Chairlift balancerer mellem Beyoncé-værdig pop og krøllede eksperimenter
Brooklyn-duoen Chairlift har altid været en sær størrelse. Med deres på den ene side ligefremt elskelige synthpop og krøllede artpop-eksperimenter på den anden har Caroline Polachek og Patrick Wimberly siden starten af karrieren lagt sig lige i kilen mellem kommerciel popsucces og indiecred uden for alvor at blive allemandseje i nogen af kategorierne.
Deres sukkersøde twee-hit ’Bruises’ fra 2008 blev for eksempel brugt i en højtprofileret Apple-reklame uden efterfølgende at ramme de store hitlister, ligesom en sært funky ørehænger af et nummer som førstesinglen ’Ch-Ching’ fra Chairlifts aktuelle, tredje album lige så vel kunne være at finde på en Beyoncé-plade anno 2003 – men som popdronningens fans formentlig aldrig vil komme i nærheden af at lytte til (selv om duoen faktisk har skrevet sangen ’No Angel’ fra Beyoncés selvbetitlede 2013-album).
Polachek har udtalt, at ’Moth’ netop er udsprunget af at have arbejdet med verdens største popstjerne, men alligevel er det svært at forestille sig, at albummet vil rykke ved duoens egen status som popverdenens cool særlinge, som de cementerede på det fine album ’Something’ fra 2012. I stedet understreger Chairlift hvad det er, de gør så godt indenfor den skæve, lille niche, de har opbygget omkring sig selv.
Som på den førnævnte ’Ch-Ching’, der med sit inferno af horn, hiphopbeats og irriterende catchy fløjtemelodi og ditto kasseapparats-lyd er den slags nummer, der burde kunne få ethvert dansegulv i gang i stil med ’Hey Ya!’ eller ’Crazy in Love’, men hvor Polacheks overjordiske sirenevokal trækker det kommercielle ud af den velpolerede produktion, så det aldrig bliver rigtig poppet i den helt brede forstand.
Som oftest i Chairlifts univers kredser teksterne om den altopslugende kærlighed: »I can’t help I’m a moth to the flame«, »I wanna let this go public and not be ashamed« og »Oh darling, if this love was a wound, would you heal it?«.
Den nygifte sangerinde er tydeligvis en håbløs romantiker – og resultatet er bedst, når de kærlighedsbesatte tekster møder et varmt og organisk lydbillede. Den bittersøde ballade ’Crying in Public’ fungerer eminent med sin blide percussion og drømmende guitarmelodi, hvor Polachecks akrobatiske stemmebånd virkelig får lov at stråle i teksterne om at græde i New Yorks undergrund, pludselig høre fuglene synge klart og sørgmodigt undskylde »I’m sorry I’m causing a scene on the train / I’m falling for you, falling for you«.
’Polymorphing’ er ligesådan en varm, blødt poppet discosag, der sammen med den 80’er-kitschede, fingerknips-venlige ’Show U Off’ kører samme funky, men organiske stil, der harmonerer lækkert med Polacheks skæve, diva-agtige vokal.
Andre gange kammer duoen over i et mere eksperimenterende lydbillede, hvor de gode popmelodier fortaber sig i småsære produktioner. ’Unfinished Business’ og ’No Such Things as Illusion’ mangler et mindeværdigt (pop)hook, der kan holde opmærksomheden i det skæve lydbillede, mens ’Romeo’s speedede synthesizere og himmelragende falset bare bliver lidt for irriterende friskt at lægge øre til.
Kort sagt:
’Moth’ er Chairlifts mest sammenhængende og organiske album til dato, hvor de bedste stunder indfinder sig, når Polacheks kærlighedshungrende tekster og smidige, overjordiske vokal får lov at blande sig med et varmt og funky lydbillede, der er mere nedtonet end sært eksperimenterende.