En slutning, en tragedie og en ny begyndelse. Sådan kan man fortælle historien om Bjarke Niemanns store transformation. En forvandling fra at skrive pumpende og melankolske synthesizer-sange som Spleen United til pludselig at være i en situation i livet, hvor det, som flød ud, var håbefulde og optimistiske kærlighedssange fra et nyt og lysere sted: Lightwave Empire.
»Jeg har altid set Spleen United som en sten, der rullede, og jeg skubbede bare på, mens den pløjede løs. Så var der nogen, som hoppede på og nogen, der hoppede fra, mens den rullede afsted. Men vi behøvede ikke at forstå, hvad der skete. For det var vi faktisk ikke så gode til«.
Jeg sidder med Bjarke Niemann i hans studie i Kødbyen på Vesterbro. De fleste kender Niemann som forsanger, sangskriver og primus motor i det melankolske synthpop/rock-band Spleen United. Som manden, der kastede melodiske sange ud over scenekanten i slutningen af 00’erne og fik os til at danse og synge med på hits som ’Heroin Unltd’ og ’Spleen Utd.’.
Men Spleen United er ikke grunden til, at vi sidder her i dag. Vi skal tale om hans nye musikalske ståsted, Lightwave Empire, der i fredags udgav debut-ep’en ’Kill Me With Love’. ‘Lysbølgernes rige’, kunne man oversætte det nye bandnavn til på dansk. Bløde bølger af lys og varme strømmer ud af det navn. Lightwave Empire er en helt nyfunden og lys dimension i Niemanns musikliv. Et projekt, der gør radikalt op med den dystre og stramme lyd, der var blevet synonym med Spleen United. Men hvorfor skiftet? Det må vente lidt. For før vi taler om den nye begyndelse, skal vi være færdige med en slutning.
Slutningen
Slutningen handler om stenen, der rullede. Bjarke der skubbede. Vi taler om Spleen Uniteds sidste koncert, som de spillede på NorthSide Festival i 2013. Et kompromisløst rave-sæt en sen nat. Koncerten sluttede pludseligt efter nogle tekniske problemer, da bandet lukkede ned før tid ved at kaste med og sparke til deres gear, før de forlod scenen. Et par numre tidligere havde Niemann vrisset af sine bandmedlemmer gennem mikrofonen og fortalt publikum, at det var bandets sidste koncert i lang tid. Flere medier så det som en uigenkaldelig og dramatisk opløsning: Spleen United der smeltede ned.
Han husker faktisk ikke, hvorfor han var så irriteret: »Men, der har altid været en snert af det der, når vi har spillet. Nogle ting, der kom lidt ud af kontrol, og hvor det er endt i noget balder. Vi har stoppet koncerter og væltet gear før, fordi vi lige har været i den stemning, eller fordi vi var fulde. Det har folk bare ikke fattet. Men hvad så om man vælter en synthesizer og går fra scenen. Det er bare musik«.
Har I også dyrket den der kaos-stemning?
»Altid. Vi har aldrig forsøgt at gøre det hele professionelt på firma-måden. På NorthSide gik det nok lidt amok, og jeg kan godt se historien i det. Men jeg kan faktisk godt lide det instinkt, der siger dig, at det er okay at vise, når der er noget, du ikke synes kører, selv om du står foran folk oppe på en scene. Om ikke andet, så ud fra den betragtning, at folk så også må tro på dig deroppe«.
Tragedien
»Der er ikke noget Spleen United mere. Jeg er morfet over i noget andet. Men jeg er ret stolt af de plader og de liveting, vi har lavet. Der er ikke noget had forbundet til det, men den sidste Spleen United-plade tog lang tid at lave. Og den var nedtur at lave. Jeg har ikke rigtig lyst til Spleen Uniteds fjerde plade«, siger Niemann.
Han fortæller om, hvordan han i starten af 2013, et halvt år før episoden på NorthSide, sad i bandets studie på fjerde sal på Nørrebro. Med en båndoptager, en akustisk guitar og en pose pot var han gået i gang med at skrive optimistiske kærlighedssange. »Og i bandet var stemningen også lidt, at der var noget nyt i gang. Jeg var blevet mættet med den hårde musik vi havde spillet. Jeg var helt klart et andet sted kunstnerisk«.
Især én begivenhed ændrede meget. På juleaftensdag i 2012 kollapsede verden et øjeblik for Niemanns familie, da hans kones mor tog sit eget liv. Det var en tragisk og dramatisk tid, men også en tragedie, som var med til at skubbe hans musik i en helt anden retning:
»Jeg har en, jeg elsker, som er i krise, og jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe, men det er et uløseligt problem. Du kan kun hjælpe så og så meget. Knuden kan ikke bare lige bindes op. Musikalsk set var der kun én ting, som gav mening for mig, og det var det behagelige og det opløftende. Det virkede omsonst for mig at gå op og lave kold, 90’er-tung synthesizermusik i en trist tid, der selvfølgelig var totalt kaotisk«.
Tilstanden ændrede måden, han tænkte sin musik på. Nu var han opfyldt af en lyst til at skrive opmuntrende sange til sin kone. Sange som fokuserede på de positive aspekter i livet. På kærligheden og på at komme videre. »Jeg er her, og det skal nok gå«. Det var det, som flød ud af ham.
Den nye begyndelse
En stor og sortøjet amerikaner sidder koncentreret og mixer et nummer. Han har ikke lyst til at blive forstyrret, hjulpet eller andet irriterende. Hans kropssprog viser det tydeligt, hver gang Bjarke kommer ind i rummet og vil kigge med over skulderen. Dave Sardy er klar over sin status og ved, hvordan han skal mixe et nummer. Hans selvsikkerhed kommer fra de mange millionsælgende album, de Grammyer og Brit Awards han har vundet. Og fra at arbejde med en uendelig liste af verdensstjerner som Rage Against the Machine, Johnny Cash og The Rolling Stones. Sardy kender godt sit værd, når han sidder i sit hus ombygget til luksusstudie, oppe på bakken under Hollywood-skiltet.
»Jeg kunne godt mærke, at han havde et super ego nogle gange og lod ham så bare køre sit trip. For han havde altså styr på det. På sine folk og sin lyd«, fortæller Niemann. »Hele tiden tre-fire mand i gang omkring ham i husets tre studier. Han var en meget struktureret mand«.
Niemann var taget til L.A. for at indspille og mixe sine sange, og han kunne godt lide den selvtillid og autoritet, Sardy kom med. Han var glad for samarbejdet med en mand, der vidste hvad han kunne og hele tiden ville presse det bedste ud af sangene, fortæller han.
Sardy bragte en døsig, let drømmende og til tider psykedelisk kant til ep’ens fire lyse popsange, og de to fandt ind til en lyd og et univers, der var mere fyldt og mere sumpet. »Det startede som sådan en solskinsting. Men derovre blev det mere trippet og outer space-agtigt. Mere en weed-vibe kan man også sige«.
En organisk fremtid
På en måde spejler det sig fint i den mand, der sidder overfor mig. Ikke at han ligner et bong-hoved. Sådan skal det ikke forstås. Men han er klædt i en spraglet 70’er-skjorte, knappet langt nok ned til, at jeg kan se tatoveringen på brystet. Han er i løse bukser og med kinasutter på fødderne. Han er afslappet og giver ro til samtalen. Virker ærlig og oprigtig. Som om han er sikker på sit nu og er på vej mod en fremtid, han har det godt med.
»Det er jo bare musik«, siger han igen. »Og jeg gør det, fordi det er fedt. Jeg gør det hele tiden og har altid lyst til det. I mit privatliv skete det der, og så endte det ligesom bare i Lightwave Empire«.
Vi står og ryger en cigaret sammen ude foran studiet, mens Niemann fortæller mig om ep’en og om debutpladen, der allerede ligger færdig. »Så vi kan vise, at vi kommer med noget og ikke kun stikker hovedet frem«. Og ‘vi’ er Niemann og de to andre kernemedlemmer, som han kalder dem: Kasper Nørlund, der spillede synthesizer i Spleen United, og bassisten Anders Christiansen.
Men selv om det hele nu ligger færdigt og klart, er han altså ikke den type, der kaster sig selv ud på de sociale medier og råber højt. Han griner, da jeg nævner Instagram som pr-kanal. Fjollet. Han stresser ikke og har det godt med at lade projektet vokse organisk på sine egne kvaliteter og præmisser de næste to år.
»Jeg har jo også en bevidsthed om ikke at overtænke det, ikke at tænke i modtagelse. Det er jo friheden ved at starte noget nyt. Man behøver ikke forholde sig til, hvordan tingene engang var«.
Lightwave Empire spiller på Roskilde Festival lørdag den 2. juli.
Læs anmeldelse: Lightwave Empire ‘Kill Me With Love’