The National har margueritbryllup, da jeg møder dem på Hotel Skt. Petri midt i København. 18 år inde i deres ægteskab har amerikanerne fra Ohio netop færdiggjort deres syvende album, ‘Sleep Well Beast’. Efter fire års arbejde venter nu en verdensturné, gennem efteråret og vinteren, der skal forløse det hårde slid. Måske netop derfor er der entusiasme at spore i rummet.
»Vi elsker margueritter!«, siger Matt Berninger, da jeg har forklaret ham bryllupsdagskonceptet, hvor fejringsparate danskere sætter alt fra papir til diamanter foran bryllup afhængigt af, hvor mange år de har været bundet sammen. »Jeg tror faktisk, jeg har brugt margueritter i mine tekster et par gange. I sangen ‘Driver, Suprise Me’ fra Alligator, for eksempel«.
Bandets karismatiske frontmand er ikke bange for at tale på sine egne eller bandets vegne. Det er nærmest svært at finde et interview uden en charmerende og veltalende Berninger, uanset hvor man leder. Berninger: Ham, der i mange år, som en slags show i showet under bandets koncerter, var garant for at vælte rundt ude blandt publikum og vikle sig ind i mikrofonledninger med rødvinssjatter sprøjtende fra glasset, mens han var fanget i en råbende ekstase.
Det er også Berninger, der kommer mig gående i møde, tager min hånd og byder mig velkommen, næsten inden jeg er kommet ind af hoteldøren: »Har vi mødtes før?«, spørger han og giver et sært »well good«, da jeg må fortælle ham, at det er vores første møde. Det er Berninger, der fylder rummet og sætter tonen. En varm tone, der pendulerer frem og tilbage imellem alvorlig indsigt og en lun, men skarp humor.
‘Show Berninger’ drager og påkalder sig opmærksomhed, også når han ikke er på scenen. Man skal næsten mindes om, at brødrene Devendorf også er til stede. Udover den stående Bryan sidder også bassisten, og Bryans bror, Scott Devendorf, i sofaen og smiler afslappet, mens Berninger folder sig ud – noget de to brødre må have oplevet utallige gange i løbet af de 18 år.
»Et problemfyldt ægteskab on the rocks«
Jeg er vokset op med The National. De har været en del af mine sene teenageår og 20’ere. Været en slags soundtrack til mit liv, med plader jeg satte på, dykkede ned i og ikke kunne undslippe, efter jeg opdagede Alligator i 2005.
»I won’t fuck us over, I’m Mr. November, I’m Mr. November, I won’t fuck us over«, sang jeg i 3.g, selvom jeg er født i oktober, men ligemeget, for The National lever og rumsterer i mig, fordi jeg i mere end ti år har pakket mine lavpunkter og højdepunkter ind i deres dybt menneskelige dualitet, der har givet mig sange til de sørgelige, nostalgiske og intime øjeblikke og til episoder fyldt med vrede, ekstase og angst.
Som mit eget perspektiv på verden naturligt voksede, voksede bandet også. ’Boxer’ fra 2007 gjorde dem noget nær verdenskendte, ikke mindst takket være deres alternative hit ‘Fake Empire’, der var lyden af Obamas første præsidentkampagne i 2008. Siden udgav de ’High Violet’ i 2010 og ’Trouble Will Find Me’ i 2013. Vi er vokset sammen i løbet af de mange år, føler jeg, og måske derfor er jeg interesseret i, hvad de mange år og album har gjort ved dem som band. For at blive i min bryllupsdags-metafor, hvad er det så for et ægteskab, The National har efter 18 år sammen?
»Et problemfyldt ægteskab on the rocks. Helt sikkert med separate soveværelser og en masse anklager«, siger Berninger mellem alvor og smiler.
»Nej, men hvis et ægteskab indeholder en masse ofre og en masse skubben og trækken frem og tilbage, så er The National som et ægteskab. Vi har været igennem nogle shaky tider, men på den anden side synes jeg stadig, vores forhold er ret solidt. Vi er ikke så bekymrede for, om vi svigter eller forråder hinanden mere, som vi var tidligere i karrieren. Det er et åbent ægteskab i dag«.
Hvad har ændret jeres forhold?
