10. Noah Carter ’Birmingham Freestyle’
Der er masser af højdepunkter på ’Noah Carter’s ’Couch Dreams’ – fra de hårde ’No Favors / 5000’ og ’Team Litty’ til den neonoplyste r’n’b på ’Come Alive’. Vores valg er dog faldet på ’Birmingham Freestyle’, der skiller sig ud fra resten af pladen med sit groovy retro-udgangspunkt, hvor Carter virkelig folder sit talent for ord ud.
9. Barselona ‘Pige og dreng’
Der er noget ærkeærligt over hele stemningen i Barselona. Lige fra deres ungdommelige naivitet og identitetskaos til deres forvirrede kærlighedsfilosofier, i hvilke forsanger Rud Aslak smager og mærker på hvert et ord. ‘Pige og dreng’ er et godt eksempel på netop denne åbenhjertighed, hvor gruppens solbeskinnede 80’er-pop får klædeligt nyt bid med vrængende guitarflader og metallisk synth – og masser af charmerende drengerøvsflabethed.
8. Jamaika ’Ansvar’
Hovedattraktionen i et Jamaika-nummer er altid Jamaika selv. Det knugende, udkrængende croon og teksternes vekselvirkning mellem loyalitet og drømmen om at undslippe det hele via musikken. ‘Ansvar’ handler om netop det, der måske for altid vil være et uløseligt dilemma i Jamaikas liv. Dilemmaet ved på den ene side at ville frem i musikverdenen og på den anden være del af et barskt miljø, som kan være svært at slippe, når det i bund og grund har defineret og stadig definerer den, man er.
7. Bisse ‘Bjælkehuset’
Thorbjørn Bredkjær bebudede nyt album, da han fyldte 30 år, men vi må foreløbigt ”nøjes” med en single. Med tanke på hans hektiske udgivelsesfrekvens er det helt fint, ikke mindst når resultatet er så fremragende. En fabulerende fortælling om bl.a. at lytte til The Cures ‘Disintegration’ og at børste tænder på Hundested Kro. Barndommens somre og vækkelsen af en kunstnerisk bevidsthed, som i denne sang atter understreger Bisses talent.
6. Modest ‘Dugout’
Modests debut-7”-er, der udkommer på Mikkel ‘Yung’ Holm Silkjærs lille DIY-label Shordwood Records er både en tiltrængt reminder om, at der sker ting og sager i den aarhusianske undergrund, der er værd at holde øje med og lægge øre til. ‘Dugout’ fra deres debut-ep vidner i hvert fald om store, og ærlige ambitioner samt en ligelig kærlighed til både punchy amerikanske og ringlende britiske indierock-idoler fra 80’erne og 90’erne.
5. Molo ’Bølgen’
»Jetski, tro mig brormand, det jetski«. Molo er ikke bare fremme i skoene, når det gælder om at skabe catchphrases, der sætter sig fast, ’Bølgen’ er også et ekstremt hårdt og bragende posse-cut, der bare kører bars på bars. Og så er det der mareridts-klimprende klaver mageløst som underlægning.
4. Code Walk feat. Smerz ‘Guess What’
Der er i forvejen masser af bounce og indestængt spændstighed i Code Walks ikke så lidt Plaid-agtige og hyper-dansable IDM i sig selv. Men kombinationen af Smerz’ kølige vokaler og københavnermakkerparrets elektroniske fjederstålslandskaber er dog så ekstra gylden, at ‘Guess What’ strøg ind på toppen af vores hjernebark som en instant banger og et klart højdepunkt på deres ep-debut.
3. Suspekt ‘Lings sang’
Emnet er dybt alvorligt: i februar 2016 døde Linkoban efter en hård kræftsygdom. Hun var nær ven med Suspekt, og Albertslund-trioen arrangerede både støttekoncert og optrådte med hende på Distortion. Derfor skal Ling naturligvis også hyldes, hvilket hun bliver med et af de stærkeste numre fra Suspekts hånd. Lau fra Fribytterdrømme synger omkvædet og hårene rejser sig i Orgi-E’s vers, der brænder igennem af indlevelse og med følelserne blottede.
2. First Hate ‘The One’
Det er ikke nogen hemmelighed, at First Hate er glade for 80’erne, og deres synthglade udtryk har altid hintet om en anglen efter at være en velgørende opdatering af æstetikken fra det neonkulørte årti. Alligevel er ‘The One’ det sidste og dybeste dolkestød, der trækker trådene allertydeligst tilbage til deres idoler. Med en akkordrundgang, der er som snydt ud af næsen på New Orders ‘Temptation’ og en sound der, udover Anton Falck Gansteds dybe croon, som nærmest er diametralt modsat Andy Bells lyse ditto, klinger som årgangs-Erasure, tilsat et uimodståeligt mundharmonika-hook, cementerer ‘The One’, hvor First Hates hjerter er parkeret.
1. Turbolens ‘Rastløse bevægelser’
Bruddet med Mew var hårdt, men nødvendigt, hvilket Bo Madsen selv berettede om i interviews. Det efterlod ham ydermere usikker på, hvorvidt han fortsat skulle lave musik. Et besøg i musiklokalet på Bernadotteskolen i Hellerup fik heldigvis den talentfulde og ekspressive guitarist på andre tanker. Allieret med børn fra 5.-8. klasse har han genfundet inspiration og energi i Turbolens. Et projekt, der viser, at Madsen stadig pendulerer selvsikkert mellem det skæve og det umiddelbare, hvilket det første Turbolens-udspil tydeligt indikerer med en sang, som lyrisk tager afsked, men samtidig peger frem mod en lys musikalsk fremtid. Med kreativ nysgerrighed, charmerende spontanitet og åbenlys melodisk tæft leger Madsen og hans unge ensemble sig frem til et fremragende resultat.
Læs også: Halvårets bedste danske album: Top 10