Kitschede feel good-hits og tyk patos: Macklemores andet album er et værre rod

Kitschede feel good-hits og tyk patos: Macklemores andet album er et værre rod

Grammy-uddelingen i 2014 er på godt og ondt blevet til selve historien om Macklemore. Den über-politisk korrekte Seattle-rapper fejrede en kæmpe personlig triumf med fire statuetter, men blev samtidig offer for akademiets favorisering af hvide artister. Macklemore og produceren Ryan Lewis’ ’The Heist’ slog Kendrick Lamars langt overlegne mesterværk ’good kid, m.A.A.d. city’ i kampen om årets rap-album. Mainstream-anerkendelsen var uomtvistelig, men hiphopverdenen var bestemt ikke imponeret.

Eftersmagen var faktisk så grim, at Macklemore selv følte behov for at dele mintpastiller ud. Først beklagede han personligt over for Kendrick i en sms, og for at ingen skulle være i tvivl om, hvor fin en fyr han er, lagde han efterfølgende beskeden til offentligt skue på Instagram.

Den terapeutiske selvretfærdiggørelse fortsætter her to år senere på det første album siden miseren, manifesteret i de to monumentale numre, der indrammer albummet. Åbningsnummeret ’Light Tunnels’ genlever den skæbnesvangre aften som et dramatiseret epos med rockomkvæd, strygere, horn og Macklemore som den fremmedgjorte antihelt, mens afslutteren ’White Privilege II’ over ni minutter diskuterer den velmenende hvide mands plads i en sort, sort hiphopverden.

Især sidstnævnte stiller for så vidt interessante spørgsmål, men begge de overambitiøse og voldsomt overproducerede numre kollapser under deres egen kolossale vægt. Man vil hellere deltage i debatten end at lytte til numrene igen.

Indimellem de to katarsis-bautasten dyrker Macklemore og Ryan Lewis i højere grad det velkendte, hvilket vil sige kitschede feel good-hits, man gerne må danse grimt til, og alvorsballader dyppet i tyk patossovs.

’Downtown’ koger en ekstra omgang suppe på hipster-attituden fra megahittet ’Thrift Shop’. Macklemore køber en knallert og tager turen downtown ledsaget af hoppende basgang, et svulstigt musicalomkvæd og old school-swag fra et par antikke raplegender. Det er lige i overkanten.

Den letbenede selvironi, der også dominerer ligegyldigheder som ’Dance Off’ og ’Brad Pitt’s Cousin’, føles i det hele taget mere påtaget end oprigtigt, ikke mindst fordi hjerteblodet indimellem flyder tykt og selvhøjtideligt på numre om farlige emner som stofmisbrug og alkoholisme. Det er synd for særligt ’Kevin’ med Leon Bridges og ’Need to Know’ med Chance the Rapper, der begge ville være stærke numre, hvis ikke moraliseringen var så tungt fordøjelig.

Som lytter bliver man aldrig overbevist om, hvad det er Macklemore vil. Er han alvorlig eller fjollet? Vil han vinde hiphopmiljøets respekt eller ride videre på ’Thrift Shop’-bølgen? Det hele er – som titlen indikerer – et værre rod.


Kort sagt:
Macklemore og Ryan Lewis får aldrig udstukket retningen på deres andet album. Der bliver holdt fjollefest, løftet endimensionelle pegefingre og forsøgt at løfte tingene op på et kunstnerisk niveau, de ikke magter. Der er flere interessante elementer både på det musikalske og lyriske plan, men det samlede indtryk er et ikke særlig vellykket rod.

Læs også: Macklemore spiller på Roskilde Festival

Macklemore & Ryan Lewis. 'This Unruly Mess I've Made'. Album. Macklemore LLC.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af