Berninger: »I dag kender vi hinandens styrker, svagheder og bløde punkter. Vi ved, hvornår den anden tænker: ‘Du ikke skal fucke med mig lige nu. Jeg har brug for mit eget rum til finde ud af det her helt selv’. Vi har lært at lade dyret sidde i hjørnet efter 18 år, hvor vi har slået hovedet mod væggen. Vi har stadig mange konflikter, men vi er blevet bedre til dem«.
Modne og eksperimenterende mænd
Måske er det noget af den modenhed, man kan høre på ’Sleep Well Beast’. Det nye album er uomtvisteligt The National, men en ny åbenhed kigger ind, når trommemaskiner, flossede guitarriff og klassiske soloer pludselig dukker op og, som om de altid har været der, flyder med gennem albummet.
The National er i 2017 et band, der mere end nogensinde før tror på deres sange – hvis de har brug for guitarsoloer og trommemaskiner, så får sangene det. Samtidig åbner Bryce Dessners produktioner og Aaron Dessners arrangementer op for detaljemylderet i de dybe produktioner som aldrig før. Et væld af små melodier fylder lydbilledet. Det bliver aldrig for meget eller for lidt, når man lytter til ’Sleep Well Beast’. Albummet er en øvelse i at afmåle perfektion med en pincet, hvilket ‘Guilty Party’ er et godt eksempel på. Det er en af de sange, man kan lægge øre til, som var det en konkylie, og høre en verden af lyd, der stille åbner sig, jo mere man lytter efter.
De tre mænd i stuen kan også selv mærke, at der er sket noget med dem på denne plade. De har udviklet sig mere som mennesker i løbet af de fire år, der er gået siden ’Trouble Will Find Me’, end mellem deres tidligere album. I dag bor de i fem forskellige byer rundt om i verden, hvor de tidligere alle boede i Brooklyn. De er steder i deres liv, hvor børn og familie er begyndt at træde ublufærdigt ind i den professionelle musikkarriere. Det ændre prioriteter og livssyn, forklarer Bryan:
»Når man pludselig oplever at have ansvar for andres liv på den måde, sker der noget med ens eksistentielle udsyn. Vi har sat mere pris på at være hjemme, når vi har været hjemme, og nydt mere at være i studiet, når vi har været i studiet. Det er en ændring, der har betydet meget for albummet«.
Berninger: »Tidligere var vi meget mere nervøse, syntes at hver lille idé var kostbar og overtænkte vigtigheden af alt det gear, vi brugte. Gear er fuldstændig ligegyldigt. I dag kaster vi mange flere ting på bålet og venter på, at en sang føles så godt, at vi kan læne os, den vej sangen vil. Vi nørder stadig detaljer, men på en meget mere organisk og ustruktureet måde, fordi vi kender hinanden og er mere trygge«.
»Tekster skal være pinlige og ydmygende«
Hvor meget man end bestræber sig på at få noget ud af Scott og Bryan Devendorf, så er det Berninger, der hele tiden ender med ordet. Tit tager han det, men han får det også foræret, fordi meget peger tilbage på ham, hans tekster eller hans åbne og ærlige mund. Som når jeg spørger ind til, hvordan det er at dele så hudløst ærlige tekster om problemerne i bandet og i sit ægteskab med hans kone, journalisten og redaktøren Carin Besser, der gennem flere år har skrevet The Nationals tekster sammen med sin mand. Tekster om hverdagens trummerum med al dens eksistentialistiske grublen, svigt og stoffer – op- og nedture beskrevet i smuk, løsreven poesi, der kan svæve rundt i rummet og lande ned over de situationer, du genkender, mens du lytter.
På ‘Day I Die’ synger han: »I don’t need you. I don’t need you / besides I barely ever see you anymore / and when I do it feels like you’re only halfway there / young mothers love me, even ghosts of girlfriends call from Cleveland / they will meet me / anytime and anywhere«.
Og så skriver han sange som ‘Carin at the Liquor Store’ – en smuk ballade om parforholdets svære dynamik, afmagt og skyld og med, mere eller mindre, tydelige referencer til alkohol, som Berningers sjæl (og måske også hans kones?) ofte har sværmet omkring. Hvordan er det at kigge sin kone og sit band i øjnene, når han både udleverer deres og sine egne mest hudløse øjeblikke?
Berninger: »Min kone og jeg har arbejdet sammen om mine tekster i lang tid. Hun er med hele vejen fra de første demoer og til de færdige sange. Det er meget personligt, og jeg føler mig nøgen, både når jeg skriver og optræder. Men det er også en nøgenhed, jeg omfavner. Carin ved godt, at det ikke kun handler om vores ægteskab, men også om bandets ægteskab.
