Crazy times… Frank Ocean har med ‘Endless’ og nu ‘Blonde’ sluppet to album på tre dage. Sidstnævnte fik i nat premiere hos Apple Music med en gæsteliste bestående af blandt andre Beyoncé, Kanye West, Jamie xx, James Blake og David Bowie.
Hvem, der helt præcist har bidraget med hvad og på hvilke tracks, er endnu ikke afsløret, og man er derfor nødt til at gætte sig lidt frem indtil videre.
Vi har brugt morgenen i selskab med ‘Blonde’, der umiddelbart er et ret afdæmpet album med masser af ballader, tekster om kærlighed og en række små intermezzo-numre – fem ud af de i alt 17 tracks er under to minutter lange, mens lukkeren, ‘Futura Free’, strækker sig over næsten ti minutter.
Her er vores korte førstehåndsindtryk af albummet – sang for sang, inden vi får lukket os sammen om helheden i forhold til en decideret anmeldelse.
1. ‘Nikes’
’Nikes’ musikvideo blev i går sluppet som en forsmag, men sangen føltes som førstesingle en smule off. Franks stemme er forvrænget det meste af tiden, men som intro til ’Blonde’ fungerer det faktisk rigtig godt.
Det blide trommespor, de løst svævende synths og den akustiske guitar i andet vers (hvor Frank synger uden virkemidler) lyder utvivlsomt lækkert, mens Frank formentlig bruger Nike (rigtige og falske) som en metafor, man kan bruge på mennesker.
2. ‘Ivy’
»I ain’t a kid no more / we’ll never be those kids again«.
En sød lille popsang uden de store virkemidler, hvor Frank over to spor af elektrisk guitar tænker tilbage på fortiden og ungdommen med følelserne uden på tøjet. Han synger blandt andet om Odd Future-dagene, hvor han hang ud i Syd tha Kyds hus, men teksten fokuserer hovedsagligt på Franks nu forliste forhold til en ven/elsker.
3. ‘Pink + White’
Det der klaver… Sikke nogle fantastiske tangenter, der sammen med en akustisk sommerguitar og lidt strygere danner underlag for Frank, som igen taler om et forhold, som blev så godt, at der kun var én vej: »It’s all downhill from here«.
Spekulationer går desuden på, at det er Beyoncé, der synger kor i outroen.
4. ‘Be Yourself’
Et inderlude i form af et opkald fra Franks mor, som både opfordrer ham til at være sig selv og holde sig fra stoffer.
»Don’t use that cocaine or marijuana because that stuff is highly addictive«.
5. ‘Solo’
‘Solo’ er fyldt med dobbeltbetydninger. First things first synger Frank her om stoffer – lige i hælene på hans mors telefonbesked. »Two grams« og »smoking good«.
Mens musikken består af et afdæmpet orgel og små fløjtelyde, kan tekstens ’solo’ både handle om at køre solo (i forhold til en anden person) og at være ’so low’, som ordet også kan høres som om.
»Inhale, inhale, that’s heaven«, synger Frank – som om stofferne er en måde, hvorpå man for en stund kan undslippe det kaos, livet er.
»It’s hell on earth and the city’s on fire«, lyder det i omkvædet. I det hele taget et ekstremt intelligent skrevet nummer.
6. ‘Skyline To’
Et relativt ensporet track, hvor Frank synger over en guitar, lidt violiner og nogle trommer, der lyder som var de optaget ti kilometer væk.
Der spekuleres i, at Kendrick Lamar bidrager med de små ord, som accentuerer Franks tekster: Blur, smoke, haze.
7. ‘Self Control’
Kærlighed er igen temaet, denne gang af en næsten desperat karat.
»I’ll be the boyfriend in your wet dreams tonight«, synger Frank, inden han i omkvædet udbryder »you made me lose my self control, my self control« med en stemme, der næsten knækker.
Nummeret er en ømtonet guitarballade, og ’desperat’ skal forstås i forhold til hans ord – stemmen er blid og emmer af forhåbning.
Igen er der ingen officiel gæsteliste at forholde sig til, men der spekuleres i, at den svenske rapper Yung Lean leverer det andet omkvæd.
8. ‘Good Guy’
Det elektriske orgel styrer på dette lille nummer på 67 sekunder, hvor Frank umiddelbart fortæller om en blind date.
9. ‘Nights’
Det mest oplagte talepunkt her er, at ’Good Guy’ er et opdelt nummer. Ikke sådan ’Pyramids’-agtigt, men delt i to, hvor Frank næsten rapper første vers over en skrabet guitar og en trommemaskine.
Anden halvdel er mere sløv og emotionel med klaver.
10. ‘Solo (Reprise)’
Man behøver ingen trackliste for at høre, at dette er André 3000, som har fået sit helt eget ’nummer’ på ’Blonde’ – en videreførelse af deres samarbejde fra ’Pink Matter’ fra ’Channel Orange’.
Det er ikke meget, man hører fra André i disse dage, og at høre ham i fuldt rap-gear er en fornøjelse – han får virkelig klemt mange ord ud i løbet af de 79 sekunder.
11. ‘Pretty Sweet’
Et lidt mærkeligt interlude, hvor Frank synger forvrænget over en skrabet guitar, inden der til slut går drum’n’bass og børnekor (!) i den.
12. ‘Facebook Story’
Et inderlude som består af en lille historie, formentligt fortalt af den franske producer. Det er dog ingen ligegyldighed, og man forstår Franks fascination af historien, som handler om bekræftelse i en virtuel verden kontra den virkelige, håndgribelige kærlighed.
13. ‘Close to You’
Endnu et kort interlude, hvis eksperimenterende electronica-bund godt kunne være lavet af Jamie xx eller James Blake, hvis man vil holde sig til noget fra gæstelisten.
Hertil er nummeret et remix af en art af The Carpenters-klassikeren ’Close to You’.
14. ‘White Ferrari’
Første halvdel af nummeret rider på en ’Twin Peaks’-agtig sky af synthesizere, men mod slutningen sker der noget mere radikalt.
Det lyder næsten som Justin Vernon, der synger, men siden Bon Iver-frontmanden ikke er at finde på gæstelisten må man gå ud fra, at det er Frank selv, som ytrer de yderst ømtåleligt smukke linjer.
15. ‘Seigfried’
Teksten såvel som sangens navn lægger op til en hel masse fortolkning, som vi ikke kan kaste os over i en first listen – men det her virker ved første øjekast som et meget vigtigt nummer. Et sted hvor Frank omtaler sit eget mod (eller mangel på samme) i en verden, hvor han prøver at holde fast i sig selv, selv om normerne siger, at man skal leve på én måde.
Læg hertil de flotte filmstrygere, og vi har at gøre med et centralt nummer.
16. ‘Godspeed’
I følge Genius har Frank i sin ‘Boys Don’t Cry’-publikation skrevet en lille tekst om ‘Godspeed’, der eftersigende består af en tekst, der henvender sig til ‘Unge Frank’
Sangen har et svagt gospel-feel, som forstærkes i den korte outro, der synges af gospel-sangerinden Kim Burrell.
17. ‘Futura Free’
Ni minutter og 24 sekunder! Den tilbageskuende ‘Futura Free’ (hvis anden halvdel er interview/samtale) er i den grad en værdig afslutter på et intimt, smukt og dybt personligt album, der er meget mindre in your face end ‘Channel Orange’ var.
‘Blonde’ virker som et album, hvor ‘First Listen’-konceptet kommer til sin ret. Det her er et umiddelbart indtryk, og ‘Blonde’ er et album, som kommer til at kræve meget mere tid. Og også noget af sin lytter. Her er få hooks og endnu færre poppede indslag, og teksterne virker i den grad som noget, man kan blive ved med at dykke ned i – både for deres budskaber og opfindsomheden i brugen af ord.
Læs også: Få et kig ind i Frank Oceans ‘Boys Don’t Cry’-magasin
Læs også: Frank Ocean om det nye album ‘Blonde’: »I had the time of my life making all of this«