Mesterværk: Public Enemy udgav i 1988 forfaderen til den politiske hiphop
Ét album står over alle andre som forfaderen til den serie af politisk ladede udgivelser, der i de sidste år er væltet ud fra folk som Kendrick Lamar, Vince Staples og senest A Tribe Called Quest. Public Enemys andet album ’It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ rystede i 1988 den amerikanske musikindustri i sin grundvold og tog sammen med N.W.A’s ’Straight Outta Compton’ endegyldigt hiphoppens uskyld. ’It Takes a Nation…’ handlede om meget mere end musik: Albummet gav hiphoppen en stemme og gjorde den farlig.
Public Enemy var i 1988, såvel som de er det i dag, en gruppe uden store musikalske begavelser. Men Public Enemy var netop ikke fødte musikere: De var et stærkt samfundskritisk kollektiv, som blandt andet takket være producerteamet The Bomb Squads enestående forståelse af deres vilje og energi, formåede at bruge det musikalske medie som talerør med en overvældende kraft. Og i processen skabe kunst med en uhørt drivkraft og vitalitet.
The Bomb Squad placerede lytteren i revolutionens epicenter, hvor alt er i bevægelse, og man må klamre sig til de hundredevis af samples, der suser om ørene på én. Det er hiphoppens lo-fi svar på Phil Spectors wall of sound. En wall of noise skabt af lag og atter lag af samples af alt fra James Brown-breakbeats til hylende sirener og skrattende brudstykker af politiske dundertaler. Et adrenalinpumpende grundlag for frontmand Chuck D, der aldrig har været den mest tekniske rapper, men buldrer fra talerstolen med en karisma, som er Malcolm X eller Fidel Castro værdig.
På ’Black Steel In the Hour of Chaos’ leder han over en hypnotiserende Isaac Hayes-klaverfigur an i en masseflugt fra et fængsel med så forførende oratoriske evner, at du følger ham lige i hælene med din knyttede næve løftet mod nattehimlen. Nummerets oprør mod et fængselssystem, der er sølet ind i institutionaliseret racisme, er mere aktuelt end nogensinde, og generelt står pladens vrede mod et hvidt Amerika, der ikke kan rumme sin afroamerikanske befolkning, som en grundtegning for meget af dagens politiske hiphop.
Samtidig med dette var albummet, som mange andre på sin tid, også en hyldest til hiphoppen som den frie og sjove udtryksform – noget den rappende klovn Flavor Flav og DJ Terminator X bidrog til gennem verbal fandango og scratch med Queen-plader.
Den stærke kontrast mellem særligt Flavors barnlige energi og Chuck D’s tordnende fremførsel af gruppens politiske dagsorden bidrager til et ekstremt eklektisk værk, som ved gennemlytning i dag momentvis forekommer fuldstændigt absurd. I 1988 var leg dog ikke blot stadig en aktiv del af hiphoppen, det var blandt de hovedelementer, der havde gjort kulturen så smitsom blandt hele landets (og resten af verdens) ungdom. Det var netop det at spore den spirende kultur ind på politisk uretfærdighed og troen på, at hiphop kan gøre en forskel, der gav albummet dets kolossale gennemslagskraft.
’It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ skal ses som et kulturelt værk snarere end alene et musikalsk. Det udfordrede den voksende hiphopkultur til at udnytte sin styrke og tage et politisk ansvar. Af samme grund føltes pladen i mange år som et levn fra fortiden, der var svært at placere i den moderne hiphop. Men i lyset af den politiske stillingtagen, der igen er vokset frem i mainstream-hiphop, står arven fra albummet pludselig krystalklart. ’It Takes a Nation…’ er et tonstungt monument i hiphophistorien – et album med en vilje, gennemslagskraft og så unik karakter, at dets sidestykker kan tælles på meget få fingre.
Kort sagt:
Public Enemy var i 1988, såvel som de er det i dag, en gruppe uden store musikalske begavelser, men ’It Takes a Nation…’ står alligevel som et tonstungt monument i hiphophistorien – et album med en vilje, gennemslagskraft og så unik karakter, at dets sidestykker kan tælles på meget få fingre.
Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen
Se hele vores tema om politisk hiphop HER.