En kærlighedssang kan være meget politisk for mig, og en meget politisk sang kan føles som en stærk metafor for et ægteskab. Den dualitet forstår min kone godt – at det både kan handle om hende og om Aaron på samme tid. Det er ikke interessant at arbejde med tekster, hvis ikke det bliver følsomt og isen slår nogle revner. Tekster skal være pinlige og ydmygende, og man skal på en måde ønske, at man ikke havde sagt det højt. Folk lytter ikke, hvis de ikke føler, de får noget med dybe og ærlige sprækker«.
The National står på ryggen af et par tvillinger
På Hotel Skt. Petri bliver journalisterne i dag tvunget til at rejse sig og følge sprækken i bandet. En sprække, der går fra solen Berninger og hans lysende tilstedeværelse i stuen ud af en smal gang, gennem en altandør og hen til et skyggefuldt hjørne af tagterrassen, hvor de to Dessner-tvillingerne sidder og spiser china box.
Her foregår anden del af interviewet. Ikke fordi de er uvenner, men de har fundet ud af, at det er en god idé at dele sig op, »for ellers ender Matt bare med at svare på alle spørgsmålene«, siger Aaron Dessner nøgternt uden irritation eller smil. Sprækken i ægteskabet er ikke sådan en afgrundsdyb én, man falder i, men den er bestemt til at se.
Aaron: »Vi joker lidt med, at The National er en dysfunktionel familie med dybe rødder og fantastisk kemi. Når vi laver noget sammen som band, er det bedre, end hvis vi gør det alene. Der sker en kemisk reaktion, når vi sidder sammen og laver musik. På denne plade har vi arbejdet mere sammen som band, end vi har på de sidste par plader, og derfor er det også blevet en bedre plade, synes jeg«.
Bryce: »Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke kan tage min egen identitet og stolthed med ind i The National, for så bliver jeg såret. Fordi vi er som en familie eller et ægteskab, kan vi også godt give og tage slag fra hinanden. Hvis du er for følsom, så ender du med at have det dårligt i den situation. Det har vi lært på den hårde måde over årene«.
Det er ikke svært at forstå tvillingernes lyst til at bevæge sig lidt væk fra Berningers lange skygge. Berninger er måske nok ikonet på toppen af bandet, ham der suger opmærksomhed til sig som sanger og tekstforfatter. Men fundament han står på er uomtvisteligt Dessner-tvillingernes.
Som musikalske entreprenører strækker deres personlige meritter sig over samarbejder og projekter i et omfang, få musikere kan matche. Som komponist og arrangør har Bryce arbejdet tæt sammen med nogle af planetens mest respekterede musikere som Philip Glass, Steve Reich, Sufjan Stevens og Jonny Greenwood.
Aaron er producer og skriver hovedparten af musikken til The National. Han har produceret plader for navne som Sharon Van Etten, This Is The Kit og Local Natives. Han har arrangeret musikfestivaler i USA og Europa – senest den nye københavnerfestival Haven på Refshaleøen.
Og sådan kunne man blive ved med at remse The Dessners meritter op i en uendelighed.
Sprækkernes nødvendighed
De lever begge af den kreativitet og inspiration, de kan suge til sig ved at samarbejde med andre musikere, fortæller de. Når de er på turné med The National, har de derfor også altid ti forskellige projekter i gang på deres computere, som de konstant arbejder på.
Man kunne tro, at deres mange samarbejder med nogle af musikkens største havde gjort The National overflødig efter 18 år. Men sådan er det ikke. For usikkerheden og sprækkerne giver en dynamik, som de ikke kan få andre steder og ikke kan være foruden:
Bryce: »Jeg har arbejdet med andre, hvor der ikke var den usikkerhed eller tvivl involveret på samme måde, og hvor jeg stolede så meget på dem, at jeg fulgte deres vision blindt. Men det ender aldrig med at blive ligeså godt. I The National kan vi tage kampen og slås om det som brødre. Aaron kan til tider presse mig ekstremt langt ud i forfølgelsen af et eller andet drastisk, jeg prøver at fange i flere måneder, og som vi så ender med ikke at bruge. Men det er en rigtig god øvelse for et band at jagte sangene på den måde«.
Inde i stuen sagde de, at I havde lært ikke at smække så meget med dørene som tidligere?
