Daughter synger om ensomhed og apatisk sex over melankolsk folk
Det ville nok være for meget at sige, at tiden ikke har arbejdet for den sarte og nærmest gennemsigtige Elena Tonra og hendes guitar- og trommebårne trio Daughter siden især singlen ‘Youth’ fra ep’en ’The Wild Youth’ i 2011 klistrede deres navn fast på de ører, der kunne lide en smuk pigestemme over flotte guitarfigurer i et dybt og melankolsk rum. Men man kan ikke undgå at føle, at Daughter enten er vokset fast eller at tiden er løbet i forvejen.
Det er stadig en verden gennemsyret af melankoli og dystopi, som Tonra tager os til: »I have lost my children / I have lost my love / I just sit in silence / let the pictures soak / out of televisions,« synger hun på førstesinglen ‘Doing the Right Thing’ med en tilhørende video, der portrætterer vores bedsteforælders pensionistgeneration som de levende døde – dem uden noget andet end et ur, der tikker i ensomhed før graven.
Generelt er det en næsten trosforladt desperation, der strømmer ud af pladens sprækker af sange om usexet og apatisk sex, ensomhed og kolde menneskelige forhold udsprunget af et nedtrykt sindelag – et sind Tonra åbenhjertigt har bekendt, at hun bestemt har.
Men det bliver i længden en svaghed, når ulykken bliver repeteret så eksplicit, og en manglende drivkraft bliver lysten til at forstå Tonras univers, da det står så tydeligt frem.
Samtidig mangler der de rigtig stærke melodier. Tonra bliver tre sange i træk lidt væk i produktionerne, og så er det for svært for trommer, riffs og synthesizere at holde interessen fanget med deres bløde trav. Det sker på ‘How’, ‘Mothers’ og ‘Alone / With You’, der aldrig helt folder sig ud. Flere helt nøgne, helt vilde, helt langsomme, helt anderledes produktioner, ville have været interessant.
Det får man på den næsten dumt steppende ‘No Care’, der tilfører Tonras personlighed en gnistrende og fandenivoldsk glød – som det sure og vrede menneske, hun helt sikkert også er, når hun ikke er glad, ekstatisk, midt imellem eller, selvfølgelig, melankolsk og ked af det.
På ‘Numbers’ er det sværere at blive revet hele vejen med, og sangen hægter sig aldrig på kroppen, selv om den ellers undslipper ’Daughter-lyden’ med sine tordenbuldrende synthesizere og stramme, metalliske beats. Også åbneren ’New Ways’ flænser lidt op i universet med sprød elektrisk guitar i slutningen og sætter forventningerne op efter lidt mere.
Det gode er, at Tonra har noget på hjertet, og at hendes emner er interessante og relevante. Det gode er også, at produktionerne hist og her både kan skabe isnende dybde og skrattende uvejr, og modet på et mere komplekst univers er steget. Men der mangler stadig de intuitivt fængende sange og mere kompromisløse produktioner, hvis Daughter skal helt derop.
Kort sagt:
På Daughters andet album kan man ikke undgå at føle, at trioens guitarbårne og producerede folk enten er vokset lidt fast, eller at tiden er løbet lidt i forvejen og har glemt de melodier man husker. Elena Tonras tekster tegner billeder op af relevante temaer som apatisk sex, ensomhed og kolde menneskelige relationer, men i sin store dystopiske mængde virker det for ensidigt, når heller ikke produktionerne for alvor skejer ud.
Læs også: Daughter giver koncert i Store Vega