Hiphopduoen Swet Shop Boys skaber transatlantisk oprør
Kashmir. Smag lidt på ordets ene betydning. Det er noget, man forbinder med en graciøs elegance. Den finest uld, højt prissat grundet sin fjerlette natur og sjældne beskaffenhed.
Og slå det så ud af hovedet igen – for faktisk hører ovenstående beskrivelse ikke hjemme i denne anmeldelse, hvilket netop er formålet med debutalbummet fra det transatlantiske rap-makkerpar Swet Shop Boys. Ud over de finurligt udtænkte punchlines, som Heems og Riz Ahmed overdynger albummet med, er der ikke megen yndefuldhed at spore.
Albumtitlen kan og skal naturligvis ikke ses i lyset af den fornemme gedeuld. Rettere er det en reference til mange sydasiatiske individers skæbnesvangre forhold til Kashmir-regionen i vest-Himalaya, hvor Indien og Pakistan i 40’erne blev til de lande, vi kender i dag, gennem en blodig territorial strid. Amerikanske Heems har rødder i Indien, britiske Ahmed i Pakistan.
Skru tiden godt og vel 70 år frem, og man lander durk i en – ifølge duoen – knap så fager ny verden, hvor mennesker fortsat fasttømres i fordomsfulde og gavnløse nationalitetsroller. Sådan lyder præmissen, men reelt er en større historisk og politisk indsigt ikke nødvendig for at kunne nyde godt af albummet,
Så tidligt som på introen, ’T5’, påkaldes et forvarslende call to arms med trancebringende slangetæmmerrytme og indikation af, at noget er råddent. Det er lufthavnens terminal 5, der italesættes, og Riz og Heems er overordentlig trætte af at blive dæmoniseret i sikkerhedskontrolenl.
Her skal kampråbet selvfølgelig forstås rent metaforisk med henblik på albummets verbale ammunition, der indeholder flere vittige stikpiller og one-liners, end jeg måske nogensinde har måttet lægge øre til over blot 35 minutter. I den forstand afvæbner ’Cashmere’ lynhurtigt det ofte småkedelige i politisk rap. Forestillingen om, at politik er gjort af noget gråt, knastørt og trivielt rives fuldstændig fra hinanden takket være lyrisk begavelse og spidsfindig humor.
Begge rappere bidrager med poesikræs. Heems påpeger samfundshykleriet i lukkeren ’Din-e-Ilahi’ (»used to call me curry, now they cook it in the kitchen«), men ofte er det Ahmed, der tager medaljen med en usædvanlig ligevægt i sine verbale gennemboringer, der bistås af sydasiatiske aromatiseringer og vittig opfindsomhed.
På ’Zayn Malik’ (med reference til One Direction-afhopperen) stikker han til forældede religionsidealer med det hellige ordspil »Look, Zayn Malik’s got more than 80 virgins on him / there’s more than one direction to paradise«, og på ’Phone Tap’ åbnes der for alvor op for galdesluserne, når det vestlige samfunds panoptiske tendenser lemlæstes: »Rizzy speaks like WikiLeaks investigations«. Ikke underligt ser han sig selv som en lidet yndet whistleblower, der glædeligt tager sig selv med i faldet, så længe den skinbarlige sandhed om et racistisk samfund stilles til skue fri for bortforklarende eufemismer.
’Cashmere’ kan dog kun i ringe grad kan påduttes mærkatet politisk rap, da man snarere er vidne til en flerkulturel legeplads af afklædende punchlines, som sjældent rammer andet end plet og kombineres med velkrydrede beats.
Lydtapetet, produceret af britiske Redinho, er gennemblødt af paisley-mønstre og trakterer lytteren med det bedste fra Sydasien. ’Aaja’ tilbyder en fornøjelig kanalisering af Bollywood-toner, men der hives også fat i et mere ildevarslende lydspektrum på ’Half Moghul Half Mowgli’.
Alligevel træder Swet Shop Boys enkelte steder ved siden af. Når nu resten af albummet er så godt og morsomt stykket sammen, synes det besynderligt, at protesttemaet brydes af de formålsløse ’Swish Swish’ og ’Tiger Hologram’ – begge synthtunge klubudspil, der vrimler med ubesindige bemærkninger. De har nok været tænkt som frikvartersindspark for at løsne lidt op for den politisk ladede stemning men virker overflødige på et album, der i forvejen bløder op for en ellers tung atmosfære med så mange satiriske bemærkninger, at det halve kunne være nok.
Kort sagt:
’Cashmere’ er i sin helhed et ganske fortræffeligt lyt, der ofte kidnapper ens opmærksomhed med en sjældent set blanding af spydig samfundskølhaling og underfundig kvikhed. Af og til hopper den ellers så velsmurte kæde dog lidt af, når det transatlantiske makkerpar alt for åbenlyst prøver sig med ignorant afveksling.
Læs interview: Riz Ahmed er rapperen, der bliver ‘Star Wars’-helt