Første udgivelse i seks år: Massive Attack anno 2016 er mere end brandpleje
Forventningerne til et nyt udspil fra Massive Attack – oven på de ikke synderligt sindsoprivende ’100th Window’ og ’Heligoland’ (de to eneste post-2000-albumudgivelser fra Bristol-legenderne) – må beskrives som lunkne.
’Ritual Spirit’ er den første af to planlagte ep’er i løbet af 2016, der formentlig kulminerer med et nyt album sidst på året. Det er Robert ’3D’ Del Naja, der står for produktionerne på de fire nye numre, mens Grant ’Daddy G’ Marshall angiveligt står for ep nummer to. Måske det skal tages som et udtryk for, at 3D og Daddy G – der ikke altid har virket som om de nyder samarbejdet – arbejder bedst hver for sig, og mest benytter sig af ’Massive Attack’-brandet for overhovedet at kunne bryde gennem lydmuren?
Den faktiske kvalitet af ’Ritual Spirit’ sætter heldigvis spørgsmålstegn ved denne kyniske udlægning. For produktionerne hører til de skarpeste og mest effektfulde, man har hørt fra den kant siden ’Mezzanine’ (1998). Det er netop dét klassiske album, som ep’en drager mindelser om. Den mørke, sugende, men også majestætiske klang på åbningsnummeret ’Dead Editors’ er et throwback til de sene 90’ere. Rapperen Roots Manuva er et oplagt match for Massive Attack. Og nummeret gør noget af det gruppen var god til, da de var bedst: Den bastunge kerne er atmosfærisk og dynamisk-dansabelt på samme tid.
Titelnummeret er med den unge sanger Azekel, der samler depechen op fra den gamle gæstesanger Horace Andy med sin silkebløde croon. Det er ep’ens mest umiddelbart indtagende nummer med en kinetisk, livfuld produktion, der lander på den rigtige siden af det overgjorte. Samarbejdet med Young Fathers med den lidt fortænkte titel ’Voodoo in My Blood’ er det svageste led. Det unge skotske band drukner i 3D’s overflødighedshorn af produktionsdetaljer, der om ikke andet markerer en klar kontrast til den mere minimalistiske lyd gruppen har tilstræbt siden 2000.
Det umiddelbart største scoop er samlingens sidste track, ’Take It There’, alene af den grund, at 3D og Daddy G her genforenes med deres gamle kammerat Tricky for første gang siden ’Protection’ (1994). Båret af et arketypisk Massive Attack-klavermotiv bygges en lidt vel oppustet lydkulisse frem, mens Trickys røgede nonchalance er mere dovent-charmerende end egentlig urovækkende.
Der er ingen af de fire sange her, der vil vælte din verden omkuld, men Massive Attack anno 2016 er mere end brandpleje. Forventningskurven til det lovede kommende album er røget et mellemstort hak i vejret.
Læs også: Se videoen til Massive Attacks ‘Take it There’ med Tricky