Bryce: »Njaa. Det er flod og ebbe. Nogle dage føles det, som om vi er startet et fuldstændig nyt og lyserødt kapitel i bandets historie, og næste dag er der aggressioner i luften, og det føles som om vi er 22 år igen«.
Aaron: »Der bliver især smækket med dørene til sidst i indspilningerne. Bryce og jeg tager musikken ret langt nogle gange, mens Matt sidder alene i sit hjørne og skriver tekster. Når vi mødes, skal vi så forsøge at smelte de to ting sammen, og det kan stadig være et akavet ægteskab. Det er især der, kampene sker mellem Matt og mig«.
Bryce: »Ingen musik er interessant nok for Matt, hvis det i sidste ende ikke kan blive til en god sang. Aaron og jeg er meget mere fascinerede af detaljerne end ham. Nogle gange kan vi have fundet ind til en lille ting, som, for os, betyder alt i sangen, mens den er dybt ligegyldig for ham. Men han stoler meget mere på os og vores visioner nu end tidligere. Så vi trives på en eller anden måde med den friktion«.
Efter 18 år og masser af succes har I så aldrig tænkt, at det var det? At den hårde og følsomme process med konstant tovtrækning og uro ikke var det værd?
Aaron: »Hver gang vi har indspillet et album, tror jeg, vi alle tænker den samme tanke: ’Kommer vi nogensinde til at lave en ny plade efter det her?’ Men det er svært at lave gode plader. Og når først pladen får sit eget liv, og vi kan se, at den begynder at betyde noget for mennesker og deres liv, så ændrer det sig. Vi har en følelsesmæssig forbindelse til vores fans, der er ret dyb. Det kan vi mærke, når vi spiller. Koncerterne healer vores problemer«.
Politik er et meget mørkt og skamfuldt sted
Her spoler journalisten tilbage. Følger baglæns sprækken i gulvet fra terrassen, af den samme smalle gang, tilbage ind i stuen, hvor Berninger stadig sidder og taler.
Vi er landet ved politikken, som er svær at undslippe, når man interviewer The National. Udover deres støtte til Obama i 2009, har de senest åbenmundet støttet Hillary Clintons præsidentkampagne i kampen mod Trump. De har aldrig været bange for at stikke næsen frem og bruge deres musik politisk. Især Berninger er åbenmundet i sin kritik af amerikansk politik. Men hvordan diskuterer de politik indbyrdes i bandet, spørger jeg Berninger og brødrene Devendorf.
Scott: »Åbent og højt. Da vi indspillede, blev der da i hvert fald diskuteret en del politiske prognoser i studiet«, griner han og kigger på Berninger.
Berninger: »Vi er ikke 100 procent politisk enige, men mere eller mindre. Vi er et ret venstreorienteret band, og fordi vi har børn, er vi naturligvis nervøse for planeten og deres fremtid. Vi kommer fra Ohio, som er en svingstat og ret ligelig fordelt mellem konservative og demokrater og på den måde et mikrokosmos for amerikansk politik. Staten er meget opdelt og et meget intenst politisk sted. Politik er dybt personligt og betyder noget, hvor vi kommer fra. Men jeg tænker ikke på vores band som politisk. Vi er et ret normalt band, der laver ret normal kunst. Meget af den kunst er politisk, men igen, hvilke musikere eller kunstnerer er ikke politiske? Det giver ingen mening for mig, når en kunstner siger: ‘Jeg prøver at holde kunst og politik adskilt«.
»Politikerne ved tydeligvis ikke, hvad fanden de laver. Når det er dem, der laver reglerne for vores børns samfund, så bliver politik selvfølgelig virkelig vigtigt. For mig er politik mere personligt end nogensinde før, og kunstnere, som undgår politik i denne tid, laver bare et produkt«.
Har man et ansvar, når man kan nå så mange mennesker med sin musik, som The National kan?
Berninger: »Jeg ved ikke, om vi synes, vi har et ansvar. Men vi har en stor mulighed. Politik er blevet et meget mørkt og skamfuldt sted. Jeg tror på, at vi som individer kan gøre en forskel. Jeg ved ikke, om en rocksang kan gøre en forskel. Men ved at tale ærligt om alt det, som politikerne konstant undgår, når de dukker for ikke at svare på spørgsmål, kan vi måske åbne op for noget. Måske er det dér, vi kan gøre en forskel med The National«.
Læs anmeldelse: The National ‘Sleep Well Beast’