med af fuld hals på ‘Girls & Boys’ eller omkvædet i titelnummeret og smile smørret over Phil Daniels’ cockney-engelske rablerier på selvsamme. Selv Noel Gallagher har offentligt udtalt, at ‘Parklife’ er som at høre »…syd-England, personificeret«. En af de få personer, der var knapt så begejstret for ‘Parklife’ var, ironisk nok, Blurs egen pladeselskabsboss David Balfe, som betegnede albummet som en fejltagelse. Han solgte kort tid efter Food Records inklusive sit engagement med Blur, hele molevitten, til EMI. AC
Tjek også: Oasis’ to samtidige album, ‘Definitely Maybe’ (1994) og ‘(What’s the Story) Morning Glory? (1995) er lige så essentielle for britpoppen som ‘Parklife’. Men genren bød også på Pulps bidende satire, bedst destilleret på ‘Different Class’ (1995), The Verves pompøse og ekspansive ‘Urban Hymns’ (1997) og selvfølgelig Suede, hvis selvbetitlede debut (1993) også bør fremhæves. De var på mange måder forløbere for både Blur og Oasis’ succes og endte famøst på forsiden af Melody Maker i 1992, inden de overhovedet havde udgivet noget som helst.
12. The Notorious B.I.G. ’Ready to Die’ (1994)
The Notorious B.I.G. og Nas udsendte to af hiphophistoriens bedste debutalbum med få måneders mellemrum i 1994. Selv om de to rappere var jævnaldrende, begge var børn af gadens hårde liv og vokset op få kilometer fra hinanden i New York, stod de to mesterværker næsten som symbolske modpoler.
Nas’ ’Illmatic’ markerede slutningen på en æra, hvor hiphop havde handlet om at holde det real. The Notorious B.I.G.’s ’Ready to Die’ derimod var den første skitse af slut-90’ernes dekadente og ekstravagante bølge af platin-hiphop.
Dermed ikke sagt, at ’Ready to Die’ er flashy. Der bliver solgt stoffer, skudt fjender og knaldet bitches igennem det meste af en god time. Biggie bander og svovler sig vej henover minimalistiske og knastørre funkbreaks – godt nok med et enestående rytmisk overskud, men der er umiddelbart ikke meget popstjerne over det 150 kg.-tunge, læspende monster.
Men det var netop her Biggie og hans chef Sean ’Puff Daddy’ Combs revolutionerede hiphoppen, for midt i gaderabalderet plantede de med fuldt overlæg en håndfuld bløde numre, der skamløst var skåret med radioens hitlister for øje. Karriereskabelonen for stjerner som Jay Z og 50 Cent var klar, og hiphoppen ville aldrig blive den samme igen. EH
Tjek også: Nas ’Illmatic’ (1994), Jay Z ’Reasonable Doubt’ (1996), The Notorious B.I.G. ’Life After Death’ (1997), Big Pun ’Capital Punishment’ (1998).
13. Smashing Pumpkins ’Mellon Collie and the Infinite Sadness’ (1995)
Med deres fjerde album foldede Chicago-kvartetten for alvor formatet ud på en emotionel og episk magtdemonstration. 28 numre fordelt på to timers spilletid, som genremæssigt spænder buen og dyrker diversiteten. Fra orkestral pop (‘Tonight Tonight’) og akustiske ballader (‘Stumbleine’) over progressive rockstrukturer (‘Thru the Eyes of Ruby’) til metallisk tungsind (‘X.Y.U.’) og synthpop (‘1979’).
Billy Corgan & Co. viste med dette ambitiøse dobbeltalbum, at en grandios kunstnerisk vision er forenelig med kommerciel succes. Den effektive førstesingle ‘Bullet with Butterfly Wings’ sendte albummet til tops på den amerikanske hitliste og ved udgivelsen blev ‘Mellon Collie’ omtalt som 90’ernes svar på The Beatles’ ‘The White Album’.
