Red Hot Chili Peppers er færdige med at flekse muskler
Red Hot Chili Peppers var en vigtig del af den rap/funk/rock-fusion, der for alvor tog fart i starten af 90’erne, og som simultant med grungens fusion af punkidealer og klassisk rock kom til at farve den kommercielle rockscene helt ind i 00’erne.
Ligesom det er unfair at give Pearl Jam skylden for Nickelback og Staind, er det ikke helt rimeligt at lade RHCP høre for en vederstyggelighed som Limp Bizkit. Det står dog samtidig klart, at chilipebrene har lidt dels under den tvivlsomme musikalske åre, de har været med til at grave frem, men også har haft overmåde svært ved at finde frem til en frisk vinkel på deres eget musikalske udgangspunkt uden samtidig at gå på kompromis med den ungdommelige vildskab, der kendetegnede den.
Det er en evig kilde til uro og eksistenskvaler for aldrende bands, at de umuligt kan leve op til ungdommens dyder, netop fordi disse i betænkelig grad fremstår som en last for en gruppe midaldrende mænd.
Nok triumferede Kiedis og co. kommercielt i 1999 med ’comebacket’ ’Californication’ (hvor guitarist-wunderkind John Frusciante vendte tilbage til gruppen i en mere sober udgave), men intet bandet har rørt ved over det sidste årti har for alvor antændt gnisten hos en derfor svindende fanbase.
Det mest forfriskende ved ’The Getaway’ er, at ’the Peppers’ ikke forsøger for hårdt at spille op til fortidens pejlemærker, men stiller sig tilfreds med at tage en dyb indånding og mærke efter, hvor de står som bandenhed og som individer i 2016.
Man fornemmer, at Kiedis ikke har travlt med hverken at flekse sine muskler eller vise sit hårde maveskind. Der er noget uanstrengt, for ikke at sige afslappet, over albummet (det første siden 2011-fejlskuddet ’I’m With You’), der gør det både mere reflekteret og i balance med sig selv end længe hørt fra den kant.
Problemet med en gruppe midtlivsstjerner ’i kontakt med sig selv’ er, at summen af alle deres gode viljer og evne til (endelig) at se indad, ikke er lig med et sangmateriale, der er musikalsk sindsoprivende.
Erhvervelsen af Danger Mouse, der var medansvarlig for U2’s rædselsfulde ’Songs of Innocence’ forrige år, som producer, er et forsøg på nytænkning, som imod hensigten lugter lidt af desperation. Danger Mouse hiver utvivlsomt nogle andre teksturer frem i bandets lyd, men den nye luftige snarere end kompakte vellyd (med plads til især trillende klavertoner og kvindelig backingvokal) er mere safe end godt er. Kiedis synes bevidst at vige tilbage fra sit patenterede macho-trip.
Hans tekster er fortsat et uskønt miks af banal livsvisdom, decideret forvrøvlede rim (’sentimental trooper’ rimes med ’Alice Cooper’ etc.) og en ikke særlig velanbragt metaforik (»we are all soldiers in this battlefield of life«).
Hans ord udgør dog ikke en større forhindring for indlevelse i bandets univers, end at man føler et vist velbehag, når det melodiske groove sætter sig fast, som i den Elton John-assisterede (!) ’Sick Love’ eller på førstesinglen ’Dark Necessities’, der er en glimrende præsentation af albummets dyder: En mere tilbagelænet og besjælet udgave af et band, hvor drengerøvsløjerne mest synes at høre fortiden til, og hvor Fleas karakteristiske elastik-bas finder god anvendelse i en mere tempereret kontekst.
Desværre skal man trækkes med den forcerede garage-punkede pastiche på ’This Ticonderoga’, den lyriske flovser ’Go Robot’ (»a robot is my next of kin«…) og titelnummeret, der næsten får Maroon 5 til at lyde opkvikkende til sammenligning.
Red Hot Chili Peppers har med ’The Getaway’ leveret deres ærligste udspil i en menneskealder, men ærlighed kan ikke sådan uden videre ombyttes til hård kunstnerisk valuta. Det er for så vidt befriende, at bandet har droppet den forcerede kådhed, men omvendt har de ikke fundet en klar nok identitet at sætte i stedet for de gamle (u)vaner.
Kort sagt:
Red Hot Chili Peppers forsøger sig med en mindre muskelspændt og mere reflekteret poprock (med tydeligt Danger Mouse-aftryk) på deres første album i fem år. Kiedis lyrik er stadig den samme blanding af vrøvlerim og gajol-visdom, og er en medvirkende faktor til, at man som lytter ikke helt køber denne mere afslappede aftapning af et band, der for mange ubodeligt vil være knyttet til billedet af fire unge mænd med sok på tissemanden.
Læs også: Red Hot Chili Peppers smider tøjet i ‘Carpool Karaoke’ med James Corden – synger masser af hits