Højdepunkt #1: Thomas Helmig var et sats, der blev et kæmpe pletskud
Det kom som noget af en overraskelse, da NorthSide annoncerede, at ingen ringere end Thomas Helmig ville være at finde på årets festival. En booking, som oprindeligt blev mødt med sin del skepsis, hvilket Aarhus-charmøren da også kommenterede overlegent på fra scenen.
Men ja, vil vi også gerne se tv-2, Gnags eller Lars Lilholt på festivalen i fremtiden?
Det er en balancegang med de her navne, som ligger i en blanding af nostalgi, klenodie og lidt kliché, og det kan også hurtigt blive for meget. Så hvad kommer det an på, når de endelig står på scenen? Leveringen, selvfølgelig.
Helmig (klædt ulasteligt helt i hvidt) leverede en forrygende koncert, en folkefest af dimensioner, som sikkert også kan være fristende for bookerne at bygge videre på.
En enkelt lokal kanin op af hatten i ny og næ er glimrende – det beviste Helmig mere end nogen anden før ham – men lad os nu heller ikke blive revet med i fremtiden: Der er kun én ‘Stupid Man’.
Højdepunkt #2: Radiohead lukkede NorthSide i vanligt fin stil
Med et halvtyndt, og i forhold til det sidste halve årti, også helt bevidst amputeret søndagsprogram på NorthSide 2017 var forventningerne automatisk ekstra høje til Radiohead som søndagens absolutte headliner. Baskerne i dagene forinden – en modig Frank Ocean, der ikke helt nåede i mål med sine ambitioner, og et ikke altid helt vellykket bøllerave fra big beat-ikonerne i The Prodigy – lagde kun yderligere i ovnen til, at søndagens store navn også skulle levere varen.
Og det lykkedes med et alsidigt og broget sæt, der gik trodsigt på kryds og tværs i deres bagkatalog, selv om bandet var oppe imod hårde odds i form af et monolitisk, mørkt regntæppe, der truede med at drukne publikum. Dermed blev det, der efterhånden nærmest er en NorthSide-tradition – nemlig det store, velgørende headlinershow, der lukker festivalen med et bragende punktum – eftertrykkeligt holdt i hævd.
Højdepunkt #3: Festivaleuforien trumfer ‘lidt’ regn
NorthSide fik sin del af regn, og festivalen sine hug for ikke at være hurtige nok til at håndtere de massive vandmasser, som pressede sig på over de (førhen) så grønne områder.
Men flis eller ej: Der er noget ved at være på festival, som går i folk. Følelsen, musikken, kombinationen. Der var bestemt en hel del, som udvandrede, når regnen blev for meget, men samtidig var der også en ekstremt stor kærlighed til musikken på scenen, som ikke ville lade sig slå ud af, at regnslaget skulle hænge et par ekstra timer til tørre dagen derpå.
Det er ikke fordi, at denne her festivaleufori er unik for NorthSide, men det er altid et – lad os sige smukt – syn, når den trumfer vind og vejr i musikkens tegn.
Højdepunkt #4: Bisse – det sikre usikre kort
Med træfsikkert showmanship og dødsangsten på fuldt blus leverede Bisse en af festivalens bedste koncerter søndag eftermiddag, hvor han igen beviste, at han på paradoksal vis er det sikre usikre kort i enhver bookers bog. Den kompromisløse ener leverede et set, som kom rundt i hele følelses- og genreregistret, men hvor denne uforudsigelighed gik hånd i hånd med visheden om, at Bisse bare er garant for et fantastisk show – om han så befinder sig i Lille Vega, i en kolonihave på Amager eller på NorthSide.
Hverken udsigten til det grå skydække, det smådøsige festivalpublikum eller det lidt usexede spilletidspunkt kunne frarøve Bisse-banden intensiteten og spilleglæden – og det er netop sådan en kunstnerisk saltvandsindsprøjtning, der kan skyde livet tilbage i enhver træt festivalkrop.
Højdepunkt #5: Der blev skruet op (for det meste)
Snakken om emnet bliver – sjovt nok – mere højlydt for hvert år, der går: Publikum sludrer under koncerterne på NorthSide, og det i en sådan grad, at festivalen i år havde fået deres konferenciers til at gøre folk opmærksomme på, at pladsen foran scenen altså var lavet til at lytte – ellers måtte man gå i baren og fortælle sine røverhistorier.