Det var da også en plade, som differentierede The Smashing Pumpkins fra samtidens alternative rockbands. 20 år efter udgivelsen har det ikke alene vist sig at være gruppens absolutte stjernestund, men også som et album, hvis konceptuelle form har dannet præcedens for at tænke storladent og ambitiøst i alternativ rock. En musikalsk tilgang, forskellige bands siden har implementeret, ligesom mange af teksternes tristesse inspirerede emo-kulturen, fordi de afspejler ungdommelig forvirring, frustration og følelsesmæssig eufori. MG
Lyt også til: Marilyn Manson ‘Mechanical Animals’ (1998), Flaming Lips ‘The Soft Bulletin’ (1999), Muse ‘Showbiz’ (1999).
14. D’Angelo ’Brown Sugar’ (1995)
Åbningsnummeret på ’Brown Sugar’ udskiller en uimodståelig organisk varme gennem sine fyldige rhodes-akkorder og sin sløve basgang, der planter sig i stuen, i kroppen og i resten af pladens numre. Kun de tørre breakbeat-trommer afslører, at vi befinder os i 90’erne. Lyden adskiller sig så drastisk fra samtidens programmerede og modernistiske New Jack Swing og hiphop-soul, at den er blevet kaldt en revolution – undfangelsen af neosoul.
I virkeligheden var pladen ikke et oprør, men et resultat af en sky præstesøn, der altid har været for besat af at kanalisere inspirationen fra barndomshelte som Marvin Gaye og Al Green til at bekymre sig om sin samtid – eller fremtid for den sags skyld.
D’Angelos store force er, at han tilføjer så meget personligt udtryk – fra det slæbende groove til hans dovne, let mumlende vokal – at han aldrig lyder som en en-til-en kopi af 70’erne, som det for eksempel ofte var tilfældet i den efterfølgende retrosoul-bølge. Den kvalitet tog andre navne som Erykah Badu og Lauryn Hill heldigvis til sig. EH
Tjek også: Maxwell ’Maxwell’s Urban Hang Suite’ (1996), Erykah Badu ’Baduizm’ (1997), Lauryn Hill ’The Miseducation of Lauryn Hill’ (1998), Angie Stone ’Black Diamond’ (1999).
15. Belle and Sebastian ’If You’re Feeling Sinister’ (1996)
Meget af attraktionen ved Belle and Sebastian knytter sig til frontmand Stuart Murdochs sangskrivning, der kombinerer en drømmende nostalgisk forvaltning af folkpop fra 70’erne (Nick Drake) med 80’ernes simrende indiepop (Felt, The Go-Betweens, Orange Juice og The Smiths) og en lyrisk sensibilitet, der er båret af både skarpt pointerede oneliners og udfoldede karakterportrætter.
Intet band – og ingen sangskriver – udtrykte bedre og på mere intelligent vis 90’ernes indie-æstetik, hvor det anæmiske og outsideragtige får en stemme, der afslører et rigt indre liv, hvor seksuelle frustrationer, dedikeret boglæsning og nostalgiske drømmerier mødes og den særeste komik/tragik opstår.
Murdoch har et fantastisk blik for den sigende detalje, der vender og drejer sig i lyset af tilværelsens underfuldhed, men også den stille tragedie, der ligger på lur i skyggerne af enhver undselig bedrift.
På ’If You’re Feeling Sinister’ kulminerer en hel karrieres anslag i en nænsomt doseret helhed af ti både forknytte og opstemte sange, der er skrevet med hjertet blafrende uden for jakkelommen, men også med mestersangskriverens skarpseende overblik og totale indlevelse i sit materiale. Det er et mesterværk, der har skabt sig en kult af efterfølgere (The Shins, The Decemberists, Jens Lekman, Los Campesinos), men som næppe kan overgås. MKL
For mesterlige lyriske fremstillinger af outsidere, lyt også til disse plader: Magnetic Fields ’69 Love Songs’ (1999), Neutral Milk Hotel ’In the Aeroplane Over the Sea’ (1998), Pulp ’Different Class’ (1995) og Silver Jews ’American Water’ (1998).
16. Björk ’Homogenic’ (1997)
På ’Homogenic’ foretager Björk et forrygende greb. Hun (op)finder en vital syntese mellem knitrende, genstridige beats, der skærer løs som tektoniske plader i brydning og den klassiske musiks tonesprog. Begge ’temperamenter’ forankres i de mest underfulde popmelodier.
’Homogenic’ er som mødet mellem naturens rasende kræfter og kulturens rasende (teknologiske) udvikling, et drama som musikken tegner op som både konflikt og som en naturlig konsekvens af menneskets iver efter indsigt.
