Bob Dylan ridser hulninger i den amerikanske sangskats polerede overflade
På ’Shadows in the Night’ fra sidste år foretog Bob Dylan et venstresving væk fra det ramsaltede og beske dødelighedsportræt på ’Tempest’ til et afdæmpet, svajende elegisk take på ’The Great American Songbook’.
Det fine ved Dylans versioneringer af sange, der havde det tilfælles, at de alle på et tidspunkt var blevet indspillet af Frank Sinatra, var dels, at de gav ham mulighed for at bruge en mere mild og afrundet vokalintonation som erstatning for den rå og raspende ostehøvl af en vokal, som han primært har diverteret med på sine senere album med originalmateriale. Derudover var det et inspireret valg at lade melodierne – og stemmens fortolkning af dem – komme så direkte til orde i form af en yderst sparsom instrumentering. Sangene er primært kendt gennem big band-versioner, hvor hver en effekt kan vrides i retning af dånende romantik, blåtonet melankoli eller tommetyk patos.
Stilen på ’Fallen Angels’ minder om forgængeren, dog med den afgørende forskel, at materialet har en generelt lettere, mere optimistisk tone. Der er tale om diskret swingende arrangementer, hvor forgængerens sangvalg mere var orienteret mod det mørke og indadvendt grublende.
Instrumenteringen er den samme – domineret af pedal steel-guitar, kontrabas og ganske diskret percussion – og den trænger sig sjældent på, men lægger sig som et fintmasket net bagved Dylans aldersstegne, men kompetent indfølende fraseringer. Dylan kan selvsagt ikke matche Sinatra (der også i denne ombæring udgør en form for fællesnævner for sangudvalget), men netop fordi Dylan ikke har luft eller teknik til at nærme sig de mest legendariske versioneringer af sangene, så kaster han sig ud i fint doserede forsøg på at hive nye perspektiver ud af dem.
Desværre har han en uvane med at forsøge at gå en kvart eller halv oktav op i slutstrofen af flere af sangene, hvilket i den grad udstiller hans stemmes begrænsninger. Det svarer lidt til, at slutsætningen i en bog, man virkelig har nydt at læse, indeholder en graverende stavefejl.
Der er en herlig, solvædet optimisme at spore over hans versioner af sange som ’Polka Dots and Moonbeams’ og ’Skylark’, hvor den let knirkende, nærmest gnæggende vokal giver sangene et skud levet liv, som de ikke nødvendigvis har i de talrige tidligere versioneringer, hvor man mere forbinder dem med et andet – selvsagt yngre – udsigtspunkt i livet.
Klassikeren ’That Old Black Magic’ nærmest sprudler i Dylans version, hvor en listig percussion får sangen til at dalre af sted som et muntert futtog på søndagstur. Dylans vokal lægger sig egensindigt, men behageligt ind i slipstrømmen som en kåd hund på udkig efter lidt sjov i gaden. På ’On a Little Street in Singapore’ anspores sanglinjerne af en ret forrygende surfguitar-i-slow-motion-lyd, der lige giver sangen det ekstra skud særpræg, der gør, at den ikke fremstår som en parentes i sammenligning med de mere kendte sange, der omgiver den.
Der er en ironisk, til tider ligefrem drillende, tone i hans sangforedrag, der giver disse udgaver en tone af medvidende accept af livets pokerspil (jævnfør coveret!), som afgørende forskubber deres betydning. Og sådan er det generelt med Dylans diskrete angreb på den amerikanske sangskat. Han dekonstruerer den ingenlunde, men han ridser små hulninger i dens polerede overflade, og får dermed lyset til at kaste nye skygger på den.
Kort sagt:
Dylan fortolker også i anden ombæring (oven på sidste års ’Shadows in the Night’) bidrag til ’The Great American Songbook’. Med en sparsom, men charmerende instrumentering, der giver plads til Dylans teknisk begrænsede, men inspirerede vokalintonationer, formår den gamle mester at give (ofte endnu ældre!) sange nyt liv, så de ikke fremstår som monumenter ophævet på en piedestal, men som levende, åndende organismer, han puster liv i med få, men velvalgte midler.