House-duoen The Blaze mangler gnist på debut-ep’en ’Territory’
Det er formentligt kun i de kreative miljøer. at navnene Guillaume og Jonathan Alric ringer en klokke. Til gengæld afføder aliasset ’The Blaze’ nok flere genkendende nik – i hvert fald hos alle os, der så den franske duo debutere og triumfere ved sidste års udgave af UK Music Video Awards.
De to filminstruktører kaprede en Award for ’Bedste Internationale Alternative Video’ for næsen af favoritfeltet med deres ’Virile’: En video, hvor platonisk og romantisk kærlighed tager skikkelse som to tætdansende mænd, der måske er venner, måske er kærester. Sceneriet rammes ind af pulserende house, og det hele virker dybsindigt på en særdeles hypnotiserende måde.
Nummeret ’Virile’ er, ligesom videoen det akkompagnerer, produceret af The Blaze selv. Det samme er duoens første sammenhængende udspil, ep’en ’Territory’. Det er også startskuddet på en ny æra for duoen: En, hvor musikken går forud for videoerne, ikke omvendt (selv om de vist nok har lovet at producere en video til hvert nummer).
Det er modigt af The Blaze at springe ud som musikproducere. For ikke at tale om måden, de eksekverer springet på: En ep med kun seks numre – eller fire, for de har også valgt at krydre ’Territory’ med både prelude og interlude. De kun kan og vil måles og vejes på fire numre. Måske er det en bevidst provokation, for er der noget. som skinner igennem på ep’en, så er det duoens lyst til at provokere og udfordre normerne og mange af de kollektive opfattelser, der anses som værende givet – kulturelt, socialt og religiøst.
Ep’en indledes med den dekadente ’Prelude’ og de xylofon-klingende synthesizere, som i provokationens tegn stopper, som de skal til at begynde. Så kommer ’Territory’: Et nummer, der i sin enkelthed er bygget op af en bankende bas, der sporadisk kommer og går, en hi-hat, der insisterer på at sætte tempoet, og vekslende sæt af simple akkorder, der sammen med synth-detaljerne driver nummeret fremad.
Hvis det ikke var for vokalen og det flydende minde om space echo-lyden, som den kraftige rumklang skaber, ville nummeret virke meget Trentemøller’sk. Det er nemlig vokalen, der puster liv i det dybsindige univers som ’Virile’ først introducerede. Men denne gang handler det om, hvordan biologiske bånd er for evigt (»When i was young / the flavour is so strong«). Om den ømhed (»we’ve shared some tears of love now / like a desert in the rain«) og ikke mindst vildskab, det biologiske ophav kan afføde: »They ever get me high like good blunt smoke«.
Mindst lige så godt fungerer vokalen på den jagende, pulserende ’Virile’. Den er dyb, pløret og lyder nærmest reciterende. Det samme kan man ikke sige om vokalen på ’Juvenile’, der på mange måder obstruerer det ungdomsoprørske mantra: »Let me show you something / you were in my head once«, der gentages om og om igen.
Hvor der er højt at flyve, er der som regel dybt at falde. Og selv om titelnummeret giver The Blaze vinger for en stund, så virker ’Territory’ ganske enkelt en tand for energiforladt.
Tekstuniverset skaber lidt forvirring, jovist, men det samlede musikalske udtryk virker ikke ligefrem vitaliserende – alle numre er taget fra det samme kludetæppe: Dybsindigt klaverspil (udelukkende i molskalaen, selvfølgelig) der tårer sammen om maskinelle rytmer.
Kort sagt:
Titelnummeret får The Blaze til at flyve høj i fem minutter, men som helhed falder den unge duos debut-ep igennem. Det er tydeligt, at duoen brænder for at udfordre – og de lykkedes med det et godt stykke ad vejen. Desværre går deres melankolske take på deep house lidt ud over lyttervenligheden, der drukner i et stillestående univers af klaverspil indsvøbt i maskinelle rytmer.