»Hvis du spørger mig helt personligt om, hvor vi er på vej hen, så er jeg bange for, at vi virkelig bliver nødt til at se konsekvenser, før folk vågner«.
Ordene kommer i et alvorligt toneleje. Benny Jamz har taget sine tynde, runde briller af og lagt dem fra sig på bordet imellem os. Han taler hurtigt, og hans øjne spiler sig op, når han vil pointere noget.
Vi taler om politik. Og vi taler om musik. Her har Benny Jamz tydeligvis noget at sige. Rapperen og produceren, der også går under aliasset Højer Øye og er med i B.O.C.-crewet, udgav som solokunstner i 2014 ep’en med den utvetydige titel ’Brænd system’. Snart er han aktuel igen, denne gang i firkløveret Molo, der også tæller Gilli og MellemFingaMuziks Branco og Stepz. Deres selvbetitlede debut-ep er ude inden året er omme, og singlen ’Udenfor’ er allerede landet.
Jeg spørger Jamz, hvad han synes om prædikatet »systemkritisk«, der ofte klistres på hans musik.
»Jeg ved ikke, om man kan putte det ind i en boks. Når jeg for eksempel laver ’Brænd system’, så er det ikke engang kritik, det er bare direkte vrede og had mod systemet. Molo er også systemkritisk, men sangene handler altså også om andet«.
»Hvis jeg snakker for mig selv, så er der noget politisk i det hele. Der er nogle undertoner, der ofte handler om the struggle. Jeg kan nogle gange kigge tilbage på mine egne vers og sige til mig selv: ’Shit, jeg prøvede ikke engang at skrive noget politisk!’«.
Gadens gennembrud
Det er ikke fordi politik er det, der har fyldt mest i dansk musik de seneste årtier. Natasja gav ganske vist en opsang til politikerne i megahittet ’Gi’ mig Danmark tilbage’ fra 2007, og samme år udgav Aarhus-rapperen Marwan albummet ’P.E.R.K.E.R.’, der var med til at give gaden og de unge andengenerationsindvandrere en stemme i det danske musikmiljø.
Der skulle dog gå tid, før det brød igennem til mainstreamen, for den gamle garde sad tungt på tronen i dansk hiphop. Kidd var et nybrud, da han i 2011 bragte den unge generation helt i front via Youtube og gjorde den hjemmelavede DIY-æstetik populær fra hjemstavnen på Nørrebro. Men man skal længere frem, før blokkene uden for Københavns brokvarterer for alvor bliver repræsenteret.
Det var først og fremmest Sivas og Gillis kæmpesucces med ’d.a.u.d.a’, der banede vejen. For med dét hit forrest blev 2014 året, hvor tingene vendte og en ny bølge af artister fik et talerør til den brede befolkning. Det andet Danmark blev et varmt emne, ikke i nyhedsdækningen og avisernes debatsektion, men i radioen, på festivalerne og i kulturlivet. Og det har været med til at ændre dansk rap både musikalsk og sprogligt.
»Det er ikke for at sige noget dårligt om forgængerne, men det er derfor, dansk rap ikke har kunnet blive taget seriøst på samme måde førhen«, fortæller Benny Jamz. »Der var ikke en struggle, det var ikke gaden og de samme ting, der foregik. Mange brugte udenlandsk slang i deres tekster. Det var ifølge min mening ikke godt nok rent kunstnerisk, fordi det ikke gjorde nok brug af det danske sprog. Nu har du en masse slang, som kun bliver brugt her, og som også bliver brugt i musikken. Det gør det mere autentisk«.
»Der er folk, der lytter til musik, og så er der folk, der forstår musik. På et tidspunkt følte jeg, at der overordnet ikke var nogen forståelse for det. Der var ikke nogen forbilleder. Der var ikke nok folk, der havde forståelsen. Jeg siger ikke, at der ikke var nogle, for det var der, men der var ikke nok. Der er kommet større bevidsthed om det i dag«.
Det skal forstås som en god ting. For musikken repræsenterer forskellige demografiske grupper i landet og bringer dermed befolkningen tættere sammen.
»Det er blevet ting, du kan relatere til, ligesom det også er blevet et bedre billede af, hvad Danmark er«, siger Jamz anerkendende.
Ghetto-Danmarks nye generation
En populær tese i kunst- og kulturverdenen siger, at personlig modgang ofte resulterer i god kunst. Selv om tesens holdbarhed kan betvivles, er der stadig et vist grundlag for påstanden. Det gælder også i denne sammenhæng.
En mulig forklaring på det manglende politiske engagement i dansk musik gennem årene er, at det simpelthen ikke har været særligt oplagt at fokusere på, når man bor i et velfærdssamfund.
Den relativt homogene befolkning og den økonomiske fordeling har historisk set udglattet konflikter i samfundet, og det har sat sit præg på kulturen. Firkantet kan det siges sådan, at folk har haft det for godt til, at det var noget, man ville bruge kunsten til at tematisere.
Det billede har ændret sig. For blot et par år siden havde det været utænkeligt, at samfundskritik kunne leveres som den gør det på Gillis landeplage ’C’est la vie’, hvor Stepz i en henvendelse til lytterne omtaler sine indbrud som en konsekvens af systemets behandling af ham.
Det er den struggle, Benny Jamz henviser til. Den kamp, som dagligdagen kan være for mennesker med ringere økonomiske og sociale vilkår, som ofte bor i ghettoerne og har både kriminaliteten og fremmedgørelsen på tæt hold.
Vi er en del af den generation, der er vokset op med den danske ghettomentalitet
Molo giver udtryk for den samme kritik om end i en mindre direkte form. Gruppen, der egentlig hedder Molotov Movement, men nu benytter sig af den simple forkortelse, er nemlig, som Jamz også siger, mere end det.
»Det vil også være underligt kun at se Molo som en systemkritisk gruppe – hvis det i hvert fald er det, der skal stå med stort. For vi har altså også hygget os meget med at lave den her ep«.
Det er til at høre. Selv om flere numre rammer lyden af dansk gaderap lige nu, er der også en række varmblodede sange, der tydeligvis er mere inspirerede af lyden fra den sydlige halvkugles afropop end af den hiphop, der hitter i USA og Danmark lige nu. Sangene handler ligeledes også om andet end det hårde liv i ghettoen.
Men det er stadig ghettoen og blokken, der er den fælles underliggende klangbund i den bølge af hiphop, der er skyllet ind over landet de seneste to år, og som et nyere stjerneskud som Vejle-rapperen Jamaika også kommer fra.
Hvordan kan det være, at der er kommet så stort et fælles rykind i hiphoppen på så kort tid?
»Vi er alle sammen vokset op i det, som du kan kalde ghetto-Danmark«, siger Jamz med henvisning til medlemmerne i Molo. »Ligesom vi er en del af den generation, der er vokset op med den danske ghettomentalitet. Det er den kultur, der er i ghettoen, om du så er i USA, Frankrig eller Danmark«.
»I Danmark har vi i kortere tid haft en stor befolkningsminoritet, som har været i landet, og som har været samlet ét sted og ikke har været for spredt ud. Så kommer der en særlig måde, folk snakker på og klæder sig på. Og så kommer der den måde, som det ’rigtige Danmark’ kigger på en på. Men det er lige så dansk som alt andet. For det er jo noget, der er blevet skabt herhjemme«.
»Vi er vokset op i en generation, hvor Danmarks ghettomentalitet og -kultur har taget form, og hvor det er blevet til det, det er i dag. Nu er det her for at blive«, siger Jamz.
Og sådan som den danske hiphop-scene ser ud i øjeblikket, er der ikke rigtigt nogen grund til at sige ham imod.
Politik er et show
Men hvordan kommer alt det her så til udtryk i musikken, og har musikken dermed også et særligt politisk indhold at byde på?
Benny Jamz giver sit syn på det: »Jeg føler, der er en streg imellem politik og musik. Der er dem, der gerne vil være klogere og vide, hvad der foregår, og så er der dem, der bare gerne vil høre musik. Men jeg tror 100 procent, at grunden til, at musikken er blevet så stor og kommet ud til så mange folk, er fordi det er noget, der foregår i folks liv, og fordi folk kan relatere til de samme følelser. Det er blevet populært. Så man skal mere kigge på os og tænke, at vi måske skal gøre mere brug af, at folk faktisk lytter. Personligt synes jeg, at folk bør være mere politiske«.
