Narcosatanicos ‘Body Cults’: Et frydefuldt bombardement mod sanserne
Der skal eftersigende stadig være spor af radioaktivitet i den tidligere kemikaliefabrik, som udgør Narcosatanicos’ øvelokale. Sundhedsskadelige omgivelser eller ej hersker der ingen tvivl om, at den aarhusianske sekstet begår sig i et univers, som ingen andre bands herhjemme gør dem kunsten efter. De kultiverer en brutal, men samtidig dragende rockmusik, hvis kakofoniske natur er et frydefuldt bombardement mod sanserne.
Gruppens instrumentale adelsmærke er kombinationen af guitarer og saxofon, hvilket anvendes til fuld effekt gennem hele albummet. Den rytmiske accentuering i ‘Vile’ og ‘Mania’ lyder som en diabolsk version af Burning Red Ivanhoe, og ligesom det progressive 60’er-band fusionerer Narcosatanicos avantgardistisk freeform-jazz med rockens teksturer. Dog i en væsentligt mere aggressiv variant, hvor instrumenterne buldrer og brager i en sonisk fortættet collage af psykedelisk støjrock, krautrock og metal.
Narcosatanicos er som en musikalsk ækvivalent til den sagnomspundne Hydra fra den græske mytologi: Et ni-hovedet uhyre, som voksede to nye hoveder frem, hver gang man huggede ét af. På samme vis vokser der hele tiden nuancer ud af gruppens rigt facetterede udtryk, bedst som man tror, at man har regnet dem ud.
‘Matamoros’ fremmaner en tilbagelænet stemning, hvor Zeki Jindyls saxofon døsigt bevæger sig mellem diskret trommespil og puslende elementer i krogene – ikke ulig Angelo Badalamentis jazzede vignetter i blandt andet ‘Twin Peaks’ og ‘Lost Highway’. Gradvist knejser de tunge guitarer mod et tordnende klimaks, og man er atter omsluttet af et band, der behersker det kontrollerede kaos med overbevisende overblik.
Kontrasterne dyrkes og maksimeres til fuld effekt. I ‘Vulvic Church’ hvirvles man rundt mellem voldsomme guitardrøn og klingende saxofon-solopartier, ligesom den krautrockende ‘Bliss’ byder maskinel repetition og strukturel opløsning indenfor i Narcosatanicos’ hule.
Desuden bidrager bandets to vokalister, Victor Kim og Tobias Holmbeck, med både desperado-skrig og dybe mandestemmer. Mestendels for effektens skyld, dybt begravet i mixet som de er, men ikke desto mindre indgår vokalerne som komponenter i det samlede udtryk.
Nogle gange er det ganske forfriskende at få ørerne blafret øre af en kaskade af flimrende indtryk, og enhver med hang til psykedelisk støjrock bør unde sig selv en tur i manegen med Narcosatanicos.
Kort sagt:
Som bandnavnets diabolske undertoner antyder, er lyden af den aarhusianske sekstet som et helvedeshedt kammer, hvor flammerne slikker op ad sortsvedne vægge. Avantgarde-jazzede saxofonvignetter kolliderer med brutale guitardrøn i et frydefuldt bombardement mod sanserne. Narcosatanicos begår sig i et originalt univers, hvor det kontrollerede kaos beherskes med overbevisende overblik.