Mura Masa holder sommerfest med ASAP Rocky, Damon Albarn og andre VIP-venner på sit debutalbum
Den purunge brite Alex Crossan har ud over samarbejder med inspirationskilder som James Blake og SBTRKT tiltrukket sig opmærksomhed som selvstændig producer under navnet Mura Masa.
Hans åbenlyse legen fandango med r’n’b-inspireret tilbagelænethed og sprudlende dancehallbeats henvender sig på fineste vis til en omfattende skare af lyttere, for hans insisterende tilnærmelser forløber ukompliceret. Crossan virker nemlig langt fra som en try-harder. Tværtimod emmer hans debutalbum af selvsikkerhed og instrumentalt overskud.
Oplægget ’Messy Love’ er en sommerlig tune af sorgløs falset, rystet op gennem urbane field recordnings, der kan få selv katten på trægulvet i sommerhuset til at spidse ører en søndag morgen. En udhvilet Crossan åbner vinduerne ud til strandpromenaden og ringer efter sine prominente venner, der straks begynder at indfinde sig. På korte, uslingrende popudspil gør gadedivaerne Bonzai og Charli XCX deres entré, og der er ikke en finger at sætte på deres veloplagte performances.
At være flue på vægen til sådan et stjernetræf er særligt opløftende, når ASAP Rocky slår gang i marimbaakkorderne. Hole-in-one-hittet ‘Love$ick’ kommer på en eller anden måde til at stå som stemningsindikator for resten af albummet, som det vibrerer vankelmodigt imellem kærlighedsballade og mør slentre-rap. Også ufortravlede perioder af rytmebrud, snurrende bas og forstrakt synth er med til at holde energien i vejret, inden Damon Albarn til slut charmer selskabet med det bittersøde næsten-a capella-indslag ’Blu’.
Denne get-together af kreative kræfter kunne frygtes at stå i vejen for Mura Masas eget musikalske udtryk. Men selvom den gæsteløse ’Give Me the Ground’ og førnævnte ’Messy Love’ anlægger nye, glatpolerede flisegange af underlægningsmusik i sommerlandet, virker det heller ikke som om, det er hans mening – eller nødvendigt for ham – at hævde sig selv yderligere.
Crossans comfort-vibe skal findes i festen, hvor han er træder i baggrunden som den afslappede, selvtilfredse vært, der læner sig tilbage mod tapetet for at nyde den fyrværkeriforestilling, han har stablet sammen, hygge om sine gæster og selvfølgelig skrue på et par pultknapper en gang imellem.
Om det er på grund af den lidt uigennemskuelige, umage VIP-liste af skiftevis underspillede landsmænd og stjernerappere, der kampflirter med Masa, er ikke til at sige – men udgivelsen kommer uanset hvad til at mangle en smule sammenhængskraft hen ad vejen. Albummet som helhed får mere karakter at et mixtape end et decideret signaturværk.
Sæsonmoden taget i betragtning fungerer det dog alligevel strålende.
Kort sagt:
Mura Masa præsenterer sit nyeste album som et kækt mic-drop efter en længere festtale, hvis effekt sætter gang i dansegulvet. Og selvom den er hjemmelavet, er der selvfølgelig grænser for, hvor meget limonade, man kan holde ud at drikke med sit summer fling. Men Crossan behøver ikke gøre sig særligt umage for at overbevise mig om at tage et glas mere.
Læs også: De fire bedste ting vi så til Distortion Ø – inklusive Mura Masa