En anden måde at komme problemet til livs er at skrue op for volumen – ganske simpelt. Så kan folk måske snakke højere, men der er også en grænse for den slags. NorthSide havde ikke skruet op over hele linjen (Frank Ocean og starten af Radiohead var for lav – og kunstnere har som regel også deres egen lydmand med), men det lød helt generelt som om, at højttalerne havde lidt mere gods i baggagen i år. Måske NorthSide havde opfordret til det som en måde at komme kævleriet til livs?
Det virkede bestemt meget af tiden – blandt andet under Run the Jewels, hvor der virkelig var smæk på.
Højdepunkt #6: Suspekt samlede folket trods vandene, de deler
Når man har et tekstunivers, der kredser om sjaskvåde kællinger og standerstive lem, er det givet, det deler vandene. Men selv om Suspekt har lige så mange dedikerede fans, som de har inkarnerede haters, lykkedes det dem lørdag nat at skabe en fest, der var så inkluderende, som kun de færreste hiphop-koncerter formår at være.
Det var ikke kun blandt publikum, Suspekt insisterende samlede flokken, så alle med eventuel vulgaritetsskepsis måtte smide denne over styr og blive ét med den storstønnende folkefest. Det var også på scenen, hvor trioen viste frugten af umage makkerpar på tværs af det danske musikmiljø lige fra radiopoppens tinder med Xander til syrerockens mulm med Fribytterdrømmes Lau Pedersen samt – som gæstelistens højdepunkt – Benals intense Benjamin.
Hos Suspekt var der ikke plads til solospil eller egotrip. De var der for hinandens og publikummets bedste. Det er stærkt, og det er himmelråbende bekræftende, når tre stoddere formår at gøre grovkornet hiphop til en folkefest.
Nedtur #1: Frank Ocean – skal et hovednavn dele vandene i så stor grad?
Nogle fik deres livs oplevelse, andre udvandrede efter de første par numre. Nogle følte, de kom helt tæt på Frank, blev lukket helt eksklusivt ind i hans intimsfære – andre kunne hverken se eller høre et klap.
Sjældent har en koncert delt vandene i så høj grad, som da Frank Ocean indtog NorthSide fredag aften. Selve opsætningen var – med Franks perfektionistiske indadvendthed og rampelys-skyhed in mente – helt ideel. Ingen leflen, ingen storstilede show-gimmicks, der ikke passede til hovedpersonens format. Frank var bare Frank – hverken mere eller mindre.
Men uanset om man havde en god koncertoplevelse eller ej, er det problematisk, når det kun er mindre end halvdelen af publikum, der fik lov til at være med. Frank Ocean var en af festivalens to ultimative headlinernavne – det udslagsgivende trækplaster for mange gæster. At så mange måtte gå bedrøvede hjem fredag aften med knuste Frank-hjerter understreger, at hans unikke setup bare ikke egner sig til en festival. Han skulle have spillet et sted, hvor der var ørenlyd, plads og grobund for indadvendt udfoldelse – ikke fredag aften, primetime, i mudret festivalformat med et pløret lydbillede.
Nedtur #2: Folkefest på bekostning af nysgerrigheden
Vi skal være de første til at indrømme, at Thomas Helmigs overlegne hjemmebaneshow charmerede bukserne helt ned om anklerne på os, og at der sandelig også var andre af de danske bookinger, der skam strålede om kap med den sparsomme sol, NorthSide fik i denne omgang.
Alligevel kommer vi ikke udenom, at dette fornyede fokus på de hjemlige horisonter måske også har kostet noget nysgerrighed i lineuppet. Når mere end halvdelen af programmet pludselig består af rød/hvide navne, som optræder på mange andre danske festivaler, så sker der også noget afgørende med NorthSides musikalske identitet. Bevares, det er de færreste af deres kollegaer forundt at booke meganavne som Frank Ocean og Radiohead, men forestil jer lige programmet uden de to kæmpescoops, og så ser det anderledes ud.
Det føltes som om, der manglede det spændende, udenlandske mellemlag, som NorthSide ellers har profileret sig på at være gode til at opsnuse de forgangne år. Ikke et ondt ord om de store navne eller de danske darlings, men det ene ben i denne taktik føltes lidt for meget som for mange æg i én kurv, og det andet som om festivalen er på vej til at mutere til noget lidt andet.
Se alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.
Læs også: Stor NorthSide-ændring: Næste års festival foregår torsdag-lørdag
Læs også: NorthSide: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser