The National fremstår mere sammentømrede end nogensinde før
Matt Berninger har ofte i interviews fortalt, at hans særegne lyrik – rig på antydningens kunst frem for på udfoldede anekdoter eller karakterskildringer – opstår i et samarbejde med hans kone, Carin Besser, der har en fortid som fiktionsredaktør på det højt estimerede tidskrift The New Yorker. Bessers primære – og for en redaktør, jo ret oplagte – funktion er at vende tommelfingeren op eller ned, når hendes mand viser hende skitserne til en sangtekst. Synes hun om den, går han videre med den, rynker hun på næsen, ryger den i skraldespanden.
Det er svært ikke at skænke forholdet mellem Besser og Berninger (der er forældre til en datter) en grundig overvejelse i forbindelse med The Nationals’ første album i fire år, det vanligt melankolske, men – i forhold til tidligere indsatser – en tand mere humørsyge ’Sleep Well Beast’. Og det er bestemt ikke kun fordi, der er en sang, ’Carin At the Liquor Store’, der på indlysende vis adresserer Besser.
Albummets emnekreds står naturligvis ikke nødvendigvis i et 1:1-forhold med virkeligheden, som den ser ud hjemme hos parret Berninger & Besser (for en god ordens skyld: Parret er fortsat sammen), men består måske snarere i en fantasi om de fatale følger, hvis man ikke tager fat om problemets rod. At skrive sange sammen er måske den bedste terapi?
Uanset hvad: Lyrikken på ’Sleep Well Beast’ er rig på antydninger, for ikke at sige utilslørede signaler, om et ægteskab i krise.
Mange af sangene er centreret omkring den tvivl og den frustration, der kommer snigende i et parforhold, ikke nødvendigvis fordi man ikke længere kan udstå hinanden, men måske snarere fordi det at være viklet ind i et andet menneskes tanker, vaner og bekymringer dag ud og dag ind, er en mentalt bekostelig affære.
Det bliver svært at finde sin egen vej, sin egen røde tråd, når man ikke klart kan se, hvad der er min, din og vores. »It’s nobody’s fault, no guilty party/ We just got nothing, nothing left to say«, synger Berninger på ’Guilty Party’, der måske er albummets på samme tid mest forsonende og mest udsigtsløse sang: ’Selv om det er ingens skyld, betaler vi begge en høj pris’. Eller omvendt (og læst i et mere positivt skær): ’Vi tror fortsat på hinanden, selv når vi bevæger os i hver sin retning’.
The Nationals sange har altid handlet om fortrydelse, nostalgi og den ufrihed, der kan ligge i at måtte konstatere, at flere og flere døre lukker sig, jo ældre man bliver. Hvor man i 20’erne oplever verden som et åben scene, følger en ny erkendelse i 30’erne: Mulighederne indsnævres i takt med den vigende hårgrænse og den kumulative byrde af de beslutninger, man allerede har truffet.
I den forstand har The National lige fra gennembruddet med ’Alligator’ i 2005 været et ret unikt bæst på musikscenen: Granvoksne mænd, der synger om meget voksne problemstillinger, men med en forunderlig appel til unge musikfans, der måske kan bruge de amerikanske rødvinsmelankolikeres bittersøde erfaringer som en slags afspændingsterapi for egne begyndende bekymringer om den store, stygge fremtid, der lurer forude med sine antihumane krav om karriere og omstillingsparathed.
Men det er alligevel nyt, at Berninger så konsekvent (det vil sige forholdsvis diskret efter almindelige sangskrivningsstandarder) åbner op for de omkostninger for intimsfæren, der er forbundet med tiden, der går.
På albummets vel nok bedste bud på en kommende live-favorit, ’The Day I Die’, udfolder Berninger nostalgien efter en fortid, man aldrig kan vende tilbage til og følelser, man ikke sådan uden videre kan generobre. Men det er også en sang om, hvor svær den nutid, man står plantet i er (»I barely ever see you anymore/ and when I do you’re only halfway there«), krydret med forvirrede fantasier om at give slip og lade lysten tage styringen: »Young mothers love me / even ghosts of girlfriends call from Cleveland / they will meet me anytime, anywhere« – en linje, der på typisk Berninger-vis er både lidt desperat, lidt sørgmodig, temmelig selvhævdende og underspillet humoristisk i den forstand, at sangeren implicit udstiller sin rockstjernepersona og de perks, der følger med.
Omkvædets gentagne linje, »The day I die, the day I die/ where will we be?«, beskriver måske meget godt albummets push-and-pull mellem at være selvoptaget og samtidig investeret i et ’vi to’: ’Når min fortælling når til sidste side, slutter også vores fortælling’.
I den forstand handler ’Sleep Well Beast’ ikke så meget om et forholds dødskramper – det er altså ikke en ny ’Here My Dear’, ’Blood on the Tracks’, ’Tunnel of Love’ eller ’Sea Change’ – men om hvad det kræver at holde et forhold kørende; om prisen, der skal betales for at redde stumperne, og – forhåbentlig – velsignelsen ved at vinde den sejr i fællesskab; at se kærligheden overleve på trods.
Musikalsk formår The National bedre end nogensinde at sætte Berninger i scene og i relief. ’Sleep Well Beast’ er i lange stræk en nedtonet affære, men kun i den forstand, at tempoet er langsomt og blikket slået ned, for lige under overfladen findes der et liv uden mage. Dykker man som lytter ned i disse sanges sindrige stemninger, er udbyttet så godt som uden ophør.
Musikken støtter kongenialt op om lyrikken med sine knitrende elektroniske teksturer, der er fremherskende som aldrig tidligere set i The National-regi (i en grad så den lige lovlig baggrundsmusikegnede forgænger ’Trouble Will Find Me’ fremstår konservativ i sammenligning).
Strygere – både af den ildevarslende Bernard Herrmann-variant og med et romantisk schwung – og Bryan Devendorfs trommespil, der nok en gang giver Dessner-brødrenes kompositioner præcis den nervøse energi, der får dem til at fremstå som andet og mere end simple klaverakkorder på sporet af det hymniske, er yderligere vidnesbyrd om en musikalsk nysgerrighed og finfølelse, der aldrig har trivedes bedre inden for rammerne af dette upåklageligt velfungerende kollektiv.
Den mere eksperimenterende og nysgerrige sangopbygning på numre som ’Walk It Back’ (hvor Berninger giver et ikke just overbevisende bud på parforholdskrisehåndtering: »Until everything is less insane, I’m mixing weed with wine«), ’I’ll Still Destroy You’ (der toner ud i en kakofoni af hjemsøgte strygere) og titel- og slutnummeret, der med sin statisk knitrende electronica-bund på (vellykket) vis sender The National helt over i ’Kid A’-beslægtet farvand, understreger indtrykket af et band, der kender dets styrker, men alligevel er i konstant bevægelse.
Derudover sikrer en klædelig variation i albummets sekvensering, at The National i denne ombæring på intet tidspunkt murrer sig inde i en introspektiv boble af selvforagt eller tristesse. Guitarattakket på ’The Day I Die’ sender en elektrisk ladning gennem kroppen, de mere opfindsomme guitarlyde (inklusive en solo, man næsten kan stikke sig på) på ’The System Only Dreams in Total Darkness’ og den overraskende rå rockudladning på ’Turtleneck’ (den eneste sang, der er skrevet post-Trump; se, det kan jo forklare den mere udadreagerende stil!) skaber en tilpas dynamisk afveksling. Sidstnævnte vil helt sikkert dele vandene i fanskaren, men jo mere man lytter sig ind på den næsten Pixies-maniske sang, jo mere vil man smile smørret og knytte næven (hvis man da ikke ligefrem føler trang til at råbe ’fuck yeah!’ til sit eget spejlbillede på badeværelset).
’Sleep Well Beast’ fremviser et koncentreret og fokuseret The National, der dog samtidig evner at se til siden og rundt om hjørnet for at finde nye motiver og kaste nyt lys over det, der i mindre kapable hænder kunne have lydt rutineret på den ikke just ophidsende måde.
Kort sagt:
‘Sleep Well Beast’, det første album fra The National i fire år, vidner om et band, der kender dets styrker, men alligevel er i konstant bevægelse. Bag sangenes tempererede overflade gemmer der sig et mylder af fint forløste detaljer og stemninger. The National fremstår mere sammentømrede end nogensinde tidligere, men også mere nysgerrige og fintfølende.