Phlakes ’Weird Invitations’ er en liderlighedslavine med smæk for skillingen

Som radiolytter og ikke mindst musikentusiast er der næsten ikke nogen bedre følelse end at blive taget på sengen af et nyt act. Nøjagtig sådan en dåd vågnede Phlake op til med musikalsk morgenjern, da deres infektiøse liderlighedslavine af råcremet r’n’b styrtede ned over radio-Danmark fra 2015 til 2016 i form af de nu platincertificerede sukkerknaldslandeplager ’Pregnant’ og ’Angel Zoo’.

Kort efter udsendte duoen debutalbummet ’Slush Hours’, der lystigt gelejdede deres brunstkaravane sikkert i hitlistemål. Intet mindre end 80 millioner streams senere er sanger Mads Bo Iversen og producer Jonathan Elkær nu tilbage med efterfølgeren ’Weird Invitations’, der bedst forstås som en slags håndskrevet indbydelse til det såkaldte Phlake Mansion: Et palæ, som både udgør tandemens reelle indspilningshus i L.A., men også rent figurativt konstituerer deres ubegrænsede slaraffenland af king size-senge og vellystne tilnærmelser.

»We need an invitation, yeah, yeah / a weird invitation«, resonerer Mads Bos vokalbøjninger over et smækkert tapet af funket seksstrenget og Phlakes karakteristisk boblende synth på indledningen ‘A Weird Invitation’. Antydningen er lidt, at det er en lukket fest, hvilket dog slet ikke er tilfældet, da denne albumtoer langt hen ad vejen er skåret efter den samme letfordøjelige og über-catchy skabelon, som debuten var det. Her kan alle fortsat skråle og nikke med.

Albertslundparrets bredtfavnende appel kommer ikke mindst til udtryk i smittende udspil som eksempelvis ’Green Screen Holiday’ og ’IKEA Episodes’. Begge bades i kalejdoskopisk underlægning med henholdsvis pitchede olietønder og bittersød funkguitar, der skvulper ind og ud af den samme berusende slushice-sirup, man efterhånden forbinder Phlake uløseligt med.

Duoens tekstunivers slår i øvrigt lige så finurlige svirp med halen som altid, når Mads Bo på førnævnte ’Green Screen Holiday’ bedyrer: »Live from the Taj Mahal / to the Eiffel Tower / we don’t have to fly / ’cause we’re on green screen«, mens han på ’IKEA Episodes’ optegner den svenske møbelgigant som analogi til et labyrintisk break-up, han ikke kan finde hoved og hale i: »I’m in IKEA rocking shades / and I’ve been stuck in here for days / I’m all alone up in this maze«.

’Weird Invitations’ er altså ikke så meget et skridt ud af duoens komfortzone, som det er en udvidelse af den, da klokkeværket i Phlakes libidinøse rhythm’n’balls-foretagende ser ud til at have vokset sig større siden sidst. I denne polyamorøse omgang har drengene hevet deres ferme liveband med i kanen, der blandt andet udmønter sig i mere hårdtpumpede tiltag som ’I Don’t Wanna Die Sane’s baskende hiphoptrommer og ’Brush’s BPM-glade funk.

Resten af studie-entouraget tæller prominente navne som Quadrons Coco O. på slowburner-outroen ’Kerosene’ og dennes producerhalvdel Robin Hannibal, mens en vis Daniel Wilson – hvis historik indebærer sangskrivning for The Weeknd og Miguel – umiskendeligt har en finger med i de lyriske kolbøtter, pladen så ofte ruller sig ud i. Albummet er et sandt popkulturelt eldorado med referencer til både Pac-Man, Cypress Hill, ’Indiana Jones’ og ’RoboCop’, som for det meste er muntert at gå ombord i, selv hvis det til tider hviner i tænderne.

Til alt held falder ’Weird Invitations’ ikke i den velkendte mainstreamfælde, der foreskriver, at albumsinglerne ’Chunks’ og ’Gone’ med flere længder overskygger resten af tracklisten. Samtidig er det pudsigt nok også skivens akilleshæl, da de lidt blodfattige singler – med undtagelse af den tilforladelige ’Gazette’ – mangler Phlakes nymodens evergreen-slagkraft.

Dermed ikke sagt, at Phlakes brønd af elskovseliksir er udtørret fuldkomment. Mads Bo og Jonathan Elkær evner stadig at kreere indtagende hitlistemusik, men de har måske fundet sig lidt for godt til rette på kongerigets r’n’b-trone.

---

Kort fortalt:
Phlakes liderlighedslavine af poppet r’n’b og voluminøs funk holdes intakt på ’Weird Invitations’, der bedst forstås som en indbydelse til deres helt eget Phlake Mansion, hvor både komfortzonen og klokkeværket i duoens rhythm’n’balls-foretagende har fået vokseværk. Albumtoeren giver mere smæk for skillingen end nogensinde før, men landeplagepotentialet når ikke samme folkevenlige højder som debuten.