Introverte Julie Byrne fik næsten overført soveværelset til scenen

Det britiske singer/songwriter-ikon Nick Drake indså allerede tidligt i sin karriere, at han ikke formåede at lade sine melodier komme til live på scenen, fordi han ganske enkelt ikke brød sig om at optræde live. Nogle artister, uagtet deres talent, er bare ikke skabt til at fremføre deres materiale foran et publikum.

Sådan fremstod amerikanske Julie Byrne også tirsdag aften på Jazzhouse, hvor hun med en selvudslettende, indadvendt og lettere akavet facon lod sine smukke sange blive vakt til live.

Ligesom med tilfældet Nick Drake kan man ikke sætte en finger på kvaliteten i den amerikanske sangerindes katalog, som er smukt vævet af de fineste tråde i den amerikanske folk- og singer/songwriter-tradition. Hvilket allerede var tydelig fra koncerten åbning med den melodisk stærke ‘Sleepwalker’.

Generelt undslap man dog ikke oplevelsen af at sidde i Byrnes soveværelse, mens hun fra sengekanten med lukkede øjne først og fremmest så ud til at spille for sig selv. Ligesom man nærmest fik ondt af hendes forcerede forsøg på publikumsinteraktion, som ikke affødte synderlig respons, hvilket Byrnes nervøse grin indikerede, at hun var bevidst om. Her savnede man den naturligt afvæbnende charme, som hendes musikalsk beslægtede åndsfælle Angel Olsen besidder og benytter sig af.

Momentvis trådte Byrne i karakter som én, der faktisk nød at være i rampelyset. Således var det en forløsende fornøjelse at mærke hendes nærvær og musikalske karisma stråle gennem den synth-æteriske ‘Sea as it Glides’ såvel som ‘Melting Grid’ og ‘Marmalade’, hvor det friske fingerspil og den åndedrætsintense vokal syntes at sænke hendes parader, så hun for en sjælden gang var i kontakt med sit publikum og sendte intense blikke rundt i salen.

»There’s a passion in me who just doesn’t long for those things«, sang Byrne i den bevægende ‘I Live Now as a Singer’. Et udsagn og et paradoks, der manifesterede sig denne aften. Hun har utvivlsomt noget på hjerte og talentet kan man ingenlunde anfægte, men Byrne fremstod samtidig tydeligvis ikke som én, der havde et behov for at vække sine sangfortællinger til live på scenen.

Selv om man gjorde en indsats for at trænge ind i Byrnes intime rum, forblev hendes introverte væsen en blokade til fuldgyldigt at nyde de smukke toner og føle dem som vedkommende i denne setting. Da den timelange koncert lakkede mod enden med ‘Natural Blue’, stod man tilbage med en fornemmelse af at have bevidnet en artist, som nok allerhelst havde været denne seance foruden.

Læs anmeldelse: Julie Byrne ‘Not Even Happiness’