Wangel er bedst, når stemmen får lov at stråle sørgmodigt
Alle kender følelsen af at finde et stykke musik, der med en stemme eller sindsstemning præcist kan ramme den der snagende melankoli, man nogle gange bare har brug for at omfavne. ’Seoul’ fra sidste års debut-ep var netop dét – lyden af en følelse, du ikke helt kan sætte ord på. Og når Peter Wangel er bedst, er hans sørgmodige, dirrende vokal og Kasper Ejlerskov Leonhardts atmosfæriske, stemningsmættede produktioner som balsam for din vinterdepression.
På sit debutalbum omfavner Wangel imidlertid ikke blot melankolien, men også de euforiske og opløftende stunder, der udgør livet. Albummet kører i to temmeligt forskelligartede spor, hvor der på den ene side dyrkes en klubbet, elektronisk lyd, og andre gange et emotionelt og orkestralt udtryk, hvor bagmandens flotte stemme for alvor får lov at udfolde sig over de indestængte følelser.
Albummets højdepunkter fordeler sig klarest i sidstnævnte kategori. ’Spinning Head’ tager sig tid til at opbygge en nærmest andægtig stemning, hvor sparsommelige guitarakkorder og drømmende, sfæriske synthesizere skaber længselsfuld magi, så man bliver tvunget til at lytte efter.
’Another World’ er endnu et højdepunkt, netop på grund af sine sparsomme, men effektfulde virkemidler. Et par blæsere leder tankerne mod Antony and the Johnsons og fremhæver alle de rigtige, blåtonede nuancer, der klæder Wangels stemme og univers så godt. På samme måde skal der heller ikke mere end en simpel pianomelodi, en lækkert pulserende elektronisk produktion og Wangels skælvende falset til at gøre ’Time to Eat’ til den slags sang, der sætter lyd på din vintermelankoli.
Man kunne derfor kun have ønsket, at tristessen og de orkestrale elementer havde fået en mere prominent rolle på albummet til fordel for de rendyrkede, elektroniske produktioner. Intimiteten går nemlig til tider tabt, når udtrykket bliver for pulserende, som på den tunge ’On Doing Wrong’, den hektiske albumåbner ’Freedom’ eller den nærmest Chromeo-funky ’Foreigner’. Der er ikke en finger at sætte på Leonhardts produktioner, men man savner nærværet, når lyden læner sig mere mod det dansable end det indestængte.
Nogle gange er det okay at lade sig omslutte totalt af melankolien, begrave sig i sin dyne og dyrke ængsteligheden fuldt ud.
Kort sagt:
Peter Wangel kan med sin følelsesmættede, bredspektrede røst formidle følelser som få andre, men intimiteten går til tider tabt, når der bejles mere til euforien end melankolien. Når Wangel er bedst, skal der nemlig ikke mere end en sparsom produktion og den imponerende stemme til for at skabe længselsfuld magi.