Rent musikalsk kulminerer ’mødet’ på sange som ’Unravel’ og ’5 Years’, på førstnævnte ikke mindst takket være Björks mageløse fraseringer, på sidstnævnte i kraft af strygernes romantiske vellyd, der smyger sig om de opfindsomme programmeringer, der ydermere på ’Joga’ finder et nuanceret, behersket leje under melodiens klassiske schwung. Det hele kulminerer på albummets sidste skæring, ’All Is Full Of Love’, hvor Björks stemme spirallerer opad i en sværm af synths.
Alle Björks udspil fra 90’erne har sat sig spor – og alle tre fortjener at blive fremhævet. Björk har helt sikkert inspireret kunstnere som Moloko, Goldfrapp og Regina Spektor foruden Madonnas elektronisk tintede modningsproces op gennem årtiet, men i virkeligheden er ’Homogenic’ så personligt et manifest, at det er umuligt at efterligne. MKL
Glem ikke: Björks to andre 90’er-album; ’Debut’ (1993) og ’Post’ (1995).
17. Radiohead ’OK Computer’ (1997)
Få bands har gennemgået en så eklektisk udvikling som Radiohead. Uden den mindste skelen til tidstypiske tendenser og strømninger har Oxford-kvintetten defineret deres egen kurs gennem karrieren.
Med deres tredje album følte de et behov for at ekspandere udtrykket – sonisk og kompositorisk. Resultatet blev et komplekst værk, som tematisk berører eksistentiel fremmedgørelse, teknologi og forbrugsmentalitet. Med de stærke singler ‘Paranoid Android’, ‘Exit Music (For a Film)’ og ‘Karma Police’ blev albummet en kritisk og kommerciel triumf, men ikke desto mindre indikerede ‘OK Computer’ en skillevej for Radiohead, og på efterfølgeren ‘Kid A’ (2000) gik de i en mere elektronisk og introspektiv retning. En ’den-havde-vi-ikke-lige-set-komme’-disposition, som siden har været et benchmark – også i Jonny Greenwoods sideprojekter og Thom Yorkes soloudgivelser.
Den kunstneriske integritet på ‘OK Computer’ lagde fundamentet for Radioheads fortsatte færd som et af den alternative rocks mest indflydelsesrige band. Albummets succes var en medvirkende faktor til britpop-bølgens endeligt, ligesom det indvarslede en mere inderlig og atmosfærisk rockmusik. Det er for eksempel svært at forestille sig Coldplays gennembrud havde det ikke været for den forening af bredspektret melankoli og stemningsfuld instrumentering, som formidles på ‘OK Computer’. MG
Tjek også: Spiritualized ‘Ladies and Gentlemen, We Are Floating in Space’ (1997), Manic Street Preachers ‘This is My Truth, Tell Me Yours’ (1998), Sigur Rós ‘Agætis Byrjun’ (1999).
18. Elliott Smith ’Either/Or’ (1997)
På ’Either/Or’ fandt en eminent sangskriver sin form. De forsigtige tromme- og basanslag, de dobbelttrackede vokaler (som en krop, der slæber sit eget genfærdsskær efter sig) og en imponerende sikker håndtering af en sangskriverform, der kalder på sammenligninger med både John Lennons melodifornemmelse, Paul Simons sans for sødmefuld harmoni og Leonard Cohens nedskrællede melankoli.
Smith er ofte blevet kaldt for en deprimerende sangskriver, men det faktum at han led af depressioner, fratager ikke hans musik en vekselvirkning mellem det nedslående og det håbefulde, det hjemsøgte og det romantiske. Dialektikken udspænder sig mellem den fremragende ’Between the Bars’ – om en alkoholikers håbløse nedtursspiral – og slutnummeret ’Say Yes’, der beskriver en tro på, at der altid er en morgendag, som det kan være værd at stå op efter.
Smiths musik var i midt-/slut-90erne et hjertegribende og reflekteret alternativ til den støjende del af den alternative rockscene (som han selv udsprang af).
