Danny Browns hiphop-freakshow blev delvist hindret af tilbageskuende fokus

»Yeah, they say I got the city on fire / I ain’t boomin’, that’s a goddamn lie, woah«.

Da omkvædet fra ’Really Doe’ – et af Danny Browns eneste bud på en banger med et tilnærmelsesvis radiovenligt beat – omsider blev slynget nasalt ud mellem de sammenbidte tænder og den kronisk udhængende tunge, kunne man ikke lade være med at føle, at der var noget om snakken.

For det var en noget fortyndet skare, der var troppet op til audiens i Pumpehuset. Salen var knap nok halvt fyldt, da Detroit-rapperen nonchalant gjorde entré på podiet med ’Die Like a Rockstar’, men den rigelige gulvplads så ikke ud til at påvirke excentrikeren det mindste: Der blev hurtigt slået over i ’Lie4’, hvis violinstykke næsten formåede at gøre lige så stort væsen ud af sig som Browns ganesejlede røst i en indædt kamp om mikrofonens gunst.

Før man vidste af det, var et udsyret rap-orgie i gang. De få piger, der var mødt op, twerkede uden omtanke på omgivelserne, og fyre hoppede lystigt med, da en parade af Browns ’XXX’-numre blev affyret ufortrødent. Sådan gik det til, at ’Bruiser Brigade’ og især ’Monopoly’ skabte anarkistisk ravage med bombast og epileptisk knækkende stroboskoplys, mens de første moshpits begyndte at bryde ud ved sidstnævntes absurd smittende beat. Lyssætningen indhyllede ceremonien i et lillarødt skær, hvor næsten kun Browns spjættende dreads anedes på podiet.

Egentlig var der ikke den store finger at sætte på Browns mikrofonkontrol. Han slog skiftevis over i tre-fire forskellige stemmelejer – alt fra det karakteristisk nasale til det monstrøst reverb-agtige på fællessangen ’Blunt After Blunt’.

Jeg var heller ikke i stand til at spotte bare én fejl på de snurrende rimordninger og skæve vers, som så ud til at være barnemad for ham. Men hvad Brown mestrede i mikrofonteknik, manglede han til gengæld på scenen. Man ønskede en smule mere scenetilstedeværelse, især med henblik på, at mange fra publikum konstant var på nippet til at give sig fuldt hen, men lige ventede det sidste skub fra manden bag rattet, der først halvvejs inde turde baldre pedalen i bund og give fanden i god opførsel.

Det var så at sige en smadrefest med potentiale, der ofte manglede et sidste nøk for at ramme det røde felt i atmosfærebarometeret. Og det var egentlig et underligt indtryk at have, når man tænker på, at Browns cirkusagtige freakshow-persona – der trods alt er et af hans fremmeste adelsmærker – først kom rigtigt til syne under udblæsningen af ’Old’-albummets techno- og dubstep-skæringer.

Der var desuden næsten hele showet igennem et kæmpe aber dabei, der ulmede under den excentriske overflade – for hvor pokker blev sangene fra det nye album ’Atrocity Exhibition’ af? Der skulle gå intet mindre end 16 sange (!) ud af en sætliste på i alt 20, inden ’Really Doe’ endelig fremtronede med sit skeletale beat og satte fut i gulvet.

Men bedst som man troede, at den fængende banger varslede den længe ventede udfoldelse af ’Atrocity Exhibition’ (som hans turné i sidste ende er opkaldt efter), blev publikum spist af med ’When It Rain’, ’Dance on the Water’ og den afsluttende ’Pneumonia’.

Energien fejlede absolut intet på denne falderebsvifte, men når blot en femtedel af de opførte sange figurerer på det seneste album, stod man tilbage med en underlig følelse af efterladenhed og iver. En iver, hvis glød først var blevet optændt under ’Really Doe’, men som ikke fik lov at nå noget endegyldigt klimaks, inden det hele efter blot en lille time var bitterligt forbi.

Læs anmeldelse: Danny Brown ‘Atrocity Exhibition’