Den dystopiske alvor er blevet brændemærket fast på vores nethinder: Kendrick Lamar i tunge lænker og fængselsdragt rapper foran en brændende scene til den amerikanske Grammy-prisuddeling. En sort mand og en hvid politibetjent slås, til de segner om af træthed i videoen til Run the Jewels’ ‘Close Your Eyes (And Count to Fuck)’.
Fra Schoolboy Q’s snerren til Vince Staples’ sortsyn har hiphoppen på fængslende vis afbildet USA som et samfund i opløsning i efterskæret af Ferguson og de efterfølgende racerelaterede uroligheder.
Men to af årets stærkeste album peger mod et nyt lys i mørket. Både Anderson .Paak og Chance the Rapper skildrer, henholdsvis på ‘Malibu’ og ‘Coloring Book’, verden med en anderledes livsglæde og et håb, der overstråler den barske kamp. En livsglæde, der forplanter sig i dansable soul-beats, feel good-jazz og gospelkor og siver helt ud i de spraglede album-covers, der i sig selv står i skærende kontrast til de sort/hvide vinduer til Kendrick og Vinces verdener.
Det hele indkapsles symbolsk i de to vedholdende mantraer ‘Don’t stop now, keep dreaming’ og ‘Never drown, the water may be deeper than it’s ever been, never drown’, der melodisk konkluderer de to respektive album. Det er et perspektiv, der tager sit udgangspunkt i hverdagen, men finder håb i troen og drømmene.
I sig selv repræsenterer de to opløftende plader ikke et skelsættende nybrud. Den positive modpol til det dystre, til tider næsten nihilistiske verdenssyn i hiphop har gennem historien bidraget til at opretholde en balance i miljøet. Ikke mindst omkring de tidlige 90’ere takket være grupper som De La Soul og A Tribe Called Quest, der trak vreden ud af hiphop og i stedet pumpede den fuld af et mere jordnært ungdomsunivers som del af Native Tongues–bevægelsen.
Grupperne og deres kumpaner revolutionerede ikke kun, hvad hiphop kan stå for, men også hvordan hiphop kan lyde med en varm og fløjlsblød funkyness, der blev trukket op af rillerne på 70’ernes soul- og jazz-plader. Lyden blev indprentet i en serie af mesterværker – fra ‘3 Feet High and Rising’ til ‘The Low End Theory’, der er blevet kanoniseret allemandseje og var med til at skitsere grundplanen for artister som The Roots og Kanye Wests karrierer – og ja, Anderson .Paak og Chance the Rapper.
Kirkens opløftende kraft
Alligevel er .Paak og Chance interessante at se på som mere og andet end en del af en lang tradition og et venskabeligt modspil til Kendrick og co. Deres udgivelser synes på et mere overordnet plan at manifestere en udvikling i hiphoppens værdisæt, der har været undervejs i flere år.
Ideen om positiv hiphop har traditionelt været næsten synonym med såkaldt conscious hiphop. Et begreb der ikke kun har været koblet til almen samfundsbevidsthed, men også en specifik afroamerikansk selvbevidsthed – afrocentricity – der har fungeret som et ideologisk, kulturelt og identitetsmæssigt samlingspunkt i de afroamerikanske miljøer. For mange kunstnere, fra førnævnte De La Soul og A Tribe Called Quest til Mos Def og Talib Kweli, har det først og fremmest været en kilde til stolthed, fællesskab, farverig mode og en nysgerrighed omkring den afrikanske musikhistorie.
Men tankesættet var også en central ingrediens i den militante Black Power-bevægelse og ikke mindst hos the Nation of Islam, der opnåede stor popularitet og tilslutning i 90’ernes hiphopmiljø med budskaber, der blandt andet er blevet beskyldt for at advokere raceadskillelse og homofobi.
Den positive hiphop har derfor historisk set eksisteret i et komplekst spændingsfelt, hvor afstanden har været bemærkelsesværdig kort mellem fredelige idealer om dannelse og bevidsthed og en aggressiv sort nationalistisk diskurs.
De nyere generationer deler både kærligheden og tilknytningen til det sorte fællesskab, bekymringen for dets velbefindende og ikke mindst nysgerrigheden efter at hylde den afroamerikanske musikskat, men fra Kanye til Kendrick ses en tiltagende tydelig tendens til, at budskabet også rodfæstes i en kristen diskurs. Kirken er i sig selv en af de mest centrale institutioner i den afroamerikanske kultur og med den følger ikke blot arven fra Martin Luther Kings ikke-voldelige tilgang til borgerrettighedskampen, men også den opløftende gospelmusik og troen og håbet som essentielle ledetråde i livet.
Kirken har altid været tilstede i hiphoppen, men med Anderson .Paaks ‘Yes, Lawd!’-råb og Chance-linjer som »I don’t make songs for free, I make ‘em for freedom / Don’t believe in kings, believe in the Kingdom« fra ‘Blessings’ giver den højere og mere opløftende genlyd end længe.
Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen
I denne uge sætter vi i et tema fokus på politisk hiphop – se alt vores indhold HER.