Boyband-udbryderen Zayn har taget kontrol over sit kreative udtryk
Det kræver sit mod at foretage et karriereskift som Zayn Malik. Den unge brite er ikke blot brudt med boybandet One Direction (hvis resterende medlemmer i 2016 er gået på pause), han har også generobret kontrollen med sit musikalske udtryk og helliget sig livet som soloartist – angiveligt fordi der ikke var nok (albue)rum til at eksperimentere kreativt i det ellers trygge univers af radiovenlige pophits, stadionkoncerter og horder af ungpigefans.
Alligevel er Malik langt fra den første artist, der har taget et sådant skridt. Pophistorien er fyldt med eksempler på sangere, der har taget springet fra gruppe til solo, og anskuet statistisk har det for de fleste næppe været et træk med positive konsekvenser for hverken personlig velvære eller økonomisk velstand. Men selv om sporene skræmmer, skrives historien af vinderne, og de fleste husker efterhånden navne som Smokey Robinson, Bobby Brown, Robbie Williams og Justin Timberlake bedre end de grupper, de oprindeligt var en del af.
Ligesom det i sin tid gjaldt for de ovennævnte, var det næsten forudsigeligt, at det var Malik, som skulle blive udbryderen. Ikke kun var han den mest populære og komplekse karakter af de fem i One Direction, den britisk-pakistanske wunderkind har også evner udi og viden om alt fra sang og performance til tatoveringskultur og fodbold – det hele pakket ind i et badboy-look med Bradford-dialekt.
Det er altså ikke blot hans karriere, men også hans anseelse og image, Zayn Malik har sat på spil med sin solosatsning. Tilbage står derfor også spørgsmålet om, hvad formålet med debutpladen er: At lukrere på en eksisterende fanbase eller knytte an til et nyt publikum?
Introens anslag giver umiddelbart slemme indikationer om førstnævnte med sin samplede vokal, der genkalder tropical house-troperne fra Justin Biebers ’What Do You Mean?’ og ’Sorry’, og man mistænker hurtigt Malik for at lefle ved at plagiere to af sidste års største hits.
Heldigvis muterer lyduniverset hurtigt, og produktionen på det efterfølgende nummer, førstesinglen ’Pillowtalk’, giver med sine dekonstruerede trap-trommer i stedet ansatser af post-Drake-sangere som PartyNextDoor og Bryson Tiller, inden Malik selv entrerer og forsikrer os om, at han stadig er en popdreng på godt og ondt.
På ondt på den obligatoriske ballade og Beatles-parafraserende ’Fool For You’, der med sit drevende kedelige klaverspil og Zayns melodramatiske belting-fraseringer er readymade radiopop af den slags, som burde forbydes uden for romcom-soundtracks og storcentre.
Men heldigvis mest på godt, særligt på konfessionelle numre som ’Befour’ og ’Truth’, der begge indeholder stikpiller til de tidligere kolleger i One Direction. Særligt sidstnævnte kapitaliserer på den gennemgående producer Malays fornemmelse for afdæmpede produktioner, som han til fulde illustrerede som fast samarbejdspartner på Frank Oceans formfuldendte ’Channel Orange’.
På ’Mind of Mine’ hjælper Malay pladens hovedperson godt på vej i samme retning med en stil, der mere tager udgangspunkt i r’n’b end den popverden, Zayn (forsøger) at tage et opgør med.
Kort sagt:
Boyband-udbryderen Zayn Malik har taget kontrollen om sit eget kreative udtryk og skabt en debutplade, der peger mere i retning af r’n’b end mod den popverden, han (forsøger) at tage et opgør med. Den unge brite er mest interessant for et nyt publikum, når han fuldbyrder opgøret i både tekst og musik, men albummets bedste numre skal dog findes i deres zenit mellem radiopop og indie-r’n’b.