»We wear our underpants three days in a row«: Cherry Glazerr er ublufærdig fuzzpop fra Los Angeles

»We wear our underpants three days in a row«: Cherry Glazerr er ublufærdig fuzzpop fra Los Angeles
Foto: Felisha Tolentino

Cherry Glazerr fra Los Angeles fik revet hul i den amerikanske undergrund med deres uslebne garagerock på ’Haxel Princess’ (2014). Dengang var forsanger og guitarist Clementine Creevy ikke gammel nok til selv at køre til pladeselskabsmøder med Burger Records, og derfor blev hun fragtet af sine forældre. Nu har den unge fuzz-poptøs smidt forældrene på porten, skiftet label og bandmedlemmer ud, og så har hun fræset album nummer to færdigt gennem sin forstærker.

’Apocalipstick’ er for så vidt en rammende titel, når man tænker på den punkede apokalypse, der indfinder sig på albummets 11 sange. De fleste af dem er korte og effektive eruptioner båret af frenetisk simple guitarriff, som sminkes af Creevys lyse vokal. Allermest dragende er hun, når hun lader sin luftige falset flyde henover æteriske synthfornemmelser, i modsætning til hendes touperede, skingre karateskrig.

Undervejs kan man ikke undgå at charmeres af bandets uperfekte ublufærdighed, som også manifesterer sig lyrisk på den hamrende ’Trash People’: »We wear our underpants three days in a row«. Og der genbruges altså heftigt af mere end blot underhylere: Også rockremedier fra hid og did. Indiekoryfæer som Yeah Yeah Yeahs, Arctic Monkeys og Blonde Redhead lurer i kulissen, men Cherry Glazerr er ikke en homage, de giver bare ikke en fuck. Og nå ja, if it ain’t broken…

’Only Kid On the Block’ er albummets bedste eksempel på, hvordan Cherry Glazerr orkestrerer en egenrådig og naturlig synergi mellem Creevys mageløse sopranmelodier og bandets flænsende brutalitet. Her synger hun fuldstændig fortrinligt med slackerrocket laissez faire-hyl som en snigende hunulv.

Også de helt bløde balladestemninger åbner sig smukt op på ’Nuclear Bomb’, der lader lytteren komme i audiens hos Creevys sælsomt følsomme persona. Melankolien i de enkle guitarakkorder og den sarte vokal kreerer en dirrende salighed, som er nem at fortabe sig i til forskel fra den eksplosive iver.

Man kunne ønske sig, at de håndterede distortion-pedalens appel med mere fingerspitzgefühl, fordi den uundgåeligt forfladiges efter adskillige klik – det samme gælder i øvrigt trommeslagerens tonløse bækkenstorm: Lytterens rival. Sjældent er det så forløsende som på den skarpe albumåbner ’Told You I’d Be With The Guys’ – slet ikke på den instrumentale lukker ’Apocalipstick’.

Ikke alle slag i nosserne føles som en masochistisk fryd på dette album – nogle lider under den lidt ordinære og pæne produktion – men Cherry Glazerr rammer ofte plet, når de ikke prøver for meget.


Kort sagt:
Cherry Glazerr veksler mellem punkapokalyptiske og sarte stemninger på deres hårdt rockende toer. Forsanger Clementine Creevy har en mageløs melodisk flair og ublufærdig charme, der vejer op for referencerne, når ikke hun prøver for meget.

Cherry Glazerr. 'Apocalipstick'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af