Man savner bas på Mount Kimbies tamme stiløvelse
Britiske Dominic Maker og Kai Campos kan lige om lidt fejre ti års parløb som den elektroniske duo Mount Kimbie. De tager forskud på deres jubilæum med udgivelsen af deres tredje album.
Tidligere har duoen forsøgt at flytte sig fra den kompakte, britiske dubstep-scene og skabe et mere atypisk, fragmenteret udtryk, der nok bedst kan betegnes med det brede genrestempel IDM. Maker og Campos er ikke bange for at lade sig inspirere af pop- og rock-dynamik, når de stykker deres samples sammen. Det kommer dem næsten til kort på deres nye album, der i højere grad end før etableres i veksler mellem instrumentale godbidder og mere langtrukne, vokalgæstede numre.
Som udgangspunkt forsøger Mount Kimbie fortsat at levere strøm til deres elektroniske lydfundament og lægger lovende ud med den sirenesynth-bårne og upbeat ’Four Years and One Day’. Denne gang er hovedretten dog krydret af analoge indslag med en hidtil uset gavmildhed. På den nostalgisk computerspilsagtige ’Audition’ sniger der sig som første vildledende omstændighed et velvoksent, elektrisk guitarriff ind. Og da garage-stemningen efterfølgende får lov at dominere hen over de skitseprægede percussionrytmer, begynder man så småt at savne klubmørket.
Det er ikke fordi, de mange vokalpræstationer, der præger albummet, overskygger Mount Kimbies selvstændige islæt. De har før haft King Krule som gæst med held, og også denne gang leverer han gennem ’Blue Train Lines’ et både alvorsfuldt og groovy hit til pladen. Men det er som om, at duoens egne, enkeltstående dansegulvsinput er uden den dybsindighed eller saft og kraft, som de tidligere har præsteret.
I samme sekund som man næsten også når at skuffes over deres lemfældige forhold til genbrug på gæstelisten, lykkes det dog endnu en gang for Maker og Campos at overbevise om deres originalitet. Denne gang har de nemlig også inviteret James Blake forbi, hvis dystre dubfalset leveret et let pust af ambient r’n’b til at lufte lidt ud i øvelokalet.
På mange måder kan dette electronica-udspil fra Mount Kimbie med fuldt overlæg betegnes som enormt britisk. Helheden er gennemsyret af selvtilstrækkelig garagerockguitar, og den ellers charmerende accent fra stilsikre landsmænd, der stikker forbi, kommer efter manges smag nok til at give et lige lovlig langvarigt ekko ud over resten af elektronikken.
Der er tale om en samling decideret høflige beats, der går så meget i et med rocktapetet, at man som lytter let kan ende med selv at føle sig langt mere rå og bashungrende end fornuftigt er. Heldigvis indeholder albummet også et par gedigne fodflyttere som ’Delta’, hvis digitale crescendo og melodistyrende synth forhåbentlig kan få klubansigterne rundt omkring tilbage i de rette folder.
Kort sagt:
Hvis Hugh Grant havde haft en finger med i spillet på Mount Kimbies nye album, ville det næppe have overrasket nogen. I manglen på nattevibe og bare en anelse længere kompositioner, virker ‘Love What Survives’ som en tam stiløvelse, der hele tiden måske/måske ikke er på vej helt væk fra duoens ellers bundsolide grundlag af speedet ambient-kultur.