Yngre sangskrivere, der kombinerer det ærlige og direkte med det forknytte og introverte, har taget ved lære af hans fremragende sange: Fra Eels og Bright Eyes over Iron & Wine, Damien Jurado og José Gonzalez til Waxahatchee og Bon Iver. MKL
Lyt også til: Cat Power ’Moon Pix’ (1998), Mazzy Star ’So Tonight That I Might See’ (1993), Bonnie Prince Billy ’I See A Darkness’ (1999).
19. Daft Punk ’Homework’ (1997)
Mens Storbritanniens dansegulve innoverede, stod kontinentet i stampe. Eurodancen havde i starten af 90’erne et usundt jerngreb om diskotekerne i det meste af Europa, og det skulle vare indtil midten af årtiet, hvor det lille skotske label Soma Quality Recordings udgav Daft Punks to singler ‘The New Wave’ og ‘Da Funk’. Det førte til en budkrig om de parisiske opkomlinge, som Virgin vandt, hvilket førte til debutalbummet ‘Homework’ i 1997. Albummet var endda oprindeligt ikke ment som et sådant men snarere blot en stribe singler.
Det, som kendetegnede Daft Punk og resten af deres franske house-kumpaner i midt-90’erne, var en utøjlet, nysgerrig næse for samples, en forkærlighed for sen disco og en dedikation til beskidte, hypnotiske grooves. Alt dette stod i skærende kontrast til den sterile eurodance, som fokuserede meget mere på klassiske pop-hooks, vokaler og omkvæd samt et meget synth-cheesy lydbillede. ‘Homework’ er i tilgift Daft Punks mest spontane, rå og monomane album, og det vil måske dele vandene for de af Daft Punks nytilkomne fans, der primært kender dem for ‘Random Access Memories’ og det blide bollefunk-monsterhit ‘Get Lucky’, men vil forekomme langt mere bekendt for fans af for eksempel Justices smadder-house. AC
Tjek også: Det franske housemiljø var ganske tæt knyttet til hinanden, da Daft Punk tog verden med storm. Også Cassius’ debut ‘1999’ (1999) og Étienne de Crécys tjaldomtågede ‘Super Discount’ (1996) bør tages ind, hvis man vil have det hele med. Endelig bør man selvfølgelig også smage på Airs debutalbum ‘Moon Safari’ (1998). De regnes også for at være en del af den franske bølge, trods deres noget mere adstadige gemyt.
20. Wilco ‘Summerteeth’ (1999)
Det er svært at vælge mellem 90’ernes rige mylder af fine album i krydsfeltet mellem country, folk og rock – dette ubestemmelige territorie kaldet americana, men Wilcos tredje album ‘Summerteeth’ er alligevel et af de fineste, og kan tilmed ses som en vigtig trædesten til deres magnum opus – ‘Yankee Hotel Foxtrot’ (2001). Selv om processen, hvor frontmanden Jeff Tweedy kaprede roret sammen med Jay Bennett og holdt bandets øvrige medlemmer udenfor i deres eksperimenter med mixningen og ekstensive overdubs kun kan betegnes som havende været usund, så kom der et formfuldent album ud af det, der har trukket sammenligninger med legender som The Beach Boys og Bob Dylans The Band.
‘Summerteeth’ er også lyden af mindst én mand – Jeff Tweedy – der havde langt større ambitioner for sin musikalske karriere, end han kunne finde afløb for sammen med Jay Farrar i Uncle Tupelo. Hvor de første album under det nye navn besad et nært æstetisk slægtskab med Uncle Tupelo-svanesangen ‘Anodyne’, så stak ‘Summerteeth’ massivt ud som et ekstremt nysgerrigt og småpsykedelisk countryrock-epos med gyldne pophooks til at gøre enhver popsmed misundelig. AC
Tjek også: Førnævnte ‘Anodyne’ (1993) med Uncle Tupelo er lige så essentiel for forståelsen af det landskab, americana-formatet opstod i, som den er for Wilcos karriere. Grant Lee Buffalo begik en stribe fremragende album i 90’erne, hvoraf ‘Mighty Joe Moon’ (1994) er deres hovedværk, mens man også bør undersøge, hvor selveste Ryan Adams startede sin karriere – nemlig i Whiskeytown, hvis andet album ‘Stranger’s Almanac’ (1997) er uomgængeligt.
Læs også: Fra Aqua til Britney: Eloq og Anya anmelder 90’ernes største pophits
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.