‘Superego’: Fribytterdrømme leverer et frådende vitalt psychrock-udspil

5 6
‘Superego’: Fribytterdrømme leverer et frådende vitalt psychrock-udspil

Da Fribytterdrømme albumdebuterede for to år siden med ‘Labyrintens farver’ trak mange anmeldere retteligt C.V. Jørgensen- og Steppeulvene-referencerne op af hatten. De sammenligninger er, forfriskende nok, ikke længere så rasende relevante.

For hvor ‘Labyrintens farver’ nærmest var et kærlighedsbrev til 70’ernes rødhvide fascination af psykedelisk rock, så frigør Fribytterdrømme sig med albumtoeren sig fra den rubricering.

‘Superego’ transplanterer med proteintunge og monomane rocklokomotiver – oftest pumpet fremad af hårde, punchy trommer, der okser derudaf og et velkendt, stålsat blik mod horisonten – bandets æstetik om til en anden musikalsk virkelighed. En forfriskende virkelighed, der måske snarere har rødder i 80’erne eller Primal Scream i deres mere dansable stunder, men mest af alt er ’Superego’ bare sin egen – ét af den der slags album, der bliver ved med at overraske og vokse.

Fribytterdrømmes knapt så hemmelige våben, som hvæsser æggen ekstra skarp, er selvfølgelig deres forsanger, Lau Ingemann Pedersen og hans esoteriske tekstunivers, som jeg godt tør udråbe til et af de mest spændende og originale på vort modersmål lige for tiden. På ‘Pteranodon’ sprutter han eksempelvis som det allernaturligste – som skidt fra en spædekalv, fristes man til at sige: »Magnetfelter springer i titusind stykker / og blegner til fordel for gravkammerskrift / om toner fra skælvet, da verden den fødtes / i sindssygens skygge og blødende drift«.

Det er lige til at blive forpustet af, og Pedersens ubesværede, messende og ultra-nasale levering gør det endnu bedre – han lyder som en okkult ypperstepræst, der er faret vild og endt på Burning Man.

Variationen er også i orden: Alene det, at en ret rendyrket techno(ja, sgu!)-sag som ’Søg det højeste’ kan sidde skulder mod skulder med det elliptiske rocktrip ‘Seer’ på albummet uden at skurre, er et kvalitetsstempel.

Kun den dvaske og alt for langstrakte ‘De elysianske mysterier’ truer med at spænde ben for ‘Superego’s vanvittige moment. Resten er et rasende, elektrificeret powertrip, der kan få én til at skumme om munden over al den vitalitet, der stråler ud af højttaleren, når ‘Superego’ lander på anlægget.


Kort sagt:
Fribytterdrømmes albumtoer er én af den der slags skiver, der bliver ved med at overraske og vokse – og især for alvor gør det svært at ignorere ophavsmændene længere. Deres psykedeliske rock har fået en forfriskende 80’er-injektion og de tunge, punchy kraut-powertrips agerer et formidabelt backdrop for forsanger Lau Ingemann Pedersens originale og mystificerende tekstunivers. Et , ganske enkelt.

Fribytterdrømme. 'Superego'. Album. Tabu.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af