1. Code Walk
Det var en sjov prioritering at sætte aftenens eneste elektroniske act på som første scenebetræder. Code Walk var nemlig uden tvivl aftenens mest festlige indslag, selv om duoens 30 minutter lange set var en noget skizofren oplevelse.
Søren Gregersen og Jesper Nørbæk var klistret til henholdsvis trommer og elektronik, men med fire gæstevokalister blev der plads til et hav af forskellige indtryk. Solo præsenterede duoen deres fascination af footwork – en hurtig version af house, hvor skippende rytmer, beat-drops, en lilletromme på overarbejde og soulede indslag sørgede for et udtryk, der både gik i fødderne, men også havde mere atmosfæriske elementer.
Et friskt pust, i hvert fald på dansk grund, men hver gang en vokalist trådte på scenen skiftede musikken markant karakter. Fine Glindvad fra Chinah lagde stemme til en omgang nedtonet r’n’b med masser af bas og toner af electrofunk, mens Smerz lagde sig ovenpå glitrende synths – igen i r’n’b-tempo. Op og ned i tempo som vokalist og duoen selv stod forrest i rampelyset.
Felix de Luca var lidt et bevis på, at rap ikke nødvendigvis passer til Code Walks bund, mens Mathias Bertelsen fra The Entrepreneurs leverede aftenens højdepunkt, som han skiftevis mumlede og ramte de høje Queen-toner over et mørkt slow-jam med strygere, taktfaste trommer og rendestensbas. En stadionrocket vokalpræstation af de helt store – og med hujende bifald som følge.
Der var derfor svært at blive rigtig klog på Code Walk, for hvis en kommende udgivelse kommer til at mikse de to stilarter på samme facon, bliver duoen i albumformat en ligeså skizofren, om end gennemgående interessant, størrelse. CW
Læs om koncerter med blandt andre Chinah, Katie Keller og Guldregn på de følgende sider.
2. Molly
»Vi tager en hurtig én«, sagde guitarist og forsanger Malte Hill efter et par numre i Vegas Lounge. Og det gjorde de så. 1-2-3 og fuld smadder på guitar, trommer og bas, mens Hills vokal kæmpede for at trænge igennem lydmuren. Sådan er punk, og den er absolut en del af trekløverets udtryk, men det er slet ikke her, de er bedst.
Faktisk har Hill en stærk rå rockvokal og formår at skrive melodiske hooks, og når han får mere plads til at danne modspil til rockinstrumenteringens simple energi, så er Molly i sit es. Som på lukkeren ‘Bagu Bagu’, hvor trommerne piskede af sted, mens Hill trak ordene ud, så vokalen næsten fremstod melankolsk midt i al støjen som et sagte råb om hjælp.
Her står J. Mascis og hans Dinosaur Jr. som en lysende ledestjerne. For Molly er fra en tid, hvor guitaren gerne måtte hænge under bæltestedet og skulle spilles lettere foroverbøjet – gerne mens man headbangede, som Hill også gjorde flere gange. Utroligt nok føles den slags næsten som et friskt pust i dag – også i Vega hvor synthesizeren var det dominerende instrument.
Molly var velspillede, selv om lyden ofte gjorde deres hurtigere og mere ligefremme numre til en lidt for mast lydkompakt oplevelse. Og så kan man selvfølgelig undre sig over, at et band, der sidste år udgav deres debutalbum og spillede på Roskilde Festival, blev præsenteret på en aften, der ellers var domineret af bands med max et par singler på cv’et. KK
3. Chinah
Der er en grund til, at meget r’n’b bliver kaldt babymaking music. For genrens langsomme tempo og kælne vokaler oser af sex. Kig på Tinashe, på Kelela, D’Angelo, FKA Twigs og så videre. Klart, Chinah er ikke rendyrket r’n’b. Trioen blander kølig skandinavisk synthpop i mixet, som i et forsøg på at tage toppen af deres begær. I Lille Vega virkede sanger Fine Glindvad dog for alvor klar på at lege forførisk frontfigur.
Siden jeg så bandet på Spot Festival i maj sidste år, har hun taget det ansvar mere på sig, og det klædte hende at være helt ude på scenekanten og småflirte med publikum. Det gjorde hun især på åbneren ‘Minds’ og den efterfølgende ‘We Go Back’, der fik en tung basbund som modspil til Glindvads lyse, fine vokal og de melankolske synthlinjer. Her vil bandet have dig til at bevæge dig – på dansegulvet eller ja, på lagnerne.
Det er godt, fordi virkemidlerne er enkle, og fokus er på det tunge groove. De næste numre, der som de fleste stammede fra den kommende debut-ep, ‘Once the Lights Are Out’, tabte lidt af det r’n’b-momentum, når kompositionerne blev mere detaljerede og komplekse. Publikum blev dog hevet med ind i soveværelset igen med især afslutningsnummeret ‘Away From Me’ og dets kantslag, enkle guitarlir og til sidst funky synthtoner – og selvfølgelig Glindvad i sit følsomme hjørne. Næste gang kan det endda være, at hun snakker lidt til os. Nervøsiteten er i hvert fald ved at forsvinde. KK
4. Soleima
Vi var ikke langt inde i Sarah Mariegaards minikoncert i Vegas Lounge, før hun leverede en coverversion af Young Thugs ‘Check’. Med sin spæde lillepigestemme gav hun storsmilende rapexcentrikerens hit et skud charme, der smittede af på alle oppe foran den lille scene.
Atlanta-rapperens tunge, stenede beat blev effektivt gengivet af Møs tour-trommeslager Rasmus Littauer og Emil Falk, der leverede synth – og ellers sang backingvokal og spillede guitar gennem koncerten. Netop hiphoppens tunge, sløve beats passede godt som modspil til Mariegaards spinkle vokal, specielt fordi hun ubesværet blandede sang med hiphoppens hurtigere sammenflydende flow. Tiden i Flødeklinikken sidder nok stadig i hende.
Til gengæld var hun faretruende tæt på at blive kedelig, når hendes pop blev for straight, og Falks guitar fik for meget plads. Selv en sætning som »I wish you would watch me get undressed« kunne for eksempel ikke redde et af numrene. Måske leder Mariegaard stadig efter, hvad det præcis er, Soleima skal være for et musikalsk projekt – straight pop, kælen r’n’b, charmerende hiphop-bastard. Herfra skal lyde et ønske om, at hun giver sin vokal lidt tungt modspil, når hun skal sammensætte numrene til den debut-ep, der skulle udkomme senere i år. KK
5. Guldregn
’Åh-uh-åh’ lød det mere end én gang. Andrea Aagaard var ikke bange for de klichéfyldte udråb, da Guldregn (også bestående af Lasse Lyngbo og medlemmer fra The Floor Is Made Lava og Pitchshifters) gik på scenen med deres 80’er-nostalgiske og naive poprock.
Aagaards vokal var som noget fra en svunden tid – eller et glemt sted. Ærlig og ren med ligetil tekster, der lød over den slags guitarpop, som fiktivt lyder i ørerne, når man fræser gennem København bagpå en cykel en varm sommerdag. En slags kolonihavepop blandet med værtshusrock. Af folket og til folket. Og godt at drikke bajere til.
Guitaren klingede under den romantiske hjemstavnshyldest ’Sydvest for Stenbroen’, mens der under ’Stadig væk’ var lidt af den punkånd, Aagaard tidligere har haft succes med i Dig & Mig.
Andre steder blev tempoet dog taget i bund, og balladeformen af 80’er-formlen virkede mindre efter hensigten end de mere kække, spurtende popsange. Her blev det for stillestående, og Guldregn var bedst, når det var lidt krads, lidt frækt. Når målet var gang i gaden. Ellers blev det simpelthen for naivt. CW
6. Katie Keller
Æren af lukketjansen tilfaldt Katie Keller, som med bare singlen ’Eller ik’ på samvittigheden også leverede aftenens korteste show på knap og nap tyve minutter. Showmanship var der dog masser af, og den 21-årige sangerinde virkede umådeligt tilpas på scenen – det var ikke til at se, at dette rent faktisk var hendes første rigtige live-optræden.
Stilmæssigt skilte Keller sig en smule ud fra resten af lineuppet – storladen og mere bredt orienteret hiphop-pop med klare Medina-referencer, der naturligt jagtede de hook-baserede omkvæd. Det første kom da også allerede 45 sekunder inde i showet.
R’n’b’en fyldte dog også meget, i åbningsnummeret serveret helt atmosfærisk med trap-klingende snares – det klædte Keller frem for den mere ligefremme attitude-pop, der med masser af ’bitches’, ’baby’s og en finger i vejret føltes for renskuret på trods af den beskidte overflade og smæld på lilletrommen.
Bai-D dukkede desværre ikke op for at levere sit vers på ’Eller ik’, men til gengæld stod singlen for koncertens bedste omkvæd. CW
Læs også: Breakin’ Sound 2016: De 10 mest lovende danske navne
