»Det skete ligesom bare. Jeg valgte det ikke rigtigt«, siger Alexandra Savior med en vis undren i stemmen, da jeg spørger hende, hvordan det gik til, da hun for tre år siden blev signet på Columbia Records.
Hun var 18 og netop flyttet til Los Angeles fra hjembyen Portland med en håndfuld sangtekster i sin notesbog. Ikke så meget andet. Og så kom folk bare til hende, som hun siger. Det var lidt sindssygt.
»Men jeg er jo også sindssyg«, siger hun ironisk og griner gennem den metalliske telefonforbindelse.
Hendes første single, ‘Risk’, vakte opsigt for to år siden, da den figurerede som en del af soundtracket til ‘True Detective’. Og med god grund. Saviors vintage-pop er mættet til randen med sensuel glamour og dyster melankoli. I skyggerne lurer Alex Turners twangy Bond-guitar, og i midten står hendes ensomme vokal og funkler.
Ensomheden er også et tema, hun vender tilbage til, når jeg snakker med hende om at blive professionel musiker sådan lidt ved et trylleslag.
»Det var ikke sådan, at jeg blev ført rundt på de mest fancy restauranter og barer i min pels. Det var virkelig trist og ensomt«, siger hun med henvisning til manges glansbillede af musikere med store pladekontrakter og spirende succes.
»Jeg føler mig ikke som en popstjerne. Mit hår er ikke skrigpink, og jeg laver ikke backflips på scenen. Faktisk har jeg i lang tid været bange for succes«, fortæller hun. »Jeg er bange for, hvordan jeg vil opfatte mig selv med al den opmærksomhed«.
Jeg indvender, at hun nok snart finder ud af det, når hun laver så pokkers god musik. Hun giver mig ret med et lille »yeah«.
Med Alex Turner på rollelisten virker en vis mængde succes næsten uundgåelig. Han er en sjælden rockstjerne i tidens musiklandskab, og da de mødtes første gang på en café, kom det bag på hende, hvor meget han osede af det.
»Han var fuldstændig lakeret, som om nogen havde hældt harpiks ud over hans krop«, fortæller hun beskrivende.
Turner overraskede og skræmte hende. Hun havde set et klip med ham på Youtube, hvor han lavede spoken word, så hun troede, de skulle have dybe samtaler om livet og sådan.
Så jordbunden var han ikke helt. Han skrev sange. Så det gjorde de i stedet, hvilket nu har resulteret i albummet ‘Belladonna of Sadness’. En titel, som er taget fra en makaber animationsfilm fra 1973 om en kvinde, der bliver forvist og brændt på bålet som en heks, fordi hun er draget af djævlen.
»Det er virkelig teatralsk, det ved jeg godt«, siger Savior, der valgte titlen, fordi hun kunne relatere til filmen.
Det er den samme teatralske suspense, hun formår at skrive ind i sit musikalske univers med titler som ‘Shades’, ‘Mystery Girl’ og ‘Cupid Shoots to Kill’ – noget, hun selv kalder en feministisk angst og horrorfilmsfølelse.
Så dystert er det måske ikke helt endda, for Alexandra Saviors stemme er et strålende lyspunkt. Om hun vil det eller ej, så er hun en stjerne in spe.