»Men det er også svært at bruge ordet politisk, for jeg tror ikke rigtigt på politik. Det er et show ligesom showbiz. Det er entertainment. Men samtidig ville jeg ønske, der var større efterspørgsel efter noget musik, der havde mere mening. At folk gik mere op i dét. Men det er ikke tilfældet«.
Det kan være svært selv at få bragt de emner, man finder relevante, til bords. Mulighederne ligger ellers foran os, og vi har teknologien med os, men i den senmoderne verden med dens sociale medier og hektiske nyhedsdækning er der mange andre og meget andet, der løber med ens opmærksomhed.
»Vi lever stadig i en informationsalder, hvor vi kan lære og blive ved med at lære, men på samme tid som vi kan blive så meget klogere, så bliver der brugt ufatteligt meget energi på at overinformere os med lort«, siger Jamz tydeligt frustreret.
»Jeg er ikke blevet født med Instagram i hånden og kan sagtens holde min distance. Men der er jo folk, der ikke har det på den måde og ikke engang har gjort sig de her tanker. Og der kan jeg godt blive lidt trist og tænke: ’Hvad er det for en verden, vi er på vej ind i?’«
Sygdom og fremskridt
Når fremtiden alligevel ikke ser helt lys ud trods fremskridtene, så bunder det også i andre ting. Dels at ghettomentaliteten har sine dårlige sider, men også at samfundet er uhensigtsmæssigt indrettet.
»Jeg tror personligt, at vi stadigvæk er under sådan en form for mind control. Vi lever i en verden, hvor folk er drevet af penge. Lige meget hvordan du vender og drejer det, så skal du ikke tro, at fordi folk ikke har et ærligt arbejde, så er det ikke fordi, de ikke har lyst til at have penge. Og hvis vi bliver ved med at leve i sådan et forbrugshelvede, så vil vi blive ved med at avle det her. Så vil der ikke komme mindre af dét og den her gangster–ism. Det her er en fucking mental sygdom, der spreder sig over hele verden, og det viser sig også i Danmark, hvor bander slår hinanden ihjel for penge«.
»Nogle, der er rigtigt small-minded, vil skyde skylden på alle perkere og sige, det hele er deres skyld. Men ghettomentaliteten er lige så dansk som alt andet, fordi det sker herhjemme. Der skal mere end en gruppe af indvandrere til for, at det bliver skabt«.
Men hvordan kan musikken så hjælpe?
»Jeg tror ikke, at folk bare hører en sang, og så giver verden mening. Men man har jo en indflydelse som musiker, og folk efterligner ofte deres idoler. Jeg har aldrig selv været fan af politisk rap. Før i tiden ville jeg rulle med øjnene, når der kom noget politisk rap, for jeg ville bare høre gangstarap. Men man vokser op, og det ændrer sig. Jeg kan se, at da vi begyndte at rykke med B.O.C., fulgte folk med. Jeg tænkte ’sygt nok’ og sad pludselig på Facebook og fik så mange beskeder fra unge kids, der spurgte efter råd til alle mulige forskellige ting«.
»Jeg kan godt mærke, at jeg har noget på hjerte, så hvis jeg kan lave noget, der kan få nogle til at føle noget og give det mening… så skal det nok gøre godt«.
Interviewet er så småt ved at være ovre. Benny Jamz’ telefon ringer. Han snakker et par minutter. Der er ting, der skal nås. Der skal tages billeder af ham, og han skal mødes med Reza, Sivas’ hofproducer, som også har produceret to af numrene på Molo-ep’en. De skal i studiet sammen. Selvfølgelig.
Jeg har bare et sidste spørgsmål. Det går på, om han og drengene valgte navnet Molotov Movement, fordi deres musik også repræsenterer en bevægelse. Om den er en del af en movement, hvor organiseret eller samlet den så end er.
Svaret falder kontant: »Ja, 100 procent«.
Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen
I denne uge sætter vi i et tema fokus på politisk hiphop – se alt vores indhold HER.