Pantha Du Princes klokke-techno er et minutiøst mesterværk
Hendrik Weber, manden bag Pantha Du Prince, har efterhånden involveret sig i mange forskellige lydsamarbejder. Senest med konceptgruppen The Bell Laboratory, hvilket i høj grad har smittet af på hans nye soloalbum. Det harmoniske klokkeklangstema går igen allerede fra pladens første glimt af et lydmæssigt fundament med bassens umiskendelige brummen diskret neden under det hele som en stor, brun bjørn på vej ud af sit vinterhi.
Weber slår endnu en gang dørene op til en alsidig rytmeverden, hvor der bliver spillet på diverse vidt forskellige slagtøjselementer samtidig. Flere af numrenes grundstruktur kan over visse klangflader minde om – lige så tyske, fristes man til at sige – Recondite, bare fuldstændig overlæsset med bjælder og ornamentik. Der er dog også helt slanke sekvenser på pladen, hvor klokkespillet tier, og technorytmen får lov til at rulle sig ud som et klart projekt.
Men Weber formår også at etablere en vis hastighed undervejs. Trommemaskinen sniger sig ind lige så stille og får allerede på ’You What? Euphoria!’ selskab af en nydelig, spæd synth, der sidder fuldstændig i skabet. Hvert nummers udførlige kontrast mellem dæmrende, akustisk klirren og de klare, rene, syntetisk frembragte toner skaber en helt perfekt dynamik.
Man skulle tro, at en sådan vildmarksbuket ville blive slatten og kedelig efterhånden, men den fintfølende, melodiske variation mellem de forskellige tracks – også længdemæssigt – forfrisker gang på gang med deres egenartethed. Hele ’The Triad’ rummer stor originalitet og nuancebevidsthed. Samtlige numre får lov at udviskes til en raslende kakofoni, hvori man både fornemmer projektets kompleksitet, dissonans, egne modsætninger og work-in-progress-status gennem instrumenternes skrammelen og de spøjse, science-fiction-associerede effektlyde. Her ligger albummets styrke for alvor.
På den måde bliver albummet både et mørkt og lyst værk , der overvælder med iørefaldenhed og rytmisk autoritet, som på henholdsvis ’Frau im Mond, Sterne Laufen’ og ’Wallflower for Pale Saints’, hvor Weber viser sin betagende spændevidde. Den overbevisende vekselvirkning mellem house og akustisk komposition er i sig selv et imponerende resultat. Man leder forgæves efter svaghederne hos de forskellige tracks, men de er virkelig svære at få øje på.
Alligevel savner man måske en lidt mere dominerende sanseprovokation, at selve techno-eksperimentet får lidt mere taletid, som på ’In an Open Space’, der lægger op til en syret popsang for keyboard og konservesdåser, og hvor man tager sig selv i at skrue op og op, helt åndsfraværende. For selv om vokalen giver behagelig genklang af både Depeche Mode og New Order, er det uden tvivl de instrumentale numre, der fungerer bedst. Det er som om, herrevokalens blødhed skygger lidt for de enormt facetterede beatsekvenser, der står stærkest netop her. Hymnerne bliver for storladne og kammer over.
Engang imellem leger Weber også lidt for meget med lydeffekter, som i den ellers skrabede, klubegnede ’Chasing Vapour Trails’, hvis helhed bare ville stå så meget stærkere som decideret house-track uden disse computerspilsagtige krydderier. Alligevel er kombinationen stadig totalt meget ’ham’ og hans nærmest ubegrænsede, percussionistiske råderum. Man må bare læne sig tilbage i de pastelfarvede electrobølger, som er Pantha du Princes hjemmebane.
Kort sagt:
Det er udelukkende på grund af vokalsamarbejdet, som virker lidt søgt, at ’The Triad’ ikke får mere end fem stjerner. De vokalbesatte tracks er pladens mest eksperimenterende, også rent kompositionsmæssigt, og stemmen kommer derfor lidt voldsomt ind over, som en skygge, der mørklægger den ellers gåsehudsfremkaldende beat-kompleksitet. Det bør dog understreges, at der kan være tale om en personlig modvilje over for selve sangstemmen, og at der ikke skal herske nogen tvivl om ’The Triad’s status af minutiøst mesterværk.