Autechre i DR Koncerthuset: I maskinernes mørklagte vold

Hvis ikke det var fordi, der gennem Autechres 25 år lange karriere er taget en del pressefotos a d’herrer Sean Booth og Rob Brown, kunne den totalt mørklagte sal næsten forlede én til at tro, at maskinerne helt alene tog sig af aftenens opvisning i dekonstrueret electronica. Duoen har over 12 album igen og igen udforsket de dybeste afkroge af den moderne elektroniske musik, og den timelange koncert var i ordets bogstaveligste forstand en mørk oplevelse.

I ly af mørket sneg duoen sig på og af scenen, så der var altså ingen tvivl om, at musikken – og intet andet – var omdrejningspunktet. Det signalerer stor tiltro til både egne musikalske evner og publikums koncentration, men kræver også, at lydanlægget er fuldstændig fintunet. Det var det heldigvis også.

Hver en metalisk hvislen, organisk boblen og foruroligende basdrøn kunne registreres af både øregang og brystkasse. Ja, hvis et par briller eller andre beklædsningsgenstande røg af publikum under koncerten, må det tilskrives de knoglemarvsrystens vibrationer, der igen og igen blev sendt gennem kælderetagen i Koncerthuset.

Grundtonen i Autechres koncert lagde sig meget op af deres seneste albumudgivelser og bød altså på masser af skurende maskinelle klangflader og langsomt slæbende beats, der konstant afveg fra de traditionelle 4/4-strukturer. Faktisk var der reminiscenser af de helt tidlige album, fra dengang Booth og Brown stadig skrev reelle melodier. Til gengæld var der særlig meget at hente fra den tid, hvor duoen dyrkede de kaleidoskopisk og frenetisk oppiskede beatsstrukturer, der for alvor gav dem kultstatus.

Selv om jeg personligt havde frygtet en aften med en overvægt af abstrakt manipuleret støj, var det faktisk lidt skuffende, at Autechre ikke spassede mere ud i den retning. Det var givetvis helt bevidst, at publikum skulle tabe fornemmelsen af tid ogh rum i det totale mørke og lade sig fuldstændig forføre af maskinernes syngen og maltrakterede beatstrukturer. Det var intenst og dragende i et godt stykke tid, og kulminerede i et muteret dubstep-agtigt stykke cirka midtvejs i koncerten. Så kom der nogle orgelklingende stabs, men herefter fes dynamikken desværre noget ud af løjerne, og den sidste fjerdedel var alt for stillestående.

Beatsne blev for sporadiske, klangfladerne for mudrede og ufokuserede, og de kropsrystende basangreb aftog. Derfor endte man faktisk med at stå og kede sig lidt til sidst, hvilket var synd, når nu de to herrer (eller maskiner?) havde fået bevist, hvorfor de er nogle af den moderne elektroniske musiks vigtigste figurer.