Først gik mantraet »Fri Noah Carter« sin gang i dansk hiphops B.O.C.-affilierede inderkreds. Sidste år udkom så den luftige debutsingle ’Do You’ fra manden selv, og siden fulgte både bangeren ’B.O’ og den tusmørkesvævende ’Come Alive’.
Med blot ovenstående materiale på samvittigheden er det påfaldende, hvor omsiggribende en hype Noah Carter har formået at omgærde sit navn med, siden han i fjor brød ud af en nærmest mytisk skygge.
Hvad der overrasker endnu mere er, at rapperen nu – uden officielt forvarsel – har udgivet sit debutalbum. ’Couch Dreams – der udelukkende har Jens Ole McCoy bag producerknapperne – er landet som en tyvstart op til Noahs forestående lørdagskoncert til Distortions Final Party.
Med Carters forudgående tre singler som pejlemærke (hvoraf kun ’Come Alive’ har fundet vej til ’Couch Dreams’), har man nogenlunde kunnet danne sig et billede af, hvilken musikalsk retning han efterstræber, men nu har vi altså en hel udgivelse mellem hænderne med 11 friske numre.
Vi har haft ’Couch Dreams’ i rotation hele morgenen – her er fire førstehåndsindtryk efter de første gennemlytninger.
1. Rap-virtuos fra første færd
First things first: Noah Carters rap-egenskaber fejler intet. Hvorvidt det er et medfødt talent eller et resultat af utallige timers finpudsning er svært at sige. Der er formentlig tale om et ligevægtigt blandingsforhold, men sikkert er det, at han lader syntakserne regne som missiler flere steder på ’Couch Dreams’.
Allerede på ’Intro’ og den efterfølgende ’No Favors’ lufter han evnerne som bidsk verbalkriger, hvor der især på sidstnævntes afsluttende halvdel sættes hårdt mod hårdt over et grime-torpederende beat.
Også den betonstøbte ’Team Litty’ får en tur i trap-kødhakkeren gennem vekslende levering, der går fra afventende til småmanisk med en metallisk raspende vokal. For slet ikke at tale om den fandens groovy ’Birmingham Freestyle’, der kvitter unødvendige hooks for at gøre plads til oceaner af strofer ikke ulig Drakes velkendte ’AM/PM’-føljeton. Bonuspoint hvis man fanger alle ordspillene her.
2. Store dele af urbanspektret rammes – og muserne er tydelige
Noah Carter mestrer tydeligvis den tunge ende af hiphopskalaen med anerkendende nik til både grime og trap, men ’Couch Dreams’ består ikke udelukkende af benhårde bangers. Her er også en klædelig hang til sfærisk og koksgrå storby-r’n’b (’Only One’, ’01.28’ og singlen ’Come Alive’) a la OVO-lejrens nærmest monopoliserede velourlyd, der vugger i kærligheds-croon og dagdrømmerier.
Også snerten af noget Erykah Badu’sk neo-soul titter frem på den behageligt bouncy ’Smoothies’, mens ’Call Me Over’s ultraviolette synthstråling virker som Nørrebro-rapperens take på puljen af eksotiske toner, der har indtaget både USA og Danmark som en monsun.
Genremæssigt spiller Noah på flere strenge, og han gør direkte honnør til eksempelvis både Biggie Smalls, Lauryn Hill og Drake i rimene. Det er ikke svært at høre, hvilke domæner den musikalske globetrotter betræder.
3. B.O.C. for evigt, men snittet er internationalt
Det kendes efterhånden vidt og bredt, at Noah er B.O.C. til graven. Til forskel fra Nørrebro-kumpanerne er hele humlen i hans materiale dog det stærkt internationale tilsnit: Vidtrækkende flair for det engelske sprog – og især al dets spidsfindige slang og talemåder – kombineret med en autentisk 1:1-udtale gør det engelske til et andet modersmål for Noah. Og det er ganske enkelt en fornøjelse at lytte til.
Hvor man så skal placere ’Couch Dreams’ i vor lille kongeriges musikalske økosystem er dog lidt af et lotteri, eftersom det 24-årige talent hverken lader sig underlægge af genrekonventioner eller et dansk tungemål. I stedet findes svaret muligvis ved slet ikke at skue indenlands, men udenlands. Godt nok udspringer materialet fra Nørrebro, men lyden kendetegnes på sin internationale appel. Vær ikke overrasket, hvis Noah høster yderligere tid i den dyrebare verdensæter ud over den, han allerede har nydt godt af hos Apple Musics Beats 1.
4. Indblik i, hvem manden bag myten egentlig er
De seneste års »Fri Noah Carter«-tilråb kan ikke være gået mangt en hiphopkenders næse forbi. Det tilbagevendende shout-out, der blandt andet figurerer på ældre hits som Sivas’ ’d.a.u.d.a’ og Ukendt Kunstners ’Betonjunglen’, var i længere tid indhyllet i en gådefuld tåge.
I vores interview med ham sidste år, ville Noah ikke komme nærmere ind på sit næsten mytiske fængselsophold, hvilket i retrospekt giver god mening. Det foregår nemlig på absolut egne præmisser, når han på ’Couch Dreams’ blotter følelserne og fjerner brodden fra sin kriminelle forhistories skyggesider. Især på den selvudleverende outro, ’Wise Up’, der strækker sig som en monologisk bevidsthedsstrøm over næsten syv gravitetiske minutter.
Både for afsender og modtager er der derfor en nærmest rensende forløsning over at høre Noah tematisere sit liv og den strabadserede tid bag tremmer. Hvor kynisk det end virker, booster det hans autenticitet en ekstra tand, når elementer hinsides lovens lange arm besynges på flere af numrene. Men vigtigst af alt vidner replikker som »Running with the mask got me years like my man Biggie« og »Macbook in jail, I can tell you ’bout that Skype life« fra ’Birmingham Freestyle’ også om et angrende menneske i kød og blod bag mikrofonen. Et menneske, der så småt er klar til både at stå frem og – som ’Couch Dreams’-titlen antyder – tage musikverdenen med storm.
Læs også: Surprise! Noah Carters debutprojekt er ude nu – hør ‘Couch Dreams’