Magisk samarbejde: Leithauser + Rostam byder på retrofetichisme med nutidskant

5 6
Magisk samarbejde: Leithauser + Rostam byder på retrofetichisme med nutidskant

På sin solodebut (’Black Hours’, 2014) legede Hamilton Leithauser, ex-frontfigur i de elegante tusmørkerockere The Walkmen, med sange, der lød som var de hentet fra den store amerikanske sangbog – fra dengang hvor rock endnu ikke var en samlebetegnelse for ungdommens populærmusik.

Der var dømt Sinatra-croon med strygerledsagelse, foruden honky tonk, doo-wop og meget mere. Leithausers mørke, Rod Stewart-raspede røst smøg sig om det hele med romantikerens blanding af charme og desperation.

Hvis ’Black Hours’ lød som en sonisk ækvivalent til et falmet polaroidfoto fra en fest fra en for længst nedlagt natklub i 50’ernes New York, så sørger makkerskabet med Rostam (Batmanglij), ex-kreativ hjerne i Vampire Weekend, for at Leithausers old time-sensibilitet bliver omplantet til den digitale tidsalder. Rostam er garant for nogle stærke to-the-point-produktioner, der får Leithausers genfremkaldelser af fortiden til at tage sig skarpe og farvemættede ud.

Rostam bidrager med melodiske klaverlinjer og, ikke mindst, som iscenesætter af percussion-elementer, der er hevet helt frem i forgrunden, så sangene fremstår dirrende vitale frem for støvede eller sepiatonede.

Bare lyt til førstesinglen ’A 1000 Times’ (hvis versmelodi er så indlysende, at man tager sig i at tænke, at der må være tale om en genindspilning af en velkendt sag fra Walkmen-kataloget), hvor den percussive bund Rostam har lagt ind, er så insisterende og skridsikker, at Leithauser tilsyneladende føler frihed til at lade sin vokal skeje desto mere ud.

I det hele taget virker det som om, Rostams sikre hånd bag producerpulten og som multiinstrumentalist har fungeret som en saltvandsindsprøjtning for Leithausers lyst til at folde hele sit betragtelige vokale format ud.

Han skriger, stønner, hvisker, bønfalder, koketterer og crooner med en sjælden sans for, at det romantisk silkebløde til hver en tid kan flås op af en gennemtrængende, rå rasp af en intonation. Han er en konstant forrygende tilstedeværelse på et album, der sangskrivningsmæssigt er mere koncist i sit snit end forgængerens mere omskiftelige, og måske derfor lettere ufokuserede, palet af sange. Også i den forbindelse tiltror man Rostams øre for den gode popmelodi at have udøvet sin virkning.

’Rough Going (I Won’t Let Up)’ sætter for alvor festen på skinner med sin doo-wop-drevne kækhed, mens den underskønne ’In a Black Out’ er dekoreret med et lifligt, men meget diskret placeret korparti, og en guitarlinje, der er hentet ud af en Johnny Cash-skæring fra 50’erne. Klaver og banjo sætter ømt Leithausers blide sangforedrag i scene på ’Peaceful Morning’ (det vil sige lige indtil Leithauser igen finder raspen frem!) og det Muscle Shoals-agtige blæserstykke på omkvædet til ’When the Truth Is…’ får den ellers vuggesangagtige melodi til at tage en svingom med den hornede selv.

På den mundharmonikaindrammede ’You Ain’t That Young Kid’ lægger Leithauser sin vokal i et tilbagelænet leje, der giver den galopperende saloon-ballade en form for underspillet modspil. Allerbedst er måske den country-glidende, men percussion-indsmurte ’The Morning Stars’, hvor Leithauser når nye højder for sit romantisk higende stjernekiggeri.

’I Had a Dream That You Were Mine’ er et fornemt eksempel på, at markante musikere fra hver sin hylde med stort udbytte kan finde melodien sammen, når de lader inspirationen få frit afløb, men samtidig formår at tøjle genreekskursionerne i en form, hvor den direkte appel ikke ofres til fordel for en eller anden vidtløftig ambition om at favne det hele på én gang.


Kort sagt:
Makkerskabet med Rostam (ex-Vampire Weekend) får velsyngende Hamilton Leithausers (ex-The Walkmen) genfremkaldelser af fortiden til at tage sig skarpe og farvemættede ud. Retrofetichismen, der kalder på alt fra doo-wop, 50’er-country, honky tonk og Sinatra-croon, får tilført nutidskant og poppet tilgængelighed gennem Rostams produktioner.

Hamilton Leithauser + Rostam. 'I Had a Dream That You Were Mine'. Album. Caroline.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af