Ty Dolla $igns ‘Campaign’-mixtape er ikke politisk – til gengæld er der hits
Selv om det ikke er længere siden end november 2015, at Ty Dolla $ign udgav sit første rigtige album, er et lille års tid umiddelbart en lang karensperiode i hans verden.
Albummet ’Free TC’, der kom i kølvandet på et par succesfulde ep’er, var nemlig blot det foreløbige højdepunkt i en jævnlig strøm af udgivelser siden 2011. At han holder udgivelsesfrekvensen høj med sit nye mixtape ’Campaign’ er der derfor heller ikke noget videre odiøst i, men om mixtapet udkommer med rettidig omhu kan til gengæld diskuteres, både hvad angår timing og titel.
Oprindeligt var udgivelsen nemlig tiltænkt som et sommersoundtrack, men om det var årstiden, der sluttede for tidligt, eller Ty som var for træg til at færdiggøre det, melder historien ikke noget om.
Selv om timingen her umiddelbart forekommer noget bedre – mixtapet udkom fredagen før Trump og Clintons første tv-duel – er det stadig svært at finde belæg for titlen på udgivelsen. Eller det vil sige: Hvis det handler om at gøre kampagne for Ty Dolla Signs egen uovertruffenhed, er titlen sådan set sigende nok.
Udover introens monolog om præsidentvalg og den elegante ’No Justice’ om politivold med den fængslede bror Big TC, som også lagde navn til Ty’s forrige plade, er det ikke just det politiske indhold, som kendetegner ’Campaign’.
Mens forgængeren havde besøg af popsmede som Babyface, Kanye og R. Kelly, henter ’Campaign’ snarere sit persongalleri og sine postulater i trap-universet. Fælles for begge album er dog, at det kvindelige perspektiv ikke levnes meget plads, selv om de og deres attributter udgør det primære genstandsfelt. Hvor ’Free TC’ i det mindste havde faetures fra blandt andet Brandy og Sevyn Streeter, glimter de kvindelige stemmer således ved deres fravær på ’Campaign’.
Albummet lægger i stedet fra land med den selvforherligende ’$’ og sommerhittet ’Campaign’ med Future, som onde ører måske vil mene lægger sig lidt for tæt i slipstrømmen på Desiigners ’Panda’ med sin trappede produktion og snøvlede lyrik – eller måske rettere sagt selvsamme Futures ’Wicked’ og ’Jumpman’, som ligeledes bærer Atlanta-rapperens signatur med sin firedobbelte gentagelse af omkvædet.
Herefter skifter albummet – i hvert fald musikalsk – tema med mere downtempo-numre, skiftende fra urban contemporary på ’Juice’ over klassisk slowjam på ’R&B’ til ’Stealing’, som må være noget af det tætteste, man kommer på folkmusik i et hiphop-univers.
Allerbedst er dog den delvist autotunede ’Clean’, hvis titel referer mere til Ty Dolla $igns påklædning end promille, og som netop formår at forene albummets to dimensioner.
Selv om meget kan tillades inden for mixtapets liberale rammer, kan man således også diskutere, om ’Campaign’ ikke ville have fungeret bedre som flere og mere selvstændigt profilerede ep’er. Det tager dog ikke noget fra, at flere af numrene – på trods af deres manglende sproglige opfindsomhed – ligger over det niveau, man normalt associerer med mixtapes.
Kort sagt:
Selv om titlen måske indikerer et politisk engagement og andet intellektuelt niveau end det, mixtapet leverer, kompromitterer det ikke Ty Dolla $igns evne til at skrue et habilt hit sammen, og man imponeres over, hvor mange genrer han efterhånden mestrer.