Bat for Lashes’ drømmerier efterlader få varige spor
Under navnet Bat for Lashes har Natasha Khan bevæget sig mellem elektronisk pop og folk-inspireret sangskrivning med stor tæft.
Som en slags optakt til hendes nye album gjorde jeg mig selv den bjørnetjeneste at lytte til Khans bedste sange såsom ’Pearl’s Dream’ og ’Daniel’ fra 2009-gennembruddet ’Two Suns’ og ’Laura’ fra 2012s ’The Haunted Man’. På bl.a. disse sange er der noget både konkret og jordnært og samtidig magisk og oversanseligt over Khan, en effekt hun opnår ikke mindst i kraft af hendes stemme, der svæver over hendes sange som et genfærd, der ikke helt kan fralægge sig det fysiske begærs fantomsmerter.
Narrativt lægger hun mere ambitiøst fra land end hørt tidligere på ’The Bride’, hvis koncept indtager en styrende rolle for både musik og lyrik. Kort fortalt står vores protagonist, ’The Bride’ (hvis du ser Uma Thurman for dit indre blik, er du lovligt undskyldt) ved alteret og venter på sin vordende gom. Eneste problem: Han bliver dræbt i en bilulykke på vej hen til kirken.
Av. Så er der ellers lagt op til vild sjælesorg, hvilket giver Khan mulighed for at udforske grænselandet mellem fantasi og virkelighed, fordi chokket jo er en katalysator for de underligste reaktioner.
På forhånd tænker man, at Khan er noget nær den optimale kunstner til at påtage sig en så langt-ude, men unægteligt ambitiøs, præmis, men selvom der er gode sange at finde på ’The Bride’ – særligt ’In God’s House’ og ’Sunday Love’, hvor det elektroniske element giver sangene en charmerende poppet skal – er der alt for mange stillestående øjeblikke, hvor det virker som om, Khan har været alt for optaget af at formidle fortællingen snarere end at skabe et univers, der kan stå på egne ben musikalsk.
Albummets midterste stræk – med sange som ’Close Encounters’, ’Land’s End’ og ’If I Knew’ – er drænende for ethvert tilløb til indlevelse med deres ikkeeksisterende melodier og udramatisk neddæmpede arrangementer.
Khan genfinder følingen med den gode melodi på albummets næstsidste sang, ’In Your Bed’, men der er det too little too late.
Måske mere tålmodige sjæle med appetit på narrative drømmerier kan se lyset i ’The Bride, men for mig er der tale om en tåget labyrint uden udgang, hvor spredte lyspunkter flammer op, men uden for alvor at efterlade sig spor.
Kort sagt:
Natasha Khan (aka Bat for Lashes) har tidligere været leverandør i stærke sange i feltet mellem elektronisk pop og folk-inspireret sangskrivning, men på ’The Bride’ er hun låst fast i et koncept om en brud, hvis vordende gom bliver dræbt på vej hen til alteret. Det resulterer i en dybtfølt og eftertænksom sangskrivning, der dog er så godt som drænet for den medrivende popappel, som hun udnytter, når hun er bedst.