Heartland Festival: Low fandt balancen mellem det ekspressive og det indadvendte

En prægnant dvask stemning herskede over Heartland tidligt lørdag aften. En stemningssættende markør, som passede fortrinligt til Lows musikalske oeuvre, hvor det mildest talt er de stenede øjeblikke, der kredses om, og hvor publikum meget passende nød den såkaldte ‘slowcore’ i diverse hvilende positurer.

Det var da også med yderst moderat tilkendegivelse blandt festivalgængerne, at bandet, centreret omkring ægteparret Alan Sparhawk (vokal/guitar) og Mimi Parker (trommer/vokal), indtog Highland-scenen. Med sig havde de Steve Garrington på bas, som ligeledes betjente sig af keyboardet i ny og næ.

Low bidrog fra begyndelsen heller ikke just til hverken at løfte humøret eller inficere os med energi. Den flade stemning blev dog gradvist og sikkert vendt til koncentration og fokus, alt imens trioen fra Minnesota spillede sig varm og fandt balancen mellem det ekspressivt støjende og det indadvendt afdæmpede.

Værdige eksempler på førstnævnte blev vi beriget med via de voluminøse fuzzudladninger i ‘On My Own’ og det pirrende groove i ‘Monkey’, ligesom et højdepunkt på sidstnævnte var en overbevisende ‘Spanish Translation’ med en velsyngende Sparhawk.

Omvendt havde den i øvrigt glimrende ‘Holy Ghost’ været Parkers vokale stjernestund, hvis ikke sangen var placeret i sætlisten på et tidspunkt, hvor klimaks så eftertrykkeligt var sat ind.

Hvilket så åbenlyst var tilfældet med en helt forrygende version af ‘Pissing’, hvor Low viste, hvad de formår så overlegent: At tyst antyde en hypnotisk musikalsk progression, som stiger i intensitet, nærvær og styrke. Mod slutningen straffede Sparhawk guitaren noget så eftertrykkeligt og spillede sågar på den med munden – Jimi Hendrix-style.

Herefter var jubelen stor og det efterhånden talstærke publikums opmærksomhed fanget, hvorefter Low driblede koncerten sikkert i mål på rutinen og erfaringen, mens aftensolens stråler gennem trækronerne i den smukke slotspark agerede æstetisk akkompagnement.

Publikumsinteraktionen befandt sig på et absolut minimum, men det er skam heller ikke Lows metier at agere imødekommende humørspredere. Deres kvaliteter ligger i formidlingen af de

tyste, larmende og melankolske sange, båret af Sparhawk og Parkers sikre vokalharmonier, som efter mere end 20 år tydeligvis stadig leveres med alvor og intensitet.

Læs anmeldelse: The Flaming Lips på Heartland Festival: Et futuristisk juleshow i sommernatten