Wolfmother: Uoriginalt opkog af 70’er-hardrockens kardinaldyder
Har verden brug for et nyt Wolfmother-album?
Således var min første indskydelse, da jeg modtog den australske powergruppes nyeste opus – det fjerde i rækken. For det har ingenlunde været hverken nye eller originale ingredienser, Wolfmother har ladet simre i deres rockgryde gennem den foreløbigt ti år lange karriere. Tværtimod har de gået på åbenlys strandhugst i 70’ernes tungtvejende del af rockvægten, hvor særligt genrens toneangivende giganter Led Zeppelin og Black Sabbath har stået som altoverstrålende pejlemærker.
Således forholder situationen sig skam stadigvæk, hvor det synes som om ankermand Andrew Stockdale har befundet sig i en tidslomme og stædigt fastholdt et udtryk, som fungerer i koncertsammenhænge, hvor man tyller fadøl arm-i-arm med gutterne. Men en lytteroplevelse på anlægget er en mere gumpetung affære.
Det er frustrerende, at Stockdale ikke stiller større krav til sig selv. Hverken kompositorisk eller på lyriksiden, hvor han spiser os af med rædderlige og blytunge klicheer som »roses are red / violets are blue / I will take them all and give them to you« (‘Pretty Peggy’) og »living from day to day / casting the worries away / rolling from place to place« (‘Simple Life’).
På førstnævnte tager gruppen overraskende en pause fra den velolierede riffmaskine og begiver sig ud i en grandios folkrock ikke ulig Mumford & Sons med insisterende ’åh-åh’-kor. At de (igen) vælger tidligere anvendte tricks, understreger desværre nok en gang manglen på originalitet.
Der er heldigvis også inspirerende stunder. På såvel ‘Eye of the Beholder’ som ‘City Lights’ og ‘Best of a Bad Situation’ sætter Stockdale og co. speederen i bund på turborocken, som både er iørefaldende og afsøgende i sit udtryk. Noteres bør de piskende akustiske guitarer i sidstnævnte og det veloplagte riff i førstnævnte. Her mindes man, hvorfor man trods alt har ladet sig rive med af Wolfmothers retrofikserede eskapader.
Det ligger lige for at køre det rigide skyts i stilling og plaffe Wolfmother ned som platte efterlignere, men ‘Victorious’ emmer immervæk også af frådende spilleglæde og en energisk nerve, som giver fanden i, at bandet ikke opfinder den dybe tallerken.
Af denne årsag er albummet som sådan ikke dårligt, men primært blot en samling veleksekverede readymades. Det vil givetvis tiltale tilhængere af ’ikke-så-meget-pis-bare-solid-rockmusik’-doktrinen. Ønsker man sig derimod flere aromatiske nuancer til sine riff-hungrende smagsløg end et veloplagt, men uambitiøst opkog af 70’ernes kardinaldyder, er der ikke synderlig megen næring i Wolfmothers rockgryde.
Kort sagt:
Andrew Stockdale styrer ufortrødent Wolfmother-skuden videre i velkendt farvand med alt hvad dertil hører af riff-baserede readymades på et opkog af 70’er-hardrockens kardinaldyder. Det er ingenlunde originale ideer, men spilleglæde og energi er på dagsordenen, og i doser er Wolfmothers retrofikserede eskapader ganske medrivende.