1. Vince Staples
Hiphoppen har brug for folk som Vince Staples. Rapperen fra USA’s vestkyst startede ud som en del af den udvidede Odd Future-familie, men afveg hurtig fra kumpanernes narrestreger.
I stedet har han på album som det foreløbige hovedværk, dobbeltalbummet ‘Summertime ’06’, og dette års eksperimenterende ‘Big Fish Theory’ skabt musik fra skæringspunkterne mellem det politiske og det personlige. Vi kastede fulde seks stjerner efter førstnævnte og skrev, at Staples lød som om, han rappede fra den elektriske stol: Intenst, stakåndet, som om hvert ord tæller.
Det beskriver rapperens intensitet meget godt, men der er også noget legende og nysgerrigt i Vince Staples’ konstante søgen efter nye stilretninger. På ‘Big Fish Theory’ udforsker han en klubbet rap, der allerede var antydet stedvist på ‘Summertime 06’, og han doserer også tit sine (stedvis dystre) tekster med en portion humor.
En unik, rastløs stemme, der vender tilbage til Roskilde Festival efter en sveddryppende koncert i 2016 på Pavilion.
2. Bruno Mars
Se videoen ovenfor, kig mig i øjnene (ja ja, gennem computerskærmen), og prøv så at sig, at Bruno Mars ikke er en gudsbenådet performer.
Mars er en af den slags popbookinger, som nok skal dele vandene en smule, for der er nu noget ferskt over tidlige hits som ’Grenade’, ’The Lazy Song’ og ’Locked Out of Heaven’. Men det var trods alt dengang, og med ’Uptown Funk’ som startskud har sangeren de seneste år lanceret en meget mere smooth, slick og funky udgave af sig selv.
Det er næsten som om, at han tager lidt pis på sig selv – så overdrevet var sidste års ’24K Magic’-album, der var en dejligt uhøjtidelig rejse gennem popmusikken med fuld smæk på både ballader og dansegulvet.
Og ja, så er Mars ganske enkelt et bundcharmerende bekendtskab. Specielt live, hvilket han beviste tidligere i år i Royal Arena med en sansemættet flødebuffet af en popkoncert. Underholdning er nøgleordet – det er jo en popkoncert – og det skal Mars nok levere.
3. Myrkur
Det er fedt, når Roskilde Festival præsenterer noget anderledes. Laver unikke koncerter, sammensætninger eller koblinger, eller når de prøver noget andet end den ’normale’ festivalkoncert. Det løfter helheden.
Danske Amalie Bruun slog i 2015 igennem på den (internationale) black metal-scene med debutalbummet ’M’, men på dette års ’Mareridt’-album viste hun, at hun også kan boltre sig ubesværet i andre musikalske hvælvinger. Jovist, her var øjeblikke med dobbelt-stortromme og dommedags-growl, men Bruun viste også sans for et mere atmosfærisk udtryk og en kærlighed for den nordiske visetradition.
De her interne modsætningsforhold, der et eller andet sted viser to meget forskellige sider af én kunstner, har Roskilde Festival godt lagt mærke til, og derfor spiller Myrkur to koncerter til sommer: Én almindelig (og sikkert høj) koncert med fuldt band, og én akustisk, hvor hendes ret flotte stemme får større mulighed for at folde sig ud.
4. C.V. Jørgensen
Carsten Valentin Jørgensen har ikke rørt på sig i mange år, men i 2018 vender den folkekære og samfundsspiddende rockpoet tilbage til Roskilde Festival med sit 11. visit – han var der første gang i 1977.
Og det er på sin vis mere end passende, at CV Jørgenden vender tilbage netop nu.
Sangskriverens status og overlegne, satiriske og samtidig smukke omgang med det danske sprog kaster i disse tider lange skygger over det danske musiklandskab. Alle fra Bisse og Aksglæde til Barselona og flere fra Vellness Plader-kollektivet skylder stor tak til (og har da også hyldet) den nu 67-årige musiker, der med album som ’Tidens tern’ og ’Storbyens små oaser’ samt en lang liste af hjemlige klassikere har givet så meget til dansk musik gennem tiden.
Læs også: Roskilde Festival afslører de ti første navne til 2018 – Bruno Mars på Orange
Læs også: C.V. Jørgensens skygge hviler tungere over musikscenen i dag, end den har